Selv når man er i sin gode ret til at være sur

På mit rengøringsjob har jeg en kollega fra Ungarn som er ved at lære dansk. Så vidt jeg ved, er han på alder med mig, bor i Beder med sin hustru, studerer et instrument på konservatoriet og drømmer om at blive gartner. I søndags da vi stod nede på et af herretoiletterne og var ved at tørre en mindre oversvømmelse op (vand, bare vand), spurgte jeg ham, om ikke han synes, at dansk er smukt sprog – halvt i spøg selvfølgelig, men også kun halvt. Han grinede lidt og så sagde han: ”Jeg tror, at alle mennesker synes, at deres eget sprog er smukkest”. Jeg erklærede mig straks enig. Så sagde han: ”Jeg synes jo også at ungarsk er et rigtig smukt sprog”. ”Virkelig?” var jeg lige ved at spørge, men jeg gjorde det ikke. Når han havde gjort sig umage for ikke at fornærme mit sprog, (som sikkert er vildt svært og frustrerende at lære), hvorfor skulle jeg så fornærme hans?

Denne korte samtale mindede mig om et indslag jeg så i Aftenshowet en dag: De havde været ude på gaden og lege politisk associations-leg med tilfældige danskere; den unge studerende, den gamle dame, håndværkeren, den midaldrende kvinde, den obligatoriske indvandrer osv. Alle var de blevet spurgt ”Hvad tænker du når jeg siger…” og så var de forskellige partier blevet nævnt. Til sidst nåede de til Dansk Folkeparti. Der blev klippet fra den ene til den anden og alle sagde noget stil med ”de har en meget stram udlændingepolitik” eller ”jeg tænker på Pia Kjærsgaard”. Til sidst blev der klippet til den unge indvandrer i kokketøj. Her holdt man vejret en lille smule og spekulerede på, hvad han mon ville sige, om det parti der havde så meget imod hans tilstedeværelse i vores land. Han smilede af spørgsmålet og tænkte sig lidt om, så sagde han: ”Der er ikke noget forkert i at elske sit land og elske sit flag”. 

Man behøver nemlig ikke fornærme folk, bare fordi de mener noget andet end én selv. Det kunne vi danskere godt lære noget af – ikke mindst Dansk Folkeparti.