Gevinst i postkassen

Jeg er sådan én der mener, at bøger skal læses på de rigtige tidspunkter. Jeg har prøvet at læse bøger på forkerte tidspunkter (f.eks. da jeg læste "Oliver Twist" på interrail 2010) og på rigtige tidspunkter (f.eks. "Gå" af Tomas Espedal interrail 2011) og jeg ved godt, hvad jeg foretrækker. I dag fandt jeg "On the Road" af Jack Kerouac i min postkasse - en læseoplevelse jeg med vilje har gemt til den dag, jeg skulle rejse tværs over USA.

Her skal vi bo...

... sagde min kæreste og viste mig dette billede:

(Det er Thomas Helmigs villa i Risskov som er sat til salg til lige knap 16 millioner).

Mig (med kritisk blik og løftet øjenbryn): Kan man have køkkenhave og høns?
Min kæreste: Det skulle jeg mene.
Mig: Hvornår tager vi ud og kigger på det?

Men bare rolig. Den slags bliver der ikke noget af nogensinde lige foreløbig. Tilgengæld er der kun (lige præcis) EN måned til vores rundrejse i De Forenede Stater begynder. HURRA!

En uddød (kunst)art

Jeg kan ikke blive ved med at skrive om de mange ulemper ved eksamen og dilemmaet mellem hyggelige grill-fester og tunge sociologi-bøger. Det går simpelthen ikke. Det er ligesom givet på forhånd at eksamen er et nødvendigt onde og grill-fester ikke er det. Og jeg har ikke engang nogen børn, jeg kan fortælle sjove historier om. Nej. Til gengæld har jeg lige postet det nok sidste brev til min London-veninde, som jeg har været penneveninde med det sidste halve års tid (for nu kommer hun snart hjem). Jeg er nemlig gammeldags og elsker at skrive breve. En ordentlig stak tætskrevne A4 sider. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive det sidste brev, men så læste jeg DENNE ARTIKEL, om at brevskrivning er en uddøende kunstart, som de færreste længere praktiserer og at vi får kommunikeret rigtig meget med hinanden, men: Hvad er det egentlig vi får sagt? Mister vi ligeså stille evnen til, at lade vores følelser flyde ud gennem pennen og manifestere sig som sort blæk på et stykke papir. Er det bare mig der er nostalgisk/sentimental/reaktionær? Måske. Men jeg har altid været fascineret af brevskrivning (og dagbøger og notesbøger og logbøger osv.) og samtidig er jeg sådan en type, som får det rigtig underligt, hvis nogen fælder et gammelt træ eller river et gammelt hus ned. Jeg skulle lige til, at kalde det en dårlig kombi, men jeg synes faktisk, at vi bør erkende, at vi mister noget med brevskrivningens uddøen, at den havde en crucial betydning for den verden der fandtes før os, at brevene er en af de vigtigste kilder til den verden og at hvis internettet bliver den vigtigste ”kilde” til vores tid, så kan det være at vi (mig inklusiv) skal til at tænke lidt mere over, hvad vi skriver. Eller hvad? Så nu har jeg altså sendt et brev af sted til London og ønsket, at alt stadig var som i ”gamle dage”, hvor man kunne få eftersendt sin post fra hotel til hotel, når man rejste rundt i Europa.

Ingen sommer uden udflugt

Når Danmark ikke kan komme til Sydeuropa - så må Sydeuropa komme til Danmark. Og her tænker jeg kun på klimaet (pyh!). Økonomien må de gerne beholde for sig selv. Den her hede (ja, jeg ved godt at det bliver endnu varmere når jeg kommer til Texas), har sat mine tanker i slowmotion. I går fik jeg min søde kæreste til at læse en anmeldelse igennem, som jeg har skrevet. Hans første (overraskede og lettere anklagende) kommentar var: "Du skriver meget kortere sætninger end du plejer!". Staklen var lidt skuffet over, at det kun havde været nødvendigt at sætte to kommaer.

Hvem kan formulere lange sætninger i det her vejr? Hvem kan skrive opfindsomme blogindlæg? Hvem kan forstå Durkheims teorier? Ikke mig. Derfor dette uopfindsomme indlæg om, at det er blevet sommer. Og nu hvor det er blevet sommer, så er der vel ingen der efterhånden tror, at jeg er den der sidder med næsen nede i pensum dagen lang. I går blev der faktisk tid til en tur i Den Gamle By med min Randers-veninde. Den Gamle By tog sig ud fra sin smukke side:

For en historieelsker som mig er det guf at være der. Så nu har jeg købt årskort. Simpelthen. Og jeg må tage en ven med gratis hver gang. Så træd nærmere.

