Et lille stykke loppemarked

I den by jeg kommer fra afholder spejderne hvert år et helt fantastisk loppemarked på en gammel gårdsplads midt i byen. Laden og nedlagte svinestier er fyldte med alt hvad mit kræmmerhjerte (ja, sådan et har jeg også) begærer og det er især bøger og smykker og glas og tasker og tingeltangel. Ude i gårdspladsen er der møbler og skrammel og legetøj. Jeg har købt mange fine møbler der. Jeg sidder faktisk på et af dem lige nu. Dertil kommer, at man både kan købe pølser med brød, æbleskiver og helstegt pattegris med kartoffelsalat. Samtidig kan man møde hele lokalsamfundet. Ved fast tilbagevendende begivenheder i ”min” landsby er det de samme mennesker der står og agerer sælgere de samme steder – ændringer sker i hvert fald kun gradvist. Og det allervigtigste ved traditioner er jo faktisk også, at de ikke ændrer sig for meget (det havde jeg ikke behøvet at læse på religionsvidenskab for at vide).

Man skulle tro, at det var det samme skrammel de stod og solgte af hvert år, men det er det faktisk ikke og man må jo næsten forundres over, hvordan det nu i 40 år har kunnet lykkes at opdrive så meget godt loppeskrammel i sådan en lille by. Vi er åbenbart en flok samlere. Det er jeg i hvert fald. Men jeg har nu for tredje år i træk misset årets største loppebegivenhed og jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på alle de gode loppefund, jeg er gået glip af. Øv, øv, øv. Da loppemarked startede i lørdags passede jeg nemlig flittigt mit arbejde heroppe i Aarhus.  

Søndag var min søde kæreste og jeg ude at gå den løberute jeg skal løbe når jeg opgraderer næste gang. Bare så jeg ikke farer vild. Det er en rigtig hyggelig tur og nogen må simpelthen have opfanget min uudtalte ærgrelse, for se hvad der stod og ventede på mig:

Et lille stykke loppemarked. Langt væk hjemmefra.