Julefreden sænker sig

Er jeg den eneste der fortsat konsekvent tænker på Første Verdenskrig, når jeg hører ordet ’julefred’? Det håber jeg! Selvom bachelorprojektet er afleveret, kan man ikke bare sådan lige ligge knap et halvt års læsning fra sig. Under læsningen lykkedes det mig selvfølgelig ikke at komme uden om den tvivlsomme anekdote om ’julefreden’. Jeg mener, at det fandt sted på Vestfronten, julemorgen, hvor de unge, sultne, tørstige, trætte, tilmudrede og halvt traumatiserede soldater som tilmed savnede familien derhjemme begav sig op af skyttegravene på begge sider af ingenmandsland og ønskede fjenden glædelig jul, spillede kort, var gavmilde med deres respektive alkoholrationer, og viste billeder af savnede kærester og børn derhjemme. Sødt. Lidt for sødt til at man kan overbevise mig om, at det ikke er en af de mange propagandahistorier, der blev produceret under krigen for at holde ’hjemmefronten’ loyal. Alligevel var det, dog, et lille, sigende, håb om, at fred kan lade sig gøre i selv den mest umulige situation. Sand eller ej er det altså en smuk anekdote. 

Nu vil jeg lade ’julefreden’ sænke sig og rejse hjem på gården til en velfortjent juleferie med familien. Magisk og autentisk jul på landet. Så bliver det ikke bedre! Tak for i år, hvis jeg ikke skriver mere – det har jeg ikke rigtig besluttet endnu. Jeg ved bare at jeg skal ud og lege med dsb sammen med det her læs gaver lige om lidt. Godt jeg ikke er tyk og har skæg, for så ville folk da tro, at jeg var julemanden, der havde måttet sælge sin kane pga. finanskrisen… 

Og glædelig jul, selvfølgelig!