I lørdags havde vi en (skøn) gruppe venner på besøg til påskefrokost. Min søde kæreste (især) og jeg havde fremtryllet en let øvet udgave af det kolde bord. Efter det
overdrevne mad-indtag og det moderate vodka/øl indtag, trængte vi alle sammen
til, at trække luft ude i gården. Så det gjorde vi. Jeg tror, det er første
gang, vi har været sammen, hvor forslaget om at gå en tur rent faktisk (næsten)
er blevet til noget – hvilket (igen) vidner om en snigende voksenhed i blandt
os.
Os kvinder satte os på en bænk og gav os til at høre den spændende historie om, hvordan min veninde havde mødt sin nye kæreste, mens drengene luntede om på parkeringspladsen for at sparke dæk (bare rolig, en af dem havde rent faktisk en bil med). Mere voksent bliver det næsten ikke i vores alder, vel?
Os kvinder satte os på en bænk og gav os til at høre den spændende historie om, hvordan min veninde havde mødt sin nye kæreste, mens drengene luntede om på parkeringspladsen for at sparke dæk (bare rolig, en af dem havde rent faktisk en bil med). Mere voksent bliver det næsten ikke i vores alder, vel?
Men PLUDSELIG kommer min søde kæreste tilbage i gården med den smukkeste røde stol. Jeg går ham overrasket i møde og han forærer mig stolen lige på stedet. Magisk hverdag indtræffer. Det var meget romantisk. Det indrømmer jeg blankt. Og her er stolen (er den ikke flot?):
Ingen kommentarer:
Send en kommentar