Julefreden sænker sig

Er jeg den eneste der fortsat konsekvent tænker på Første Verdenskrig, når jeg hører ordet ’julefred’? Det håber jeg! Selvom bachelorprojektet er afleveret, kan man ikke bare sådan lige ligge knap et halvt års læsning fra sig. Under læsningen lykkedes det mig selvfølgelig ikke at komme uden om den tvivlsomme anekdote om ’julefreden’. Jeg mener, at det fandt sted på Vestfronten, julemorgen, hvor de unge, sultne, tørstige, trætte, tilmudrede og halvt traumatiserede soldater som tilmed savnede familien derhjemme begav sig op af skyttegravene på begge sider af ingenmandsland og ønskede fjenden glædelig jul, spillede kort, var gavmilde med deres respektive alkoholrationer, og viste billeder af savnede kærester og børn derhjemme. Sødt. Lidt for sødt til at man kan overbevise mig om, at det ikke er en af de mange propagandahistorier, der blev produceret under krigen for at holde ’hjemmefronten’ loyal. Alligevel var det, dog, et lille, sigende, håb om, at fred kan lade sig gøre i selv den mest umulige situation. Sand eller ej er det altså en smuk anekdote. 

Nu vil jeg lade ’julefreden’ sænke sig og rejse hjem på gården til en velfortjent juleferie med familien. Magisk og autentisk jul på landet. Så bliver det ikke bedre! Tak for i år, hvis jeg ikke skriver mere – det har jeg ikke rigtig besluttet endnu. Jeg ved bare at jeg skal ud og lege med dsb sammen med det her læs gaver lige om lidt. Godt jeg ikke er tyk og har skæg, for så ville folk da tro, at jeg var julemanden, der havde måttet sælge sin kane pga. finanskrisen… 

Og glædelig jul, selvfølgelig!

DIY julegave

I år har jeg lavet én hjemmelavet julegave, nemlig en ægte scrapbog til min bedste veninde. Der er mange der får dem lavet over nettet og de kan også blive super fine, men jeg synes alligevel at det var hyggeligere, billigere og mere personligt at lave en selv.

Så jeg købte frejdigt en stor bog med blanke sider, en limstift, billedtape og to sprittuscher. Men jeg skulle selvfølgelig også bruge nogle billeder og i det her tilfælde var det altså dem fra turen med den transsibiriske jernbane, der var i centrum.

Dem sørgede Bilka heldigvis for, men for at det kunne blive en helt rigtig scrapbog var der, dog, lige én ting mere jeg skulle bruge, ellers ville det bare være et fotoalbum. Og det var selvfølgelig stakken med billetter, brochure og andet gøgl som jeg havde gemt fra turen. Jeg går meget op i at få gemt sådan nogle ting når jeg rejser.

Så jeg havde naturligvis en ordentlig bunke - også selvom det er ved at være et par år siden vi var afsted. Det tog mig kun et par timer, at få lavet scrapbogen, da jeg først havde fået fat i alle tingene. Jeg har sjældent følt mig så kreativ og den blev rigtig fin, hvis jeg selv skal sige det. Det rodede i hvert fald meget da jeg var færdig...

Nu tænker I nok, at jeg sidder her, og afslører min stakkels venindes julegave, for det er jo først juleaften på lørdag. Men hun har faktisk allerede fået den. Jamen, jeg blev da nødt til at se, hvordan hun så ud i ansigtet da hun fik den, det er da det allerbedste ved at give gaver! Jeg kan da afsløre, at hun blev super glad!

PS. Noget af dét jeg savner allermest ved julen her i det 21. århundrede er altså juleposten. Førhen, forestiller jeg mig, og bare da JEG var barn, fik og sendte alle mennesker rigtig mange julekort. En ordentlig stak fik man. Hver dag. Jeg var lige ved at tro, at jeg slet ikke ville få noget julepost i år. Folk sender emails, sms'er og hilsner på FB, men det er altså bare slet ikke det samme (lyder jeg lidt som en gammel dame nu?), men i dag skete der simpelthen det, at der alligevel lå et julekort i postkassen fra en venlig sjæl.

Nøj, hvor blev jeg glad! Næste år må jeg hellere selv sende en hel masse, så kan det være at jeg får nogle flere...

PPS. Næste år skal jeg heller ikke skrive bachelorprojekt.

Det er fedt når folk læser!

Hvis du siger du er sygeplejerske begynder folk at snakke om sygdomme og skavanker de har, hvis du siger du er tømrer begynder folk at snakke om alle de vinduer de gerne vil have skiftet, hvis du siger du er litteraturhistoriestuderende begynder folk at snakke om bøger de har læst eller om hvor meningsløst det er at læse bøger, når nu der bliver sendt så mange gode dramaserier i TV. Man bliver også tit bedt om, at anbefale bøger til folk, og siden jeg ikke rigtig føler, at jeg kan sætte min stakkels omgangskreds til at læse hundrede år gammel litteratur, har jeg efterhånden lært at følge med i hvad der hitter. Også populærlitterært.

Jeg bliver tosseglad når folk gerne vil læse bøger. Det må være fordi man bliver sådan lidt miljøskadet, jeg elsker at se hvad folk de læser. Hvis jeg er hjemme hos nogen tjekker jeg altid deres bogreol ud – også selvom jeg har været der mange gange før. Jamen, der er da ikke noget bedre, end lige at stå og mingle lidt med bogreolen? Det er da det samme som hvis håndværkeren lige skal tjekke om folks køkkener er monteret ordentligt osv. – faglig stolthed og alt det der! Når jeg kører i tog kan jeg da godt vride nakken halvvejs af led for at komme til at se, hvad det er folk sidder og læser, man er vel nysgerrig på sit felt? Sådan opdagede jeg da faktisk Jonathan Safran Foer i sin tid, hvis det endelig skal være.

For nylig kørte jeg i bybus, da en ung håndværkerlærling steg på. Ikke så snart havde han sat sig på sit sæde, før han flåede en tonstung roman op af tasken-med-teknisk-skole-logoet og gav sig til at læse med en sådan entusiasme, at jeg bare ikke kunne lade være med at smile. Se, sagde jeg begejstret til mig selv, alle læser! Folk læser! Tosseglad simpelthen. Jeg snakkede også med en arbejdsløs enlig-mor for nylig og ved I hvad hun sagde til mig, da hun hørte, hvad jeg studerer? Hun sagde, at hun sluger mindst en bog om ugen! Helst krimier og helst fra Sverige godt nok. Og hende der Sara Blædel var i øvrigt også bare fantastisk og Jussi Adler Olsen var også én af de virkeligt gode, hvis hun skulle nævne nogle danske. Mens ellers var Lisa Marklund altså klart toppen. Dét skulle jeg altså prøve at læse.

Jeg ved, at mange i min branche ville have rystet lidt på hovedet og krummet lidt tæer oppe i akademikerskyerne og jeg trak da også på smilebåndet, for vores litterære profiler kunne næsten ikke være mere forskellige. Men ALLIGEVEL læser hun og det er faktisk det vigtigste for mig. Hun har fundet en genre hun holder af og hun får læst en hel masse. Nogen læser Kafka, nogen læser svenske krimier, men så længe vi læser er det da ikke helt slut endnu. Vel?

Mareridt om Hemingway

I nat drømte jeg, at jeg skulle forsvare mit bachelorprojekt, som lige pludselig var blevet til mit speciale (!?), uden at have forberedt mig overhovedet. Forsvaret foregik lidt ligesom et forhør. Jeg var pludselig meget lille, men min drøm tillod mig dog at være en smule veltalende, og underviser og censor var sådan sært forvoksede og så ned på mig med mistroiske blikke. Underviser lignede et eller andet fra en film om en kostskole, måske ligefrem en eller anden fra Harry Potter. Jeg følte selv, at det kørte for mig med improvisationen. Når nu jeg ikke var forberedt, så var det vel det bedste alternativ, tænkte jeg. Men det endte alligevel galt. For pludselig går det op for mig, at censor er ingen andre end Ernest Hemingway – den opmærksomme læser vil vide, at dette er en katastrofe fordi mit bachelorprojekt mestendels handler om, netop, Hemingway. Behøver jeg at sige, at jeg ikke fik meget ros for den præstation? Af Gertrude Stein? Godt at det bare var en drøm!!

Er min underbevidsthed måske en lille smule nervøs for den bedømmelse af projektet, der måske finder sted. lige. nu.?

I kan godt lide tarteletter...

… Kan jeg fornemme, for på bare én aften formåede mit tartelet indlæg at blive månedens mest viste indlæg! Hallo, hvor det er fedt, at der stadig er så meget pondus i den gode, gamle ret at så mange vil sidde og læse om den og få løbende mundvand, forhåbentlig. Så meget for politik, Østeuropa og Astrid Lindgren – bare giv os nogle tarteletter! 

Måske skulle man blogge noget mere om mad? 

