P1 og en lille anekdote

Efter opfordringer fra mange forskellige sider, er jeg nu begyndt at høre P1. Jeg har hørt at man bliver klog af det. Simpelthen. Så i morges hørte jeg P1 og man fortalte, at man vil gøre Serbien til et kandidatland til EU (siger det ikke ligeså meget om EU’s popularitet som det siger om Serbien?). Jeg har rejst gennem Serbien tre gange, opholdt mig i Beograd, mødt mange flinke mennesker og haft fine og hyggelige oplevelser der. Alligevel giver nyheden mig anledning til, at fortælle en lille anekdote fra en togtur i Serbien tilbage i sommeren 2010, som blev (lidt for) spændende.

Det var på strækningen mellem Sofia og Beograd i et nattog. Min veninde og jeg lå og sov i en kupé, som vi havde beslaglagt totalt ved bl.a. at synge højlydt hver gang der gik nogen forbi ude på gangen. Vi var stærkt opsatte på en fredelig nats søvn. Midt om natten vækkede min veninde mig og gjorde mig opmærksom på, at der stod en mand og var ved at skrue en plade af, som sad placeret over kupédøren af uvisse årsager. Han kunne være en tekniker, som skulle ordne noget på udluftningsanlægget og han så egentlig temmelig tilforladelig ud, men jeg syntes alligevel, tidspunktet taget i betragtning, at det virkede en kende lusket. Vi spurgte ham, hvad han foretog sig og så vidt jeg husker, gav han os den skumle østeuropæiske mands evige standardsvar ”no problem”. Hvad er ”no problem”? Det får man ikke at vide.

Vi besluttede, at vi ikke ville ligge os til at sove igen, før manden forsvandt. Så vi gav os til at stirre stift på pladen i loftet og hans foretagende med skruetrækkeren. Efter meget kort tid forlod manden kupeen, for så at komme tilbage med en virkeligt skummelt udseende mand. De snakkede højlydt serbisk. Det gav os anledning til at bede dem dæmpe sig og forsvinde, da vi rent faktisk var i færd med at sove i kupeen før de forstyrrede. Jeg tror det var omtrent på det her tidspunkt, at min veninde havde snakket med backpackerne i nabokupeen, som havde sagt, at det bare var cigaretsmuglere og at de bare skulle hente deres ting og så ville forsvinde igen.  Således beroligede(!?) erindrer jeg, at vi kastede os ud i en voldsom diskussion med de to skumle herrer (der er INGEN der skal smugle cigaretter i min kupé), som jeg mener endte med, at jeg fik holdt mit kamera ud af det åbne togvindue. Okay, vi skal nok tie stille.

Det næste der skete var, at en stor riffel blev trukket ud af det (nu) åbne hul over døren.

Var vi bange? Ja. Jeg tror aldrig, at jeg har været så bange før nogensinde. Prøvede jeg at gøre mig usynlig i et hjørne af kupeen med hjælp fra min sovepose? Ja. Endelig kom konduktøren gennem toget og (autoritetstro som jeg er), var jeg overbevist om, at situationen var reddet og at smuglerne snart ville blive smidt af toget og arresteret. Med riflen liggende synlig på hattehylden over dem, satte smuglerne sig ned i kupeen og viste billetter til konduktøren. Med billetterne fulgte et ordentligt bundt (som i Westernfilm) pengesedler. Derpå valgte konduktøren at overse både riflen på hattehylden, hullet over døren og mig og min venindes rædselsslagne ansigtsudtryk.

Ikke så snart var han gået, før der dukkede en tredje person op med en stor sportstaske og en eller to rifler mere blev hevet frem fra hullet.

Og så forsvandt de.

Slut.

Det er altså rigtige skydevåben vi snakker om her, folkens, og når I hører Balkan-eksperter i P1 sige, at der fortsat er omfattende korruption i Serbien, så er det altså ikke bare tomme ord. Så er det folk der føler sig utrygge, bange og svigtet af autoriteterne. Ved I hvad? Jeg tror, at det sker hver eneste dag.

Selvom der ikke skete noget med os og selvom det ikke har ændret på min almindelige glæde ved at tage toget rundt i Europa – også på Balkan – så var det stadig en skræmmende oplevelse og det der gjorde det værst var ikke våbnene (selvom jeg aldrig havde været i nærheden af et før), det var korruptionen. 

Bestikkelsen. Man kunne bare se det hele synke i grus, ikke?  

Resten af natten fik vi naturligvis ikke sovet. Jeg var først rigtig rystet tror jeg og derefter fuldstændig, afsindigt edderspændt rasende i mange, mange timer. Jeg grublede og grublede over læserbreve jeg ville skrive, ministre jeg ville sende mails til og folk i europaparlamentet og USA’s præsident osv. osv. Til sidst endte vi med at grine af det.

Mens jeg leder efter min voksne hjerne

Denne her dag kræver helt nådesløst af mig, at jeg er voksen. Jeg skal være voksen af tre uimodsigelige grunde. Først skal jeg over på økonomi og holde et oplæg der bl.a. skal handle om værdibaseret i ledelse i større virksomheder. For det ved jeg jo utrolig meget om, som den litteraturelskende litteraturstuderende jeg er. Jeg ved også super meget om managementstrategier og human ressources og sådan noget. Hvorfor? Spørger du nok. Og ved du hvad? Det gør jeg også. Det gør jeg virkelig også. Men kom ikke og sig, at jeg ikke er klar til erhvervslivet, Mette Frederiksen! Dernæst skal jeg til et møde. Men det bliver ikke så slemt, for det er på café, så dvs. ren hjemmebane når man er humaniorastuderende. Ved I hvorfor studerende gik så meget på café i gamle dage? Nej selvfølgelig gør I ikke det, for history has left the building. Og jeg siger det ikke. Hæ. Hæ. Endelig skal jeg så til et møde mere. Ja. Man skulle da ved den søde grød tro, at jeg allerede var kommunikationsmedarbejder i en større dansk virksomhed. Til det møde, forestiller jeg mig, at jeg skal sige noget klogt om, at der skal være mere demokrati på AU. Og faglighed. Og andre slidte, vigtige ord. Og mens jeg lige børster krummerne af tøjet, fordi jeg – som den barnlige sjæl jeg er – til min store fornøjelse netop har indtaget en Knobbers, kan jeg da fortælle, at jeg har en stilledag i dag. Så vidt jeg husker, stammer udtrykket fra min bedste veninde og jegs private ordforråd i folkeskolen. En stilledag er en dag, hvor man ikke har lyst til at sige et pip. Tavs, træt og en anelse blank (det er mandag) observerer man verden og den eneste tanke der popper op er: Hvordan i alverden havnede jeg her? Det tegner godt ikke? Men frygt ej, ordene må dukke op på den anden side af frokost. Og hov! Bonusinfo: I sidste uge lavede jeg egenhændigt mit første powerpointshow nogensinde, efter kun et lynkursus fra min søde kæreste. Er det lige voksent eller hvad?

Nyt DIY projekt

Selvom jeg efterhånden godt ved, at nogle af medierne og også nogen fra Aktion Arts følger med her på bloggen – og sandsynligvis håber, at jeg vil skrive endnu mere om universitetet og kritisere og sådan noget, så skal det ikke få lov til at lægge linjen. Der er bare lige én ting, jeg skal huske at sige – og det er, at jeg har haft (og fortsat har) en utrolig masse dygtige, engagerede og grænsende til geniale undervisere på universitetet. Det er overhovedet ikke dem der er noget galt med. Så er det vidst på plads.

Kender I det, når man bare har læst en hel dag? Først har man måske tjekket e-mails og læst blogs, så har man læst en masse lange (og nogle gange svære) tekster som forberedelse til undervisningen, så har man måske læst e-mails og blogs igen og indimellem har man sikkert været på facebook en halv milliard gange. Når man er kommet hjem, har man måske læst i en god bog. Eller i avisen. Eller læst artikler på nettet. Til sidst orker ens øjne ikke at læse så meget som et lille bitte bogstav mere. Og så sidder man og savner et eller andet der ikke involverer, at ens hjerne dechifrerer bogstaver. Her vil mange nok foreslå fjernsynet, men siden vi ikke har fjernsyn og siden jeg synes at ens øjne kan blive ligeså firkantede af det… Så er jeg kommet frem til, at jeg vil lære at strikke sokker. Så i dag har jeg indkøbt dette:

Mit sidste strikkeprojekt opstod og forliste for seks år siden da jeg gik på efterskole. Men denne gang vil jeg være bedre til stædigt at opsøge kyndig vejledning og så vil jeg bruge nogle helt læsefri timer på at være produktiv og do-it-yourself-agtig. Første mål: Jeg skal have fundet ud af hvordan man begynder og hvordan det hænger sammen med de der fire(?) pinde.  

Dagens små forbitrelser

Jeg synes selv, at jeg har et meget lyst sind (selvom visse mennesker nok vil være uenige) og jeg indrømmer da gerne, at der er ting der virkelig (altså sådan virkelig) irriterer mig. Jeg har frokostpause fra læsningen nu, jeg er åbenbart den eneste i stakladens kantine som ingen frokostmakker har (åh, giv mig en frokostmakker!), men jeg er til gengæld også den eneste der har siddet her siden kl. 9 i morges. Her følger en lille forbitrelses top 3:

1. Det er ikke noget problem for mig at sige det: Jeg magter simpelthen ikke at høre mere om betalingsringen. Man skulle da gudhjælpemig tro, at jeg er den eneste i det her land som ikke bor i København, enten i fantasien eller i virkeligheden. Stort set samtlige ”nationale” nyheder jeg modtager gennem min aktive samfundsinteresse viser sig, at være lokalnyheder fra hovedstaden og omegn! Jeg kunne simpelthen ikke være mere ligeglad med den åndssvage ring! Og hvis det er det eneste problem, den regering har, så kan man i hvert fald ikke tale om noget lokum der brænder, for det er da den mest ubetydelige ting vi længe har måttet trækkes med at høre om! Få nu bare den ring sat op og kom over det.

2. I stedet burde der stå noget mere om AU-krisen. Hvorfor siger politikerne ikke noget om det? Siger de noget om det? Eller tror de, at det kun er København de har ansvaret for? (jeg hælder til det sidste). Hvad er det nu man siger?  It ain’t over ’till the fat lady sings…

3. Man tisser i mørke på de toiletter der hører til Stakladekantinen. Det er tilfældigvis den kantine, hvor jeg i dag møjsommeligt sidder og læser en milliard (forekommer det mig) sider om sociologisk teori + noget demografi. Jeg ved ikke om det er et eller andet kækt sparetrick foranlediget af disse krisetider. I teorien kan man jo sagtens tisse i mørke og famle sig frem til toiletpapiret osv. Men jeg er altså alligevel ikke den store mørkeentusiast.

Og netop som jeg er færdig med at skrive indlægget, dukker der en frokostmakker op! Hurra! 

Surprise: Jeg har læst en bog

Midt i al elendigheden har jeg læst en roman, som jeg gerne vil fortælle om. Jeg blev færdig med den for over en uge siden og har derfor haft det her indlæg lige på tungen lige siden. Men så blussede AU skandalen op igen og fokus skiftede. Men jeg vil ALLIGEVEL gerne sige til jer, at den her bog er fantastisk. Normalt anmelder jeg ikke rigtig bøger her bloggen, men denne her var virkelig breathtaking. Uanset hvor trætte I er af New York (kan man være det?) og 9/11. Derfor i hvert fald en anbefaling. Den er en øjenåbner, en isbryder (findes der ikke et mere poetisk ord?), en hjertegennemborende roman. Ganske enkelt. Det er (som du nok har gættet) denne her:

 

Som jeg har brugt halvanden måned på at læse (paberback-udgaven var med temmelig lille skrift). Den fangede mig faktisk lige med det samme med sit gribende, vedholdende og uendelige (som i: Der er ingen grænser for hvad denne mand kan beskrive så det rører én) sprog. Den binder figurerne, årene, begivenhederne, byen sammen og bliver en målestok for tilværelsens ufattelige – og ulidelige – kompleksitet. Hvordan sekunderne sprænger sig mod hinanden, hvordan håndtryk kastes gennem tiden, hvordan verden tumler af sted og vi et kort sekund ser hinanden i øjnene. Slippes løs i det uendelige. Som ildfluer summende mod hinanden og gennