I går gik jeg glad, opløftet og temmelig lettet (det var
kaos derinde) fra hovedbiblioteket med et nyt Auster-fix. Med mig havde
jeg en af mine gode veninder og vi var ikke nået længere end til Brugsen ved Vesterbro
Torv, før det gik galt: Snoren fra min venindes jakke satte sig fast i kranken
på cyklen, som jeg trak ved siden af mig. Efter et par ubehjælpelige forsøg
på, at vikle den rundt og ud igen (ved at køre cyklen lidt frem og tilbage),
sad snoren (og dermed min veninde) bare endnu mere fast. Vi var med andre ord
fanget. Helt fastlåste i situationen, kunne ingen af os røre os ud af stedet. Jeg
kunne ikke flytte cyklen, ikke slippe cyklen og min veninde sad jo fast i den,
så hun kunne heller ikke flytte sig. Vi fumlede med vores fingre inde mellem
egerne og forsøgte at løsne snoren, men lige lidt hjalp det. Vi havde dog ikke
stået der i mere end et minut, før en venlig mand henvendte sig til os med
tilbud om assistance.
På det tidspunkt stod det klart, at der ikke var anden vej til frihed end at klippe snoren over og vi spurgte ham straks om han havde en saks. Manden hæv sit nøglebundt frem, og gjorde et ubehjælpeligt forsøg på at skære snoren over med den mest takkede nøgle, han havde. Sådan noget tager lang tid og det ved vi alle sammen godt. Derfor havde jeg heller ikke set på det særlig længe, før jeg bad ham gå ind i Brugsen og låne en saks. Efter min veninde og jeg endnu et kort stykke tid havde bakset med snor og cykel, kom manden tilbage og klippede resolut snoren over. Derpå blev jeg meget optaget af, at få fjernet den del af snoren, der stadig sad viklet ind i kranken, så jeg fik ikke takket manden, og det ville jeg ellers gerne have gjort. Men min veninde forsikrer mig dog om, at hun fik takket ham (pyh!).
Det jeg egentlig ville sige med denne her lange og sikkert også lidt kedelige historie om vores mindre cykeluheld, er, at jeg elsker, når man bliver bekræftet i sin tro på andre menneskers venlighed og hjælpsomhed. Ellers havde vi stået der endnu. Og derfor er det også meget vigtigt, at få sagt tak, så folk vil gøre det igen en anden gang.
På det tidspunkt stod det klart, at der ikke var anden vej til frihed end at klippe snoren over og vi spurgte ham straks om han havde en saks. Manden hæv sit nøglebundt frem, og gjorde et ubehjælpeligt forsøg på at skære snoren over med den mest takkede nøgle, han havde. Sådan noget tager lang tid og det ved vi alle sammen godt. Derfor havde jeg heller ikke set på det særlig længe, før jeg bad ham gå ind i Brugsen og låne en saks. Efter min veninde og jeg endnu et kort stykke tid havde bakset med snor og cykel, kom manden tilbage og klippede resolut snoren over. Derpå blev jeg meget optaget af, at få fjernet den del af snoren, der stadig sad viklet ind i kranken, så jeg fik ikke takket manden, og det ville jeg ellers gerne have gjort. Men min veninde forsikrer mig dog om, at hun fik takket ham (pyh!).
Det jeg egentlig ville sige med denne her lange og sikkert også lidt kedelige historie om vores mindre cykeluheld, er, at jeg elsker, når man bliver bekræftet i sin tro på andre menneskers venlighed og hjælpsomhed. Ellers havde vi stået der endnu. Og derfor er det også meget vigtigt, at få sagt tak, så folk vil gøre det igen en anden gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar