… har jeg fået af vide utallige gange i løbet af min barndom
og ungdom. Lad mig afsløre, for dem der ikke kender mig, at jeg er umanerligt
kræsen. Eller. Egentlig er der ikke særlig mange madvare, jeg ikke bryder mig
om, men dem jeg ikke bryder mig om, er så basale, at jeg uvægerligt må stemples
som kræsen. Og sikkert også svær at lave mad til, selvom jeg kan lide alt fisk,
alle slags kød, en masse forskellige oste, pasta, ris, grøntsager, frugt osv.
Mange fine og grundlæggende ingredienser i megen madlavning. Jeg har ikke
villet blogge om mit problem, fordi jeg føler, at jeg ved selv at sætte fokus
på det, gør det okay for andre også at fokusere på det. Og det synes jeg
egentlig ikke, at det er. Alle mennesker har forskellige præferencer – og dem
synes jeg at man skal respektere, så vidt muligt, ligesom man naturligvis gør
overfor vegetarer og allergikere.
Men hvad er det så, der er så skrækkeligt, ved mine madvaner? Jo, nu skal du høre: Jeg kan for det første ikke spise kartofler. For et par år siden begyndte jeg bevidst at sige at jeg ”ikke kan spise” kartofler, frem for ”ikke kan lide”, for det er egentlig mere sandt. Prøver jeg, at spise en kartoffel – næsten uanset hvordan den er tilberedt – får jeg opkastningsreaktioner. Nej det er ikke særlig lækkert. Det kan være noget psykisk, det kan være noget genetisk, men jeg fik bekræftet på P1 i dag, at der bare ER nogle mennesker, som ikke kan lære at spise bestemte ting, uanset hvor meget de prøver. Det er en forskningsmæssig blindgyde. Et uforklarligt fænomen. Folk kan vende sig til meget, men der findes ekstreme undtagelser – og sådan en er jeg. Og hvorfor chips så lige er en undtagelse i undtagelsen for mit vedkommende er der (heller) ingen forklaring på.
Jeg kunne genkende min egen situation så tydeligt i det radioindslag, at jeg føler mig parat til selv at sætte fokus kræsenheden. Især fordi forskeren lagde vægt på, at det kan fremkalde en ubevidst aversion, hvis man tvinger nogen til, at smage på noget og der kan jeg kun erklære mig enig!
Jeg har følt mig gastronomisk handicappet og indtil jeg mødte min kæreste, havde jeg meget svært ved, at tale om mad. Det har aldrig været noget jeg har tænkt så meget over, det der med ikke at ville tale om mad, men jeg tror, at det skyldtes det (også) pinlige aspekt, at der var så meget mad, jeg ikke brød mig om.
Til gengæld kunne jeg – og kan stadig – blive panisk, hvis jeg opdager, at folk er i gang med at lave noget mad til mig, som jeg ikke vil kunne være i stand til at spise. Ikke så meget for min egen skyld, men fordi jeg ikke har lyst til, at de skal blive skuffede og tro, at der er noget i vejen med deres madlavning. Jeg bryder mig f.eks. ikke om tomat, men er langsomt ved at bløde op for det og kan spise det i retter, hvor det optræder i små mængder. Det samme med løg. Jeg er heller ikke længere særlig skeptisk overfor porrer og er begyndt helt at kunne lide forårsløg, men synes stadig generelt, at løg og afarter deraf smager af, ja, sved. Og så er min aversion mod det vel til at forstå?
Jeg har også siddet til samtlige børnefødselsdage, jeg har deltaget i uden at drikke så meget som en dråbe sodavand. Sådan noget stads får I ikke i mig. Og i dag er jeg glad for det, for jeg synes ærlig talt, at det er en regulær uvane, at drikke sodavand. Jeg har det på samme måde med remoulade og ketchup: Hvor er jeg egentlig bare glad for, at jeg aldrig fik lært at spise det ulækre stads.
Når ALT det er sagt, så må jeg glæde jer med, at der KAN gøres rigtig meget for, at gøre de kræsne mindre kræsne og jeg er selv mindst halvt så kræsen, som jeg f.eks. var, da jeg startede på efterskole. Så nu vil jeg dele lidt erfaringer ud til andre som sidder i samme kræsne situation: Meget mad, kan man lære at spise, ved at se andre spise det og konstatere, at de ser ud til at nyde det. Man skal sørge for at få følelsen af, at man går glip af noget ved ikke at spise det. Den teknik har virket for mig ved bl.a. aubergine, feta og oliven. Jeg har lært at spise mange krydderier ved at se dem blive brugt i madprogrammer. Jeg lærte, at spise hvidløg, da jeg mødte min kæreste, fordi jeg var for forlegen til at sige, at han ikke skulle putte det i maden. Man kan sagtens reelt formindske sin kræsenhed gennem hvide løgne, fordi man ikke vil sætte sig selv og andre i forlegenhed, så kan man f.eks. sige: ”Ja, selvfølgelig kan jeg lide artiskokpesto” og indeni sig selv tænke: Nu spiser jeg bare, hvad der bliver serveret uanset, hvordan det smager. Det var sådan jeg lærte, at spise bl.a. porrer, granatæblekerner, hummus og rødbeder.
Endelig har den gode Claus Meyer lavet nogle forsøg der viser, at kræsne børn bedst lærer at spise nye ting, når deres forældre IKKE er der til at sige ”hov nu kan du pludselig godt lide det!” og hvis de i øvrigt selv får lov til, at tilberede den madvare, som det kniber med, at få ned. Endelig, endelig er det også vigtigt, at gøre sig bevidst, hvordan man tænker om maden og holde op med, at tænke, at den mad man ikke bryder sig om, er uspiseligt. Med andre ord: Men skal aktivt tvinge sig selv til, at tænke på det som mad igen, for det har man måske ikke gjort i rigtig mange år. Med andre ord (igen): Man må virkelig ikke sige ad til maden.
Så jeg vil opfordre alle, der er kræsne til også løbende at arbejde med kræsenheden og gradvist åbne op overfor madvarer, der før har været helt utænkelige at spise. Det giver rigtig meget livskvalitet, synes jeg, at have et mere udvidet mad-repertoire og man føler sig mindre ”underlig”, for hver ny madvare. Men jeg vil tilføje, at det skal foregå i ens eget tempo og ikke i ens forældres, kærestes eller venners tempo. Det er en proces og det er, som sagt, ikke alt man kan lære at spise.
Men hvad er det så, der er så skrækkeligt, ved mine madvaner? Jo, nu skal du høre: Jeg kan for det første ikke spise kartofler. For et par år siden begyndte jeg bevidst at sige at jeg ”ikke kan spise” kartofler, frem for ”ikke kan lide”, for det er egentlig mere sandt. Prøver jeg, at spise en kartoffel – næsten uanset hvordan den er tilberedt – får jeg opkastningsreaktioner. Nej det er ikke særlig lækkert. Det kan være noget psykisk, det kan være noget genetisk, men jeg fik bekræftet på P1 i dag, at der bare ER nogle mennesker, som ikke kan lære at spise bestemte ting, uanset hvor meget de prøver. Det er en forskningsmæssig blindgyde. Et uforklarligt fænomen. Folk kan vende sig til meget, men der findes ekstreme undtagelser – og sådan en er jeg. Og hvorfor chips så lige er en undtagelse i undtagelsen for mit vedkommende er der (heller) ingen forklaring på.
Jeg kunne genkende min egen situation så tydeligt i det radioindslag, at jeg føler mig parat til selv at sætte fokus kræsenheden. Især fordi forskeren lagde vægt på, at det kan fremkalde en ubevidst aversion, hvis man tvinger nogen til, at smage på noget og der kan jeg kun erklære mig enig!
Jeg har følt mig gastronomisk handicappet og indtil jeg mødte min kæreste, havde jeg meget svært ved, at tale om mad. Det har aldrig været noget jeg har tænkt så meget over, det der med ikke at ville tale om mad, men jeg tror, at det skyldtes det (også) pinlige aspekt, at der var så meget mad, jeg ikke brød mig om.
Til gengæld kunne jeg – og kan stadig – blive panisk, hvis jeg opdager, at folk er i gang med at lave noget mad til mig, som jeg ikke vil kunne være i stand til at spise. Ikke så meget for min egen skyld, men fordi jeg ikke har lyst til, at de skal blive skuffede og tro, at der er noget i vejen med deres madlavning. Jeg bryder mig f.eks. ikke om tomat, men er langsomt ved at bløde op for det og kan spise det i retter, hvor det optræder i små mængder. Det samme med løg. Jeg er heller ikke længere særlig skeptisk overfor porrer og er begyndt helt at kunne lide forårsløg, men synes stadig generelt, at løg og afarter deraf smager af, ja, sved. Og så er min aversion mod det vel til at forstå?
Jeg har også siddet til samtlige børnefødselsdage, jeg har deltaget i uden at drikke så meget som en dråbe sodavand. Sådan noget stads får I ikke i mig. Og i dag er jeg glad for det, for jeg synes ærlig talt, at det er en regulær uvane, at drikke sodavand. Jeg har det på samme måde med remoulade og ketchup: Hvor er jeg egentlig bare glad for, at jeg aldrig fik lært at spise det ulækre stads.
Når ALT det er sagt, så må jeg glæde jer med, at der KAN gøres rigtig meget for, at gøre de kræsne mindre kræsne og jeg er selv mindst halvt så kræsen, som jeg f.eks. var, da jeg startede på efterskole. Så nu vil jeg dele lidt erfaringer ud til andre som sidder i samme kræsne situation: Meget mad, kan man lære at spise, ved at se andre spise det og konstatere, at de ser ud til at nyde det. Man skal sørge for at få følelsen af, at man går glip af noget ved ikke at spise det. Den teknik har virket for mig ved bl.a. aubergine, feta og oliven. Jeg har lært at spise mange krydderier ved at se dem blive brugt i madprogrammer. Jeg lærte, at spise hvidløg, da jeg mødte min kæreste, fordi jeg var for forlegen til at sige, at han ikke skulle putte det i maden. Man kan sagtens reelt formindske sin kræsenhed gennem hvide løgne, fordi man ikke vil sætte sig selv og andre i forlegenhed, så kan man f.eks. sige: ”Ja, selvfølgelig kan jeg lide artiskokpesto” og indeni sig selv tænke: Nu spiser jeg bare, hvad der bliver serveret uanset, hvordan det smager. Det var sådan jeg lærte, at spise bl.a. porrer, granatæblekerner, hummus og rødbeder.
Endelig har den gode Claus Meyer lavet nogle forsøg der viser, at kræsne børn bedst lærer at spise nye ting, når deres forældre IKKE er der til at sige ”hov nu kan du pludselig godt lide det!” og hvis de i øvrigt selv får lov til, at tilberede den madvare, som det kniber med, at få ned. Endelig, endelig er det også vigtigt, at gøre sig bevidst, hvordan man tænker om maden og holde op med, at tænke, at den mad man ikke bryder sig om, er uspiseligt. Med andre ord: Men skal aktivt tvinge sig selv til, at tænke på det som mad igen, for det har man måske ikke gjort i rigtig mange år. Med andre ord (igen): Man må virkelig ikke sige ad til maden.
Så jeg vil opfordre alle, der er kræsne til også løbende at arbejde med kræsenheden og gradvist åbne op overfor madvarer, der før har været helt utænkelige at spise. Det giver rigtig meget livskvalitet, synes jeg, at have et mere udvidet mad-repertoire og man føler sig mindre ”underlig”, for hver ny madvare. Men jeg vil tilføje, at det skal foregå i ens eget tempo og ikke i ens forældres, kærestes eller venners tempo. Det er en proces og det er, som sagt, ikke alt man kan lære at spise.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar