Afrikanske færdigheder

Man kan sige meget om Bonderøvens besøg i Afrika. I hvert fald, hvis man har set det og det håber jeg, at I har. Hvis man var lidt klogere på sådan noget med at analysere medier end jeg er, så kunne man sikkert sige en masse om, at det virker opstillet, at det sikkert giver landsbyen en masse besvær, at han kommer der med et helt TV-hold, og at det er lidt underligt, at man ikke må få at vide hvor længe han er der (= ikke særlig længe). Men det er ikke det, jeg vil med det her indlæg. Jeg vil tværtimod rose programmerne, fordi jeg godt kan lide ideen bag dem. Nemlig ideen om, at der er en vesterlænding, der tager til en landsby i Afrika med en intention om at lære noget af dem; at blive klogere. En vesterlænding som hverken bevidst eller ubevidst ser landsbyboerne i Afrika som tilbagestående, men derimod anerkender, at de ligeledes besidder nogle færdigheder, som er værd at kende, værd at tilegne sig og værd at sætte fokus på. For jeg synes ofte, når man hører om folk fra vores himmelstrøg – enten i fjernsynet eller i ”virkeligheden” – der tager til Afrika, så er det for, at de skal lære dem noget dernede. Det er også en rigtig fin intention, for det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er brug for mere uddannelse på det afrikanske kontinent. Alligevel efterlever det et mønster, der vel nærmest har stået på siden kolonitiden: Vi tror, at det er dem der skal lære noget af os, fordi det er os, der har den mest teknologisk udviklede kultur og derfor antager vi, at landsbyboerne ikke har noget at lære os og at de ikke kan noget, som vi ikke kan. Primitivitetstankegangen lurer vidst hos de fleste af os – og derfor er det enormt opløftende, at se at der er nogen, der tør vende relationen om og udfordre det mønster. Det er mega godt fjernsyn, for man kan jo nærmest se, hvordan de afrikanske landsbytømrere bliver bekræftet i stoltheden over deres faktisk (ifølge bonderøven) udmærkede håndværk.