...synes jeg. Bl.a. fordi det minder mig om en af mine yndlingspassager i Emil fra Lønneberg, kun overgået af den hvor han kører dødssyge Alfred til Mariannelund i snestorm. Det er selvfølgelig den passage hvor Emils mor har pakket en lækker julekurv til de fattige på fattiggården, som sidder der og fryser og er gamle og plaget af gigt og lopper og lus og kommandusen. Kommandusen som tager kurven med ovenpå og spiser det hele selv! Da Emil finder ud af det, snyder han og Alfred kommandusen, så hun render af sted til et julegilde. Derefter tager de alle de fattige – også Alfreds farfar tumpe-Jokum – op på en slæde og kører dem til Katholt. På Katholt finder Emil og Ida al den lækre julemad frem fra spisekammeret og de fattige æder som var der ingen i morgen, for de har sjældent fået så dejlig mad og haft det så rart.
Kommandusen kommer tilbage til fattiggården og finder den tom. Hun følger slædesporene til Katholt og kigger ind af vinduerne og bliver bitter og arrig da hun ser sine fattiglemmer sidde derinde og have det rart. Tidligere havde Emil gravet en ulvegrav sammen med Alfred og sat en pølse på en pind for at lokke ulven. Grådig som hun er, vil kommandusen have den pølse og hun falder selvfølgelig lige durk i ulvegraven.
”Så stod de alle tre og stirrede ned på kommandusen, der godt kunne ligne en ulv. ”Er du sikker på, at det er en varulv?” Spurgte lille Ida med skælvende stemme ”Ja, det kan du tro,” sagde Emil. ”En ondskabsfuld, gammel varulvehun det er lige, hvad det er”
Pointen, eller ’moralen’ som det hed dengang, er jo selvfølgelig, at hvis man er grådig og egoistisk så ender man ensom, i en ulvegrav, mens de eneste man har i verden, sidder og godter sig på Katholt. Nej. Det jeg elsker mest ved denne her historie er Emils vrede da han hører om uretfærdighederne på fattiggården og den gavmildhed, som sættes i centrum.
Jeg kan ikke sige noget om, om der er for meget krævementalitet i vores samfund, men ligesom Emils mor – og ikke mindst Emil – kan vi alle sammen gøre noget for, at både dem der har spisekammeret fyldt og dem der for hundrede år (eller mere?) siden ville have boet på fattiggården, får en god og værdig jul. Delementalitet, tak.
Og, ja ja, tænker I, nu plaprer hun løs om Astrid Lindgren igen, stopper det aldrig?
Næ.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar