Efter en nat med dårlig søvn grundet babygråd fra værelset ved siden af (hvornår hører dét nogensinde hjemme på en romantisk storbyferie?), begav vi os endnu engang ud i smukke Rom. Vi tog metroen til den flotte, gamle katedral San Giovanni in Laterano, der troner ude ved den gamle bymur og er utrolig smuk både udvendig og indvendig. Min søde kæreste mente slet ikke, at man kunne besøge Rom uden at besøge den. Og jeg forstår ham godt, for den er bare noget helt andet end Peterskirken. Man bliver godt nok stadig overvældet, men det er af ro. Den er lys og luftig. Fyldt med rum, stilhed og fordybelse – det er som at træde ind i en bog, der endnu ikke er skrevet noget i, men som har en utrolig smuk indbinding. Man føler sig lille og hel på samme tid, mellem de hvide søjler. Og så er den enkel (af en katolsk katedral at være) i sin udsmykning. Se den.
Tilbage i gadelarmen tog vi metroen til Piazza del Popollo – et rigtig smukt sted til en lille pause på en bænk, hvor jeg kunne påføre min fod et vabelplaster. Så ville vi finde et sted at spise frokost. Det viste sig at være en sværere opgave end vi sådan lige havde troet, mest fordi at der var så frygtelig dyrt inde i det historiske centrum i forhold til Trastevere. På grund af turisterne naturligvis. Efter endeløs traven gennem sidegaderne, fandt vi endelig et lille trattoria – et meget italiensk spisested, med udelukkende italienske gæster, tjenere (ældre herrer, muligvis fra Goethes tid) der ikke kunne andet end italiensk og et menukort der kun var på italiensk. Fantastisk. Sådan noget skræmmer de fleste turister væk, så vi fik herlighederne helt for os selv, sammen med de italienske frokostgæster. Heldigvis ved jeg, hvad de fleste italienske pastaretter indeholder uden at behøve en oversættelse. Jeg fik tortellini a la panna – min livret. Ikke tosset nej. Vi fik også en kande vin.
Så gik (spadsere)turen til Den Spanske Trappe, som jo er smuk og som fremkalder gode minder fra min første interrailtur tilbage i 2007 med tre af mine allerbedste veninder. Denne gang fik jeg ikke så meget tid og hygge på den spanske trappe, fordi vi måtte halvvejs flygte fra en gadesælger som havde snydt os lidt. Jeg plejer ellers ikke at være bange for at sige min ligefremme mening til sådan nogen. Mange der har rejst med mig vil sikkert kunne genkalde sig, hvor dirrende arrig jeg bliver, hvis jeg bliver snydt. Men vi valgte altså at gå op i området bag Den Spanske Trappe, hvor der var lidt mere stille. Og hvor vi var så heldige at møde dette syn:
Vi tog en omvej til Trevi-fontænen, som vi selvfølgelig blev nødt til at se, fordi vi skulle stå og fjolle med at smide en mønt over skulderen sammen med en masse japanere. Der var mindst syv forskellige, der spurgte om jeg vil være så venlig at tage et billede af dem foran den i øvrigt smukke fontæne (altså med deres eget kamera vel at mærke). Jeg ser åbenbart reel og tilforladelig ud – det er en rar tanke. Alligevel var stedet lidt for fyldt med duer, måger og entusiastiske sight-seere efter min smag (følg (blindt) lederen med flaget/paraplyen/den kæmpe blomst/whatever).
Således opløftede spadserede vi til Pantheon. Imponerende sted! Der emmer af historie! To tusind år har den stået der og tronet (har jeg hørt). Efter en tur inde i templet (altså Pantheon), gik vi rundt om bygningsværket og gennem hyggelige sidegader til Piazza Navona – en vidunderlig plads, fyldt med liv og glade dage.
Der er mange der sælger malerier der. Og der var et springvand med en temmelig overrasket blæksprutte:
Vi fortsatte ud til floden og det smukke Palazzo di Giustizia ved Ponte Umberto. På gåturen mellem Ponte Umberto og Ponte Sant’ Angelo forsvandt alle turister og al larm på magisk vis. Det var en smuk, smuk tur. Til sidst gik vi over Ponte Sant’ Angelo til Castel San’ Angelo – med meget, meget ømme fødder.
Om aftenen travede vi rundt i over en time i vores ’eget’ kvarter i forsøget på at finde et hyggeligt sted at spise. Desværre var der bare fyldt med tarvelige, overoplyste, plastikprægede pizzeriaer og vrede unge mænd i grupper. Til sidst blev vi enige om, at området måske var lidt skummelt og begav os til Piazza Navona, til en hyggelig restaurant vi havde set tidligere på dagen. Det var godt vi gjorde det, for der var masser af mennesker, veloplagt og energisk betjening og lækre ægte italienske pizzaer. Vi kom først til at spise ved halv ti tiden, fordi vi havde travet rundt så længe – det er meget italiensk at spise så sent. Vi sad i øvrigt udenfor og spiste – fik jeg nævnt det? På en lille overdækket terrasse, hvor der var stillet sådan-nogle-varme-nogen op.
Behøver jeg at sige, at vi havde lidt trætte ben, da vi kom tilbage til hotellet?
Tilbage i gadelarmen tog vi metroen til Piazza del Popollo – et rigtig smukt sted til en lille pause på en bænk, hvor jeg kunne påføre min fod et vabelplaster. Så ville vi finde et sted at spise frokost. Det viste sig at være en sværere opgave end vi sådan lige havde troet, mest fordi at der var så frygtelig dyrt inde i det historiske centrum i forhold til Trastevere. På grund af turisterne naturligvis. Efter endeløs traven gennem sidegaderne, fandt vi endelig et lille trattoria – et meget italiensk spisested, med udelukkende italienske gæster, tjenere (ældre herrer, muligvis fra Goethes tid) der ikke kunne andet end italiensk og et menukort der kun var på italiensk. Fantastisk. Sådan noget skræmmer de fleste turister væk, så vi fik herlighederne helt for os selv, sammen med de italienske frokostgæster. Heldigvis ved jeg, hvad de fleste italienske pastaretter indeholder uden at behøve en oversættelse. Jeg fik tortellini a la panna – min livret. Ikke tosset nej. Vi fik også en kande vin.
Så gik (spadsere)turen til Den Spanske Trappe, som jo er smuk og som fremkalder gode minder fra min første interrailtur tilbage i 2007 med tre af mine allerbedste veninder. Denne gang fik jeg ikke så meget tid og hygge på den spanske trappe, fordi vi måtte halvvejs flygte fra en gadesælger som havde snydt os lidt. Jeg plejer ellers ikke at være bange for at sige min ligefremme mening til sådan nogen. Mange der har rejst med mig vil sikkert kunne genkalde sig, hvor dirrende arrig jeg bliver, hvis jeg bliver snydt. Men vi valgte altså at gå op i området bag Den Spanske Trappe, hvor der var lidt mere stille. Og hvor vi var så heldige at møde dette syn:
Vi tog en omvej til Trevi-fontænen, som vi selvfølgelig blev nødt til at se, fordi vi skulle stå og fjolle med at smide en mønt over skulderen sammen med en masse japanere. Der var mindst syv forskellige, der spurgte om jeg vil være så venlig at tage et billede af dem foran den i øvrigt smukke fontæne (altså med deres eget kamera vel at mærke). Jeg ser åbenbart reel og tilforladelig ud – det er en rar tanke. Alligevel var stedet lidt for fyldt med duer, måger og entusiastiske sight-seere efter min smag (følg (blindt) lederen med flaget/paraplyen/den kæmpe blomst/whatever).
Således opløftede spadserede vi til Pantheon. Imponerende sted! Der emmer af historie! To tusind år har den stået der og tronet (har jeg hørt). Efter en tur inde i templet (altså Pantheon), gik vi rundt om bygningsværket og gennem hyggelige sidegader til Piazza Navona – en vidunderlig plads, fyldt med liv og glade dage.
Der er mange der sælger malerier der. Og der var et springvand med en temmelig overrasket blæksprutte:
Vi fortsatte ud til floden og det smukke Palazzo di Giustizia ved Ponte Umberto. På gåturen mellem Ponte Umberto og Ponte Sant’ Angelo forsvandt alle turister og al larm på magisk vis. Det var en smuk, smuk tur. Til sidst gik vi over Ponte Sant’ Angelo til Castel San’ Angelo – med meget, meget ømme fødder.
Om aftenen travede vi rundt i over en time i vores ’eget’ kvarter i forsøget på at finde et hyggeligt sted at spise. Desværre var der bare fyldt med tarvelige, overoplyste, plastikprægede pizzeriaer og vrede unge mænd i grupper. Til sidst blev vi enige om, at området måske var lidt skummelt og begav os til Piazza Navona, til en hyggelig restaurant vi havde set tidligere på dagen. Det var godt vi gjorde det, for der var masser af mennesker, veloplagt og energisk betjening og lækre ægte italienske pizzaer. Vi kom først til at spise ved halv ti tiden, fordi vi havde travet rundt så længe – det er meget italiensk at spise så sent. Vi sad i øvrigt udenfor og spiste – fik jeg nævnt det? På en lille overdækket terrasse, hvor der var stillet sådan-nogle-varme-nogen op.
Behøver jeg at sige, at vi havde lidt trætte ben, da vi kom tilbage til hotellet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar