Jeg sælger ud

Engang var jeg lille. Og hver gang vi skulle have gæster derhjemme skulle der gøres rent og ryddes op. Sådan er det i de fleste almindelige hjem og som jeg langsomt nærmede mig teenageårene kom jeg mere og mere på det rene med, at jeg egentlig syntes, det var noget pjat.

Jeg svor, at når jeg flyttede hjemmefra og fik mit eget hjem, så skulle det i hvert fald være helt anderledes, ja det skulle. Mine venner kunne nemlig godt tåle at se lidt rod og lidt støv. Man skal jo også kunne se at der bor nogen osv.

Men ak.

Hvem farer rundt med støvsuger og oprydningstornado når vi venter gæster? Det gør jeg. Tanken om at lukke folk ind i en ikke-opryddet lejlighed bliver mere og mere uudholdelig. Selv med et varsel på 10 minutter og et løfte om, at det er lige meget, at der er rodet, kan jeg ikke lade være med lige at jævne så meget jeg overhovedet kan nå det værste.

En anden ting jeg syntes var temmelig latterligt som barn var, at hele huset skulle skinne før man kunne køre sydpå på bilferie. Hvorfor skulle der være ryddet op, når man alligevel ikke var hjemme? Det forstod jeg ikke. Jeg ville bare af sted.

Derfor har jeg det også lidt ambivalent med den liste jeg har lavet over alt det der skal gøres, for at lejligheden kan være fuldstændig pletfri, når vi rejser…