Jeg kan ikke gå i fred på gaden...

Er jeg den eneste der synes, det er intimiderende hvis fremmede mennesker giver hånd til en på gaden? Forhåbentlig ikke. Derfor er det også meget svært for mig at forstå, at det åbenbart skal være umuligt at spadsere gennem Aarhus centrum uden at mindst to-tre storsmilende mennesker har forsøgt at give hånd til en og sagt: ”Jeg vil gerne snakke med dig!”. Ja. Det lyder umiddelbart meget hyggeligt, men ikke når det sker gang på gang på gang på gang på gang og man seriøst mister tålmodigheden. Jeg taler selvfølgelig om folkene fra Amnesty, Greenpeace, Folkekirkens Nødhjælp osv. der prøver at få en til at støtte sagen med et fast beløb om måneden og melde sig ind i jeg-ved-ikke-hvad. Det de laver har sikkert et navn, men det kender jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg synes at deres metoder er virkeligt intimiderende og nærgående. Jeg bliver ikke venligere stemt overfor de ellers udmærkede organisationer (snarere tværtimod), af at skulle stå og forklare random mennesker, hvorfor jeg som studerende ikke finder det økonomisk forsvarligt at skulle give penge til dem på fast basis, hvorfor jeg synes de skulle spørge nogle midaldrende mennesker med masser af friværdi og hvorfor jeg i øvrigt ikke fatter, hvorfor de har valgt at få sig et job, hvor man åbenlyst generer andre mennesker på gaden og sætter ellers fine nødhjælps-, miljø- og menneskerettighedsorganisationer i et dårligt lys. Jeg tolererer dem selvfølgelig, som de fleste andre gør. Jeg siger venligt, men bestemt, ’nej tak’ før de når at sige noget og ignorerer deres overlegne ”ha’ en god dag”. Jeg har kun råbt af dem én gang og det var fordi en af dem fra Greenpeace gav sig til at følge efter mig. Må jeg have lov til at gå i fred på gaden? Ikke et ondt ord om de organisationer der har ansat dem, jeg synes de gør et mega fint stykke arbejde – det er bare deres aggressive værgemetoder jeg er imod. Jeg synes, det er en ærgerlig situation – både for brugere af centrum og for de pågående mennesker, der sikkert må udholde mange fornærmelser og afvisninger i løbet af dagen, hvad de så i det mindste selv har valgt (men alligevel, hvad er det for nogle jobvilkår at sige ja til!?). Jeg ved også godt, at det her er småting i forhold til de sager som de her organisationer kæmper for. Men så må man læse en anden blog. For her må man altså godt være småirriteret over ting der i virkeligheden er bagateller. Alligevel skulle organisationerne overveje, synes jeg, om ikke de aggressive metoder giver folk nogle dårlige associationer omkring deres arbejde.

Kog en høne!

Med en af mine ultimative livretter...

...fejrer jeg at mit bachelorprojekt endelig er færdigt!

Tarteletterne blev næsten ligeså gode som dem min farmor og min mor laver. Så vi er nogle dygtige nybegyndere, synes vi selv! Og jeg spiste jo alligevel ti (de sidste fem indtog jeg under stort pres). Av min mave...

De kære decemberbørn

Folk der har fødselsdag i december burde sådan set først skulle have julegaver et halvt år senere end os andre. Så var det ligesom bredt lidt mere ud. For det er simpelthen tangerende til det umulige at købe to gaver til den samme person, den samme måned. ’Hit med din ønskeseddel’ siger man til dem ’det var svært nok at købe din fødselsdagsgave! … Nå. Du har ikke flere ønsker siger du?’ Nej nu må det da virkelig stoppe. Men inden vi bliver for småsure, så lad mig da afsløre, at staklerne også selv synes, at det er en pestilens at finde på alle de ønsker (det er ikke en pestilens at have fødselsdag selvfølgelig, det er det aldrig!) – og det ved jeg, for jeg bor sammen med min søde kæreste, som har fødselsdag i dag. Og, hva’ skidt, han kan jo ikke gøre for det, og han bliver jo så glad, når han får gaver. Så mon ikke det også lykkes mig at finde på en julegave igen i år?

Tillykke!!

Mystisk kalendergave

I dag modtog jeg denne skållignende tingest i pakkekalendergave. Den er muligvis lavet af ben/horn/plastik og muligvis købt i Indien/Kina/Tiger-butikken…

Nu sidder jeg og grubler over, hvad den kan. Er der et eller andet bestemt man skal fylde i den? Blyanter (var min første tanke, men jeg tror den er lidt for lav til det), servietter, smykker? Den kunne godt ligne lidt en 70’eragtig servietring – bare med bund. Eller er det en lysestage? Jeg er meget spændt på, om den har et bestemt formål, eller om det virkelig bare er en lille skål skåret ud af et meget tykt horn, muligvis fra et kvæglignende dyr…

Under alle omstændigheder er det fedt med pakker! Og allerede mens jeg har skrevet det her, er jeg mere og mere sikker på, at det ville klæde den med et fyrfadslys... Hvis den altså ikke smelter...

Julehjælp er cool...

...synes jeg. Bl.a. fordi det minder mig om en af mine yndlingspassager i Emil fra Lønneberg, kun overgået af den hvor han kører dødssyge Alfred til Mariannelund i snestorm. Det er selvfølgelig den passage hvor Emils mor har pakket en lækker julekurv til de fattige på fattiggården, som sidder der og fryser og er gamle og plaget af gigt og lopper og lus og kommandusen. Kommandusen som tager kurven med ovenpå og spiser det hele selv! Da Emil finder ud af det, snyder han og Alfred kommandusen, så hun render af sted til et julegilde. Derefter tager de alle de fattige – også Alfreds farfar tumpe-Jokum – op på en slæde og kører dem til Katholt. På Katholt finder Emil og Ida al den lækre julemad frem fra spisekammeret og de fattige æder som var der ingen i morgen, for de har sjældent fået så dejlig mad og haft det så rart.

Kommandusen kommer tilbage til fattiggården og finder den tom. Hun følger slædesporene til Katholt og kigger ind af vinduerne og bliver bitter og arrig da hun ser sine fattiglemmer sidde derinde og have det rart. Tidligere havde Emil gravet en ulvegrav sammen med Alfred og sat en pølse på en pind for at lokke ulven. Grådig som hun er, vil kommandusen have den pølse og hun falder selvfølgelig lige durk i ulvegraven.

”Så stod de alle tre og stirrede ned på kommandusen, der godt kunne ligne en ulv. ”Er du sikker på, at det er en varulv?” Spurgte lille Ida med skælvende stemme ”Ja, det kan du tro,” sagde Emil. ”En ondskabsfuld, gammel varulvehun det er lige, hvad det er”

Pointen, eller ’moralen’ som det hed dengang, er jo selvfølgelig, at hvis man er grådig og egoistisk så ender man ensom, i en ulvegrav, mens de eneste man har i verden, sidder og godter sig på Katholt. Nej. Det jeg elsker mest ved denne her historie er Emils vrede da han hører om uretfærdighederne på fattiggården og den gavmildhed, som sættes i centrum.

Jeg kan ikke sige noget om, om der er for meget krævementalitet i vores samfund, men ligesom Emils mor – og ikke mindst Emil – kan vi alle sammen gøre noget for, at både dem der har spisekammeret fyldt og dem der for hundrede år (eller mere?) siden ville have boet på fattiggården, får en god og værdig jul. Delementalitet, tak. 

Og, ja ja, tænker I, nu plaprer hun løs om Astrid Lindgren igen, stopper det aldrig? 

Næ.  

Det er 1. december...

... og jeg er i julehumør! Det er første gang siden jeg flyttede hjemmefra, at jeg sådan virkelig, virkelig har lyst til at jule heroppe i Aarhus, så kald det bare en overspringshandling. Eller også skyldes det at jeg har nogen at jule for/med og ikke bor på 10kvm i år. På trods af bachelor-ræset har den kære jul altså alligevel sneget sig ind i min tilværelse. Jeg har åbnet den første pakke i pakkekalenderen! Skrabet et felt i skrabejulekalenderen (tak for adventsgaven!) og regner stærkt med at vinde millionen! Og jeg har pyntet lidt til jul.

 En aldrende nissedame vogter nu over mit te.

 

Menneskeligt overskud:

Jeg har en sød veninde, som ikke bare har lavet én, men så vidt jeg ved seks (!) pakkekalendere i år. Og hun har vel at mærke ikke nogen børn. Hun har lavet dem til sine veninder som kombineret fødselsdagsgave og julegave og jeg er så imponeret over det. Hvem der bare var så produktiv!

Ja! Ja ja ja! Det er en kurv fyldt med gaver! Findes der flottere julepynt? Nej det tror jeg ikke. Findes der noget bedre at foretage sig i december, end at starte hver dag med at åbne en pakke? Nej det tror jeg heller ikke.

Glædelig 1. december!