Jeg kan ikke gå i fred på gaden...

Er jeg den eneste der synes, det er intimiderende hvis fremmede mennesker giver hånd til en på gaden? Forhåbentlig ikke. Derfor er det også meget svært for mig at forstå, at det åbenbart skal være umuligt at spadsere gennem Aarhus centrum uden at mindst to-tre storsmilende mennesker har forsøgt at give hånd til en og sagt: ”Jeg vil gerne snakke med dig!”. Ja. Det lyder umiddelbart meget hyggeligt, men ikke når det sker gang på gang på gang på gang på gang og man seriøst mister tålmodigheden. Jeg taler selvfølgelig om folkene fra Amnesty, Greenpeace, Folkekirkens Nødhjælp osv. der prøver at få en til at støtte sagen med et fast beløb om måneden og melde sig ind i jeg-ved-ikke-hvad. Det de laver har sikkert et navn, men det kender jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg synes at deres metoder er virkeligt intimiderende og nærgående. Jeg bliver ikke venligere stemt overfor de ellers udmærkede organisationer (snarere tværtimod), af at skulle stå og forklare random mennesker, hvorfor jeg som studerende ikke finder det økonomisk forsvarligt at skulle give penge til dem på fast basis, hvorfor jeg synes de skulle spørge nogle midaldrende mennesker med masser af friværdi og hvorfor jeg i øvrigt ikke fatter, hvorfor de har valgt at få sig et job, hvor man åbenlyst generer andre mennesker på gaden og sætter ellers fine nødhjælps-, miljø- og menneskerettighedsorganisationer i et dårligt lys. Jeg tolererer dem selvfølgelig, som de fleste andre gør. Jeg siger venligt, men bestemt, ’nej tak’ før de når at sige noget og ignorerer deres overlegne ”ha’ en god dag”. Jeg har kun råbt af dem én gang og det var fordi en af dem fra Greenpeace gav sig til at følge efter mig. Må jeg have lov til at gå i fred på gaden? Ikke et ondt ord om de organisationer der har ansat dem, jeg synes de gør et mega fint stykke arbejde – det er bare deres aggressive værgemetoder jeg er imod. Jeg synes, det er en ærgerlig situation – både for brugere af centrum og for de pågående mennesker, der sikkert må udholde mange fornærmelser og afvisninger i løbet af dagen, hvad de så i det mindste selv har valgt (men alligevel, hvad er det for nogle jobvilkår at sige ja til!?). Jeg ved også godt, at det her er småting i forhold til de sager som de her organisationer kæmper for. Men så må man læse en anden blog. For her må man altså godt være småirriteret over ting der i virkeligheden er bagateller. Alligevel skulle organisationerne overveje, synes jeg, om ikke de aggressive metoder giver folk nogle dårlige associationer omkring deres arbejde.