Så klappede Auster-fælden

I løbet af en uge blev jeg af tre forskellige mennesker pludselig opfordret til, at læse Paul Auster. Uden nogensinde at have beskæftiget mig med ham, var tanken også selv begyndt, at strejfe mig. Det måtte sandelig være på tide, tænkte jeg, at læse noget Paul Auster. Ikke mindst fordi jeg skal tilbringe hele sommeren i USA. Uden at kende noget til Auster i forvejen, blev jeg derfor oprigtigt glad, da jeg blev tilbudt at låne ”Orakelnat” af en veninde i onsdags. Og jeg er efterfølgende kommet til at huske, at jeg engang i gymnasiet fik en ubevidst aversion mod Auster, da jeg fik genfortalt handlingen i ”Brooklyn Dårskab”, som jeg overvejede at læse på det tidspunkt. Gymnasieveninden som stod for genfortællingen erklærede, at bogen var sær og kedelig. Sådan havde Auster været stemplet hos mig lige siden. Men i takt med, at jeg blev mere og mere opmærksom på mine omgivelsers ubetingede begejstring, nåede jeg frem til, at det var tid til en revurdering. Start med ”Orakelnat”, sagde min veninde i onsdags – og det skal jeg da ellers lige love for, at jeg fik gjort. Det er tungt for mig, som litterat, at indrømme det, men: Det er rigtig længe siden, at jeg har læst en bog på fire dage. Det er længe siden, at jeg har været så tryllebundet og længe siden, at jeg har fundet en bog så medrivende og gribende. Af hensyn til kommende Auster-entusiasters ubevidste aversioner vil jeg afholde mig fra, at genfortælle handlingen. Men det var det helt rigtige ordvalg at sige start med ”Orakelnat”, for mit Auster-eventyr er først lige begyndt.

Og jeg tager på biblioteket i morgen.