Jeg kan ikke blive ved med at skrive om de mange
ulemper ved eksamen og dilemmaet mellem hyggelige grill-fester og tunge
sociologi-bøger. Det går simpelthen ikke. Det er ligesom givet på forhånd at
eksamen er et nødvendigt onde og grill-fester ikke er det. Og jeg har ikke
engang nogen børn, jeg kan fortælle sjove historier om. Nej. Til gengæld har jeg
lige postet det nok sidste brev til min London-veninde, som jeg har været
penneveninde med det sidste halve års tid (for nu kommer hun snart hjem). Jeg er
nemlig gammeldags og elsker at skrive breve. En ordentlig stak tætskrevne A4
sider. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive det sidste brev, men så
læste jeg DENNE ARTIKEL, om at brevskrivning er en uddøende kunstart, som de
færreste længere praktiserer og at vi får kommunikeret rigtig meget med
hinanden, men: Hvad er det egentlig vi
får sagt? Mister vi ligeså stille evnen til, at lade vores følelser flyde ud
gennem pennen og manifestere sig som sort blæk på et stykke papir. Er det bare
mig der er nostalgisk/sentimental/reaktionær? Måske. Men jeg har altid været
fascineret af brevskrivning (og dagbøger og notesbøger og logbøger osv.) og
samtidig er jeg sådan en type, som får det rigtig underligt, hvis nogen fælder
et gammelt træ eller river et gammelt hus ned. Jeg skulle lige til, at kalde
det en dårlig kombi, men jeg synes faktisk, at vi bør erkende, at vi mister
noget med brevskrivningens uddøen, at den havde en crucial betydning for den
verden der fandtes før os, at brevene er en af de vigtigste kilder til den
verden og at hvis internettet bliver den vigtigste ”kilde” til vores tid, så
kan det være at vi (mig inklusiv) skal til at tænke lidt mere over, hvad vi
skriver. Eller hvad? Så nu har jeg altså sendt et brev af sted til London og
ønsket, at alt stadig var som i ”gamle dage”, hvor man kunne få eftersendt sin
post fra hotel til hotel, når man rejste rundt i Europa.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar