Som jeg har brugt halvanden måned på at læse (paberback-udgaven
var med temmelig lille skrift). Den fangede mig faktisk lige med det samme med
sit gribende, vedholdende og uendelige (som i: Der er ingen grænser for hvad
denne mand kan beskrive så det rører én) sprog. Den binder figurerne, årene,
begivenhederne, byen sammen og bliver en målestok for tilværelsens ufattelige –
og ulidelige – kompleksitet. Hvordan sekunderne sprænger sig mod hinanden,
hvordan håndtryk kastes gennem tiden, hvordan verden tumler af sted og vi et
kort sekund ser hinanden i øjnene. Slippes løs i det uendelige. Som ildfluer
summende mod hinanden og gennem tiden og rummets hamrende dybder. Lad mig bare
sige det sådan her: Now I understand the fuss. Den er fænomenalt godt skrevet. Læs
den.
Nu glæder jeg mig så efterhånden til at få/finde en ny roman
at kaste mig over, men jeg må nøjes med avisen lidt endnu. På min liste står
blandt andet...
Denne her:
Og denne her:
Mette, jeg elsker at du lister Weekendavisen som dit læsestof. Derudover har du lige fået mig til at tænke: Fuck alt! Jeg skal bruge de næste måneder på at læse Let the great world spin! (Kirstine roser den også til over skyerne og hun skrev BA om den, ergo, man kan nå at blive træt af den maaange gange under sådan et forløb, men den holder vist stadig. Måske den vitterlig ER god nok? Anyway, jeg har fødselsdag til april!
SvarSletParentes slut.
SvarSletJeg blev faktisk ret skuffet over den, men nu havde jeg også ret høje forventninger. Det fangede mig og var spændende - uden tvivl - men jeg synes den på en eller anden måde gik lidt for meget op. Der var lidt for meget "alle får hinanden i enden".
SvarSletNej sådan så jeg den slet ikke. Men måske var det fordi jeg slet ikke havde gennemskuet, hvordan det var meningen at det hele skulle flette sig sammen og fordi jeg ikke rigtig havde særlig høje forventninger da jeg gik i gang :)
SvarSlet