Billederne afslører ikke, at turen også involverede en økologisk vaffelis og en boghandler der belærte os om, at man altså ikke sagde "hej" i 1927.

Man sagde goddag.

Farvel.

Urealistiske forventninger

Hvorfor tror jeg altid at SOMMER og læseferie betyder oceaner af tid der involverer grill, strand, kold hvidvin og jordbær i solen? I stedet sker det her:

 
Og det er det mit liv (stort set) kommer til at handle om de næste par uger. Jeg glæder mig mest til de belejlige afbrydelser. 

Min overbo har tømmermænd...

… Det er jeg helt sikker på, for hendes fest holdte mig vågen det halve af natten. Og det kunne have været hele natten, hvis ikke det var fordi min kæreste vågnede midt om natten, tog sin ene øreprop ud og spurgte mig, hvorfor jeg lå og bankede min pude ned i sengen, mens jeg hviskede ”så skru dog for helvede ned!”. Så vidste min kæreste godt hvad klokken havde slået og han måtte op og rode sit musikergrej igennem efter endnu et par ørepropper. Jeg er nemlig ikke typen der går op og klager over larmen og jeg brugte det halve af natten på at spekulere over hvorfor. Der er tre grunde: 1) Jeg vil udvise tolerance, så de ikke kommer rendende den dag jeg spiller høj musik og danser hele natten (som om det nogensinde kommer til at ske), 2) jeg vil ikke have at de skal se mig i nattøj, 3) jeg kan slet ikke komme ud af min seng på den tid af natten.

Nej jeg har nemlig helt andre og meget mere konstruktive taktikker, såsom af banke min pude ned i sengen eller ligge i timevis og spekulere på hvad jeg ville sige, hvis jeg nu tog mig sammen og gik op og bad dem om at skrue ned. Det sjoveste/værste var, da både min kæreste og jeg havde fået ørepropper i og forsøgte at føre en samtale: ”De larmer godt nok meget, hva?”, Hvad?”, ”hvad siger du?”, ”hvad siger du?”, ”hvad?”, ”jeg tror ikke, at vi kan høre, hvad hinanden siger”, ”hvad?”…

Eksamensbrok

I går skulle jeg have et eksamensspørgsmål udleveret og jeg må indrømme, at det jeg var mest nervøs for, var, om jeg ville være i stand til at finde eksamensspørgsmålet på AU’s (ja, så er vi på den igen) kaotiske hjemmesidehelvede. Jeg tror ikke, at det ville have lykkes mig at opspore det, hvis ikke det var fordi, min søde underviser havde været forudseende og sendt en mail med et link og ordene ”det ser ud til at spørgsmålet bliver udleveret her”. Hun havde heldigvis ret.

MEN SÅ er der jo det kære eksamensspørgsmål (og jeg har luftet det på facebook), man kan virkelig se, at vi kun er tre der tager den eksamen, for det er ikke noget der er brugt mange minutter på: ”Der ønskes en diskussion af islam og muslimer i Vesten”. Til den tredje sidste eksamen på min bachelor skal jeg simpelthen kunne bevæge mig direkte fra en ikke-eksisterende problemstilling og op på et diskuterende taksonomisk niveau, for spørgsmålet siger jo også indirekte, at der ikke ønskes nogen redegørelse, analyse eller perspektivering. Okay. Jeg ved godt, at jeg sætter tingene lidt på spidsen nu, for det får de jo selvfølgelig alligevel og de får også en fin hjemmefabrikeret problemstilling, for ellers kan man ikke skrive en velfriseret eksamensopgave.

Det undrer mig bare, at man vælger at give os et spørgsmål, der er så bredt. Det er selvfølgelig for at undersøge, om vi er stand til at udvælge relevant pensum ud fra de vedlagte bilag og lave vores egen vinkling. Men det ændrer ikke på, at opgaven skal indeholde en generel diskussion af islam og muslimer i vesten og det er jeg simpelthen ikke sikker på, at jeg kan gøre på sølle 12 sider. Hvis det skal være på den her måde, så kunne de ligeså godt have gjort det til en fri skriftlig opgave, hvor vi selv skulle reflektere os frem til en problemstilling ud fra pensum, måske med en aktuel vinkel, osv. (det er jo også det vi skal nu, men hvis den havde været fri, havde jeg ikke behøvet at sidde og vente i spænding i går kl. 10, så kunne jeg have skrevet den, når jeg ville). Jeg mener, hvis opgaven alligevel skal være bunden, så gør den dog rigtig bunden, så det ikke bliver sådan noget uspecifikt halvhjertet noget. Så kan jeg sidde her i min eksamenshule og spekulere på, om min (lidt snævre) vinkel er repræsentativ for den diskussion der ønskes. Åh altså. Undskyld mit brok. Nu er jeg klar til at fortsætte.

Selv når man er i sin gode ret til at være sur

På mit rengøringsjob har jeg en kollega fra Ungarn som er ved at lære dansk. Så vidt jeg ved, er han på alder med mig, bor i Beder med sin hustru, studerer et instrument på konservatoriet og drømmer om at blive gartner. I søndags da vi stod nede på et af herretoiletterne og var ved at tørre en mindre oversvømmelse op (vand, bare vand), spurgte jeg ham, om ikke han synes, at dansk er smukt sprog – halvt i spøg selvfølgelig, men også kun halvt. Han grinede lidt og så sagde han: ”Jeg tror, at alle mennesker synes, at deres eget sprog er smukkest”. Jeg erklærede mig straks enig. Så sagde han: ”Jeg synes jo også at ungarsk er et rigtig smukt sprog”. ”Virkelig?” var jeg lige ved at spørge, men jeg gjorde det ikke. Når han havde gjort sig umage for ikke at fornærme mit sprog, (som sikkert er vildt svært og frustrerende at lære), hvorfor skulle jeg så fornærme hans?

Denne korte samtale mindede mig om et indslag jeg så i Aftenshowet en dag: De havde været ude på gaden og lege politisk associations-leg med tilfældige danskere; den unge studerende, den gamle dame, håndværkeren, den midaldrende kvinde, den obligatoriske indvandrer osv. Alle var de blevet spurgt ”Hvad tænker du når jeg siger…” og så var de forskellige partier blevet nævnt. Til sidst nåede de til Dansk Folkeparti. Der blev klippet fra den ene til den anden og alle sagde noget stil med ”de har en meget stram udlændingepolitik” eller ”jeg tænker på Pia Kjærsgaard”. Til sidst blev der klippet til den unge indvandrer i kokketøj. Her holdt man vejret en lille smule og spekulerede på, hvad han mon ville sige, om det parti der havde så meget imod hans tilstedeværelse i vores land. Han smilede af spørgsmålet og tænkte sig lidt om, så sagde han: ”Der er ikke noget forkert i at elske sit land og elske sit flag”. 

Man behøver nemlig ikke fornærme folk, bare fordi de mener noget andet end én selv. Det kunne vi danskere godt lære noget af – ikke mindst Dansk Folkeparti.

Et lille stykke loppemarked

I den by jeg kommer fra afholder spejderne hvert år et helt fantastisk loppemarked på en gammel gårdsplads midt i byen. Laden og nedlagte svinestier er fyldte med alt hvad mit kræmmerhjerte (ja, sådan et har jeg også) begærer og det er især bøger og smykker og glas og tasker og tingeltangel. Ude i gårdspladsen er der møbler og skrammel og legetøj. Jeg har købt mange fine møbler der. Jeg sidder faktisk på et af dem lige nu. Dertil kommer, at man både kan købe pølser med brød, æbleskiver og helstegt pattegris med kartoffelsalat. Samtidig kan man møde hele lokalsamfundet. Ved fast tilbagevendende begivenheder i ”min” landsby er det de samme mennesker der står og agerer sælgere de samme steder – ændringer sker i hvert fald kun gradvist. Og det allervigtigste ved traditioner er jo faktisk også, at de ikke ændrer sig for meget (det havde jeg ikke behøvet at læse på religionsvidenskab for at vide).

Man skulle tro, at det var det samme skrammel de stod og solgte af hvert år, men det er det faktisk ikke og man må jo næsten forundres over, hvordan det nu i 40 år har kunnet lykkes at opdrive så meget godt loppeskrammel i sådan en lille by. Vi er åbenbart en flok samlere. Det er jeg i hvert fald. Men jeg har nu for tredje år i træk misset årets største loppebegivenhed og jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på alle de gode loppefund, jeg er gået glip af. Øv, øv, øv. Da loppemarked startede i lørdags passede jeg nemlig flittigt mit arbejde heroppe i Aarhus.  

Søndag var min søde kæreste og jeg ude at gå den løberute jeg skal løbe når jeg opgraderer næste gang. Bare så jeg ikke farer vild. Det er en rigtig hyggelig tur og nogen må simpelthen have opfanget min uudtalte ærgrelse, for se hvad der stod og ventede på mig:

Et lille stykke loppemarked. Langt væk hjemmefra. 

Apropos ens joggingsæt

Da det i sidste indlæg kom frem, at min søde kæreste og jeg havde købt ens rygsække til den længe ventede USA-tur til sommer, kunne folk da ikke dy sig for lige at foreslå, at vi i samme ombæring anskaffede os ens joggingsæt. Meget morsomt. Men jeg gentager: Det kommer ikke til at ske.

Tilgengæld var jeg en tur inde hos optikeren i forgårs, for jeg har OGSÅ fået problemer med hovedpine når jeg læser og det er ikke en rar situation, når man studerer litteraturhistorie. Hyppigste spørgsmål når jeg fortæller folk hvad jeg studerer er: Læser I så meget? Her er svaret en gang for alle: Ja, vi læser meget.

Optikeren rådede mig til, at daffe ind i Tiger butikken ved siden af og købe mig en billig +1 læsebrille i tvivlsom kvalitet (hurra for en optiker der anerkender at man er på SU!) og nu bliver det spændende, for i Tiger havde de ret mange fede læsebriller at vælge i mellem. Jeg prøvede dem alle sammen og valgte de flotteste jeg kunne finde:

Som lidt senere på dagen viste sig at være en dårlig, men nøjagtig kopi af min kærestes flotte Ray-Ban briller! Jeg siger ikke, at de ikke klæder mig (for det gør de), jeg siger bare, at det er typisk når man lige har svoret, at de ens rygsække egentlig var rigeligt. Værsgo grin bare. Jeg er stadig glad for dem!

Og så skal I da ikke snydes for en lille opfølger! Se lige hvor flot den kage vi bagte til vores forfatterskoleelever blev:

(Pynten er fin til at skjule hvor flad den kage egentlig blev).

Det afgørende spor

Så skete det. Min søde kæreste og jeg har købt rygsække til USA turen. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg sagde ”jeg kan alligevel ikke komme mig over at den er så grim” om min kommende rygsæk i forretningen. Men det skulle altså være prima kvalitet til prisen – og så var de naturligvis på tilbud til 50 %. Min søde kæreste forstår nemlig at opdrive gode tilbud. Så dér måtte drømmen om en lilla rygsæk altså lige vige. Jeg kunne dog ikke holde mig tilbage for lige at spørge ekspedienten om ikke de fandtes i lilla.

De er ens og de er grimme/praktiske, men nu bliver de altså vores hjem under halvanden måneds USA rundrejse. Basta. Det er forresten min til højre (hvis I var i tvivl) og nu hvor de er købt, er det som om turen nærmer sig endnu mere. For, sjovt nok, er rygsækken nok det allervigtigste udstyr, når man skal være backpacker. Så må vi se om jeg kan være lige så eventyrlysten med en sort rygsæk, som jeg kan med en lilla. Det gik i hvert fald udmærket med armygrøn på sidste års interrailtur. 

Sommerferie-syndromet

Jeg troede, at det kun var når man er barn, at der indtræffer et tidspunkt, hvor man ikke kan tænke på andet end sommerferie, hvor der næsten konstant står RUNDBOLD og KAGE henover ens nethinde, når man forsøger at modtage undervisning og hvor pladsmanglen i ens hjerne bliver noget nær akut. Men sommerferie-syndromet lever altså i bedste velgående hos mig og jeg kan frejdigt synge med på ”Gorm den gamle var smed i Hobro”, for samtidig med, at jeg føler, at der ikke er plads til mere viden i mit stakkels hoved, så føler jeg (paradoksalt nok), at jeg har glemt alt hvad jeg har lært. Allerede. Fordi min koncentrationsevne hoster og sprutter hver gang jeg prøver at vække den og fordi min motivation har nået et hidtidigt nulpunkt.

Det er her jeg begynder at overbevise mig selv om, at det ikke er så vigtigt med de fine karakterer og at eksamenslæsning i øvrigt aldrig tager så lang tid som man tror (men sandheden er jo, at det er omvendt). Jeg har aldrig været fantastisk dygtig til at læse op til eksamen, for jeg er måske lidt for hurtig til at tænke ”det her kan jeg godt huske” og ”nu har jeg jo kigget på det”. Jeg husker tydeligt da jeg læste op til 9. klasses eksamen, der jo som bekendt er den første prøve man sådan skal til. På det tidspunkt var jeg i gang med ”Slangens gave” af Lene Kaaberbøl og meget opslugt. Skal jeg være ærlig, så fik jeg læst ligeså meget i den, som jeg fik læst i kompendierne.

Jeg ville nok ikke skrive de her ting så afslappet og henslængt, hvis det rent faktisk var gået mig dårligt til eksamenerne, men jeg har (stort set) altid været tilfreds med mine resultater, så jeg tør godt afsløre, at mine øjne resolut søger væk fra tavlen og ud af vinduet når sommerferien begynder at nærme sig. Der er ikke andet at stille op end at bide tænderne sammen og slæbe de kedelige bøger med ud i solen og lave lister inde i hovedet over alle de spændende bøger der skal læses, når de kedelige endelig kan lægges på hylden med god samvittighed. På onsdag skal min kollega og jeg holde sommerafslutning med vores hold på forfatterskoleforløbet for 12-15-årige og jeg tør godt love, at der er dømt kage og sommerferiestemning. Det glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig til den 21. eller 22. juni, hvor jeg bliver bachelor!! Vildt.

Apropos kage, så poster jeg lige et billede en kage som engang var blevet tilovers fra en konference og som vi derfor fik lov at dele ud til forfatterskolebørnene. Jeg kunne ikke lade være med at fotografere den, for jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se ordene: ”Nem-login Grunddata” skrevet med glasur (ja, det kunne spises). Men mon ikke der skal stå GOD SOMMERFERIE på den vi skal have på onsdag? I think so.

Det eneste jeg kan sige til min indre sommerferielængsel for at retfærdiggøre endnu et forsømt forår (det ottende?) er, at sommeren i det mindste ikke bliver det. Hold ud!

PS. Vi har i øvrigt fået grill - det er dejligt sommerligt: Læs HER.

Hvem skulle have troet det?

Jeg er mildest talt ikke den sporty type og jeg har aldrig nogensinde før brugt så mange penge på noget sportsrelateret. Det troede jeg faktisk slet ikke, at jeg var i stand til…

Men nu er der nye tider på vej for min kondition. Eller de nye tider har egentlig været der længe og jeg havde længe ment at jeg sagtens kunne løbe i løbesko og joggingsæt, som jeg har regnet ud må være fra (hold godt fast) 2001 eller 2002. I hvert fald så længe jeg kun løb 1 km, men jeg løber ikke længere kun 1 km (uh!). Løbetøjet fik jeg jo i julegave, så jeg manglede egentlig bare løbeskoene – og jeg har fået mange prædikener og formaninger fra løbeentusiaster om, hvor vigtigt det var med de løbesko. Så jeg kunne ikke rigtig trække den længere.

Jeg har det bare meget (meget, meget) svært med sportsforretninger (rigtig meget på udebane der), men i dag tog jeg en dyb indånding, trådte ind i en løbeforretning og fik tage den løbetest som resulterede i et lækkert par New Balance:

De havde dem desværre ikke i pink (jeg spurgte).

1. maj tale

Som I ved er jeg her på min ungdoms gamle dage blevet en desillusioneret, tvivlende socialist der ikke længere er helt sikker på, om der egentlig er nogen partier i det her land, som jeg har lyst til at stemme på (nogle mindre end andre, ikke?). Derfor havde jeg også besluttet mig for, at jeg ikke længere ville skrive om politik på bloggen. Ikke fordi jeg ikke havde lyst, men fordi jeg simpelthen ikke vidste hvad jeg skulle skrive. Jeg er ikke i humør til at skrive lange indlæg om kvindekvoter (modstander), finanskrisen (delvist modstander) eller at jeg er enig med Sebastian Klein i, at det går ned af bakke for dansk børne-TV (læs HER). Jeg har kun holdt én 1. maj tale i mit liv. Jeg stod på en bænk ved Slotssøen i Kolding, ung og idealistisk og med to tilskuere. Jeg kan ikke huske hvad jeg sagde, men jeg er ret sikker på, at ordvalget ”kammerater!” indgik og at jeg havde en lunken Slots i den ene hånd.

Så hvad skal jeg sige om politik i dag? 

Måske at vi skal besinde os, fordi kinder der har været blå af kulde ikke kan blive rosenrøde i løbet af et knips med fingrene og at vi synger det i sangene og siger det i spøg, men at jeg kigger mig rundt hvert forår og konstaterer, at jeg faktisk elsker det her land. Men at jeg sidder herhjemme på 1. maj og sorterer papirer – og det kræver jo også en del papirarbejde at være borger i en velfærdsstat. Og at jeg på det sidste har spekuleret på, om vi ville respondere ligeså smukt på et terrorangreb som nordmændene gør. Jeg har tænkt, at dansk politik minder mere og mere om (endnu) et fesent realityshow, hvor folk falder over hinanden i det ene åndssvage forsøg på at få opmærksom efter det andet. Tør vi ikke længere bruge de store ord?

Glædelig 1. maj.