Min søndag i bagklogskabens lys

Det er søndag, solen skinner og foråret har efterhånden godt fat i vores lille underlige land. Alligevel har jeg valgt at bruge søndagen på, at læse om mikrosociologi og en detaljefanatisk sociolog ved navn Erving Goffman. Min søde kæreste har derimod valgt, at tage med to af vores venner ud til et økologisk landbrug og se, at køerne bliver sluppet på græs. Jeg er vokset op på en gård, jeg har set køer komme på græs hundredvis af gange, jeg ved, at det nogle gange kan være mere dramatisk end at de ”danser”, men at økologerne sikkert har ret i, at det er sprudlende glæde, der får køerne til at springe rundt i mødet med det længe savnede græs.

De skulle cykle 30 km for at komme ud at se det. Så jeg tænkte, at jeg havde truffet den ansvarlige beslutning, ved at blive herhjemme og forberede mig til næste uges undervisning. Uvisheden om, om jeg overhovedet kunne cykle så langt var selvfølgelig også en væsentlig faktor. Men da min søde kæreste sendte mig dette billede:

  

Gik det op for mig, at jeg havde taget fejl. Jeg skulle have taget mig sammen, pakket en picnickurv med sandwich og kolde øl, cyklet de 30 km og set de køer komme på græs, uanset hvor meget jeg så er vokset op midt i et landbrug. For ligesom køerne angiveligt savner de grønne græsgange hele vinteren, så savner jeg vel, at se, hvor meget køerne har savnet det græs. Eller også trænger jeg selv til at komme på græs, frem for at sidde her i bogstavland. Godt det snart er sommerferie - og at der stadig er to afsnit af Bonderøven jeg ikke har set endnu. Næste år tager jeg med.