1. maj tale

Som I ved er jeg her på min ungdoms gamle dage blevet en desillusioneret, tvivlende socialist der ikke længere er helt sikker på, om der egentlig er nogen partier i det her land, som jeg har lyst til at stemme på (nogle mindre end andre, ikke?). Derfor havde jeg også besluttet mig for, at jeg ikke længere ville skrive om politik på bloggen. Ikke fordi jeg ikke havde lyst, men fordi jeg simpelthen ikke vidste hvad jeg skulle skrive. Jeg er ikke i humør til at skrive lange indlæg om kvindekvoter (modstander), finanskrisen (delvist modstander) eller at jeg er enig med Sebastian Klein i, at det går ned af bakke for dansk børne-TV (læs HER). Jeg har kun holdt én 1. maj tale i mit liv. Jeg stod på en bænk ved Slotssøen i Kolding, ung og idealistisk og med to tilskuere. Jeg kan ikke huske hvad jeg sagde, men jeg er ret sikker på, at ordvalget ”kammerater!” indgik og at jeg havde en lunken Slots i den ene hånd.

Så hvad skal jeg sige om politik i dag? 

Måske at vi skal besinde os, fordi kinder der har været blå af kulde ikke kan blive rosenrøde i løbet af et knips med fingrene og at vi synger det i sangene og siger det i spøg, men at jeg kigger mig rundt hvert forår og konstaterer, at jeg faktisk elsker det her land. Men at jeg sidder herhjemme på 1. maj og sorterer papirer – og det kræver jo også en del papirarbejde at være borger i en velfærdsstat. Og at jeg på det sidste har spekuleret på, om vi ville respondere ligeså smukt på et terrorangreb som nordmændene gør. Jeg har tænkt, at dansk politik minder mere og mere om (endnu) et fesent realityshow, hvor folk falder over hinanden i det ene åndssvage forsøg på at få opmærksom efter det andet. Tør vi ikke længere bruge de store ord?

Glædelig 1. maj.