Vi tog på Vatikan-museet. Mest fordi jeg havde fået den tanke, at det var for dårligt, at jeg aldrig havde set Det Sixtinske Kapel. Jeg troede faktisk, at det mest var dét Vatikan-museet gik og gemte på. Men jeg tog fejl. Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at der skulle være bunket så mange egyptiske mumier, gamle græske statuer, gamle romerske statuer og malerier fra praktisk talt alle tidspunkter undtagen hulemalerierne sammen. Uvurderlige kunstværker og arkæologiske fund væltede frem overalt i rum efter rum efter rum efter rum. Og rummene (!) var jo ikke bare rum, de var skatkamre af menneskelig håndværkskunst og pragt i sig selv, deres udformning, deres udsmykning. Dét var overvældende. Også fordi jeg ikke havde forventet, at der ville være så meget. Og hvorfor egentlig ikke? Spørger jeg mig selv. Det er jo Vatikanet! I starten gik vi fascinerede og interesserede mellem herlighederne og kiggede nysgerrigt på nærmest hver eneste spydspids og bronzekat, senere blev vi svimle over al overdådigheden – man går med en følelse af, at al verdens skatte og rigdomme gemmer sig her. I det allermindste land. Skrabet dertil af grådighed og vanvid. Det var næsten (men også kun næsten) ligeså vildt som Louvre.
Til sidst var vi så mættede af indtryk. Vi kunne ikke glæde os over de gamle landkort fra middelalderen, kunne ikke skelne det ene vægmaleri fra det andet, gik lige forbi en ægte Matisse, en ægte Dalí i afdelingen for moderne kunst – uden at opdage det før i sidste øjeblik. Man kan bare ikke rumme mere, men der bliver ved med at være mere og der bliver ved med at være så mange små finesser, billeder, buster, atriumgårde, gange og kroge og gamle marmorting og til sidst står man der: I Det Sixtinske Kapel med ondt i øjnene og ondt i hovedet, udmattet og tørstig, mellem et hav af turister fra alle dele af kloden og stirrer op på det her:
De to hænder der mødes. Gud og menneske der rækker ud efter hinanden. Man spekulerer i sit udmattede sind over, om Michelangelo måske havde fat i meningen med det hele, om der var noget der, hvorfor vi alle sammen står her; asiatere, amerikanere, europæere, afrikanere og stirrer op på den specifikke håndsrækning. Blandt alle motiverne, alle de uvurderlige kunstværker, alle de imponerende statuer, alle de smukke arkæologiske fund, alle hieroglyfferne. Vi står bare her og kigger op på de to fingre, der aldrig kommer til at røre hinanden. Frosset i Michelangelos uendelige sekund. A poem in a rock.
Så er det overstået og vi slæber os ud derfra igen. Ud af kapellet. Ud af Vatikanet. Ud i solskinnet. Vil ikke se mere, om de så havde samtlige Picassos værker gemt et sted. Om vi så havde overset rosetta stenen i en af montrerne. Det er flot derinde, men det er for meget.
Vi fik frokost på et af plastikpizzeriaerne og menuen stod endnu engang på pastaret, men denne gang i en lidt lousy udgave. De dyre turistkvarterer gik os efterhånden lidt på nerverne, så senere på dagen begav vi os endnu engang gennem byen og tilbage til romantiske Trastevere – bydelen hvor det hele startede, og hvor vi følte os bedre tilpas. Vi tog en tur mere rundt i de smalle sidegader, farede vild et par gange og ledte efter et lækkert sted at spise den sidste middag i Rom – i denne omgang i hvert fald. Mange af restauranterne så hyggelige og lækre ud, men problemet var bare, at der var alt for få gæster. Der var ikke gang i den og klokken var altså otte om aftenen. Så der var ingen undskyldning. Den restaurant vi skal spise på, skal være så populær, at der er fyldt med liv klokken otte om aftenen, sagde vi til hinanden. Til sidst fandt vi den. Da vi gik forbi var vi overhovedet ikke i tvivl om, at det var der vi skulle spise. Der var fyldt med mennesker, et spændende menukort og en rigtig hyggelig og autentisk indretning, stemning og betjening. Desuden var mange af gæsterne italienere, der så ud til at kende tjenerne og være stamkunder. Vi bestilte en kande vin.
Til forret fik vi bruchetta med lufttørret skinke, til hovedret en lækker (virkelig lækker) bøf med salat og til dessert fik jeg pannacotta, min yndlings italienske dessert, som jeg havde fablet om lige siden vi ankom. Jeg havde endda bedyret, at jeg ikke ville forlade Rom, før jeg havde fået pannacotta. Så et af kriterierne var også, at de havde dét på menukortet. Det var en vildt lækker pannacotta – meget mere cremet end den jeg selv laver. Min søde kæreste fik en tiramisu, som eftersigende også var god. Restauranten hedder ’Ristorante Carlo Mento in Trastevere’ og da vi sad der lovede jeg mig selv, at jeg ville anbefale den til alle.
Det er hermed gjort.
Til sidst var vi så mættede af indtryk. Vi kunne ikke glæde os over de gamle landkort fra middelalderen, kunne ikke skelne det ene vægmaleri fra det andet, gik lige forbi en ægte Matisse, en ægte Dalí i afdelingen for moderne kunst – uden at opdage det før i sidste øjeblik. Man kan bare ikke rumme mere, men der bliver ved med at være mere og der bliver ved med at være så mange små finesser, billeder, buster, atriumgårde, gange og kroge og gamle marmorting og til sidst står man der: I Det Sixtinske Kapel med ondt i øjnene og ondt i hovedet, udmattet og tørstig, mellem et hav af turister fra alle dele af kloden og stirrer op på det her:
De to hænder der mødes. Gud og menneske der rækker ud efter hinanden. Man spekulerer i sit udmattede sind over, om Michelangelo måske havde fat i meningen med det hele, om der var noget der, hvorfor vi alle sammen står her; asiatere, amerikanere, europæere, afrikanere og stirrer op på den specifikke håndsrækning. Blandt alle motiverne, alle de uvurderlige kunstværker, alle de imponerende statuer, alle de smukke arkæologiske fund, alle hieroglyfferne. Vi står bare her og kigger op på de to fingre, der aldrig kommer til at røre hinanden. Frosset i Michelangelos uendelige sekund. A poem in a rock.
Så er det overstået og vi slæber os ud derfra igen. Ud af kapellet. Ud af Vatikanet. Ud i solskinnet. Vil ikke se mere, om de så havde samtlige Picassos værker gemt et sted. Om vi så havde overset rosetta stenen i en af montrerne. Det er flot derinde, men det er for meget.
Vi fik frokost på et af plastikpizzeriaerne og menuen stod endnu engang på pastaret, men denne gang i en lidt lousy udgave. De dyre turistkvarterer gik os efterhånden lidt på nerverne, så senere på dagen begav vi os endnu engang gennem byen og tilbage til romantiske Trastevere – bydelen hvor det hele startede, og hvor vi følte os bedre tilpas. Vi tog en tur mere rundt i de smalle sidegader, farede vild et par gange og ledte efter et lækkert sted at spise den sidste middag i Rom – i denne omgang i hvert fald. Mange af restauranterne så hyggelige og lækre ud, men problemet var bare, at der var alt for få gæster. Der var ikke gang i den og klokken var altså otte om aftenen. Så der var ingen undskyldning. Den restaurant vi skal spise på, skal være så populær, at der er fyldt med liv klokken otte om aftenen, sagde vi til hinanden. Til sidst fandt vi den. Da vi gik forbi var vi overhovedet ikke i tvivl om, at det var der vi skulle spise. Der var fyldt med mennesker, et spændende menukort og en rigtig hyggelig og autentisk indretning, stemning og betjening. Desuden var mange af gæsterne italienere, der så ud til at kende tjenerne og være stamkunder. Vi bestilte en kande vin.
Til forret fik vi bruchetta med lufttørret skinke, til hovedret en lækker (virkelig lækker) bøf med salat og til dessert fik jeg pannacotta, min yndlings italienske dessert, som jeg havde fablet om lige siden vi ankom. Jeg havde endda bedyret, at jeg ikke ville forlade Rom, før jeg havde fået pannacotta. Så et af kriterierne var også, at de havde dét på menukortet. Det var en vildt lækker pannacotta – meget mere cremet end den jeg selv laver. Min søde kæreste fik en tiramisu, som eftersigende også var god. Restauranten hedder ’Ristorante Carlo Mento in Trastevere’ og da vi sad der lovede jeg mig selv, at jeg ville anbefale den til alle.
Det er hermed gjort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar