P1 og en lille anekdote

Efter opfordringer fra mange forskellige sider, er jeg nu begyndt at høre P1. Jeg har hørt at man bliver klog af det. Simpelthen. Så i morges hørte jeg P1 og man fortalte, at man vil gøre Serbien til et kandidatland til EU (siger det ikke ligeså meget om EU’s popularitet som det siger om Serbien?). Jeg har rejst gennem Serbien tre gange, opholdt mig i Beograd, mødt mange flinke mennesker og haft fine og hyggelige oplevelser der. Alligevel giver nyheden mig anledning til, at fortælle en lille anekdote fra en togtur i Serbien tilbage i sommeren 2010, som blev (lidt for) spændende.

Det var på strækningen mellem Sofia og Beograd i et nattog. Min veninde og jeg lå og sov i en kupé, som vi havde beslaglagt totalt ved bl.a. at synge højlydt hver gang der gik nogen forbi ude på gangen. Vi var stærkt opsatte på en fredelig nats søvn. Midt om natten vækkede min veninde mig og gjorde mig opmærksom på, at der stod en mand og var ved at skrue en plade af, som sad placeret over kupédøren af uvisse årsager. Han kunne være en tekniker, som skulle ordne noget på udluftningsanlægget og han så egentlig temmelig tilforladelig ud, men jeg syntes alligevel, tidspunktet taget i betragtning, at det virkede en kende lusket. Vi spurgte ham, hvad han foretog sig og så vidt jeg husker, gav han os den skumle østeuropæiske mands evige standardsvar ”no problem”. Hvad er ”no problem”? Det får man ikke at vide.

Vi besluttede, at vi ikke ville ligge os til at sove igen, før manden forsvandt. Så vi gav os til at stirre stift på pladen i loftet og hans foretagende med skruetrækkeren. Efter meget kort tid forlod manden kupeen, for så at komme tilbage med en virkeligt skummelt udseende mand. De snakkede højlydt serbisk. Det gav os anledning til at bede dem dæmpe sig og forsvinde, da vi rent faktisk var i færd med at sove i kupeen før de forstyrrede. Jeg tror det var omtrent på det her tidspunkt, at min veninde havde snakket med backpackerne i nabokupeen, som havde sagt, at det bare var cigaretsmuglere og at de bare skulle hente deres ting og så ville forsvinde igen.  Således beroligede(!?) erindrer jeg, at vi kastede os ud i en voldsom diskussion med de to skumle herrer (der er INGEN der skal smugle cigaretter i min kupé), som jeg mener endte med, at jeg fik holdt mit kamera ud af det åbne togvindue. Okay, vi skal nok tie stille.

Det næste der skete var, at en stor riffel blev trukket ud af det (nu) åbne hul over døren.

Var vi bange? Ja. Jeg tror aldrig, at jeg har været så bange før nogensinde. Prøvede jeg at gøre mig usynlig i et hjørne af kupeen med hjælp fra min sovepose? Ja. Endelig kom konduktøren gennem toget og (autoritetstro som jeg er), var jeg overbevist om, at situationen var reddet og at smuglerne snart ville blive smidt af toget og arresteret. Med riflen liggende synlig på hattehylden over dem, satte smuglerne sig ned i kupeen og viste billetter til konduktøren. Med billetterne fulgte et ordentligt bundt (som i Westernfilm) pengesedler. Derpå valgte konduktøren at overse både riflen på hattehylden, hullet over døren og mig og min venindes rædselsslagne ansigtsudtryk.

Ikke så snart var han gået, før der dukkede en tredje person op med en stor sportstaske og en eller to rifler mere blev hevet frem fra hullet.

Og så forsvandt de.

Slut.

Det er altså rigtige skydevåben vi snakker om her, folkens, og når I hører Balkan-eksperter i P1 sige, at der fortsat er omfattende korruption i Serbien, så er det altså ikke bare tomme ord. Så er det folk der føler sig utrygge, bange og svigtet af autoriteterne. Ved I hvad? Jeg tror, at det sker hver eneste dag.

Selvom der ikke skete noget med os og selvom det ikke har ændret på min almindelige glæde ved at tage toget rundt i Europa – også på Balkan – så var det stadig en skræmmende oplevelse og det der gjorde det værst var ikke våbnene (selvom jeg aldrig havde været i nærheden af et før), det var korruptionen. 

Bestikkelsen. Man kunne bare se det hele synke i grus, ikke?  

Resten af natten fik vi naturligvis ikke sovet. Jeg var først rigtig rystet tror jeg og derefter fuldstændig, afsindigt edderspændt rasende i mange, mange timer. Jeg grublede og grublede over læserbreve jeg ville skrive, ministre jeg ville sende mails til og folk i europaparlamentet og USA’s præsident osv. osv. Til sidst endte vi med at grine af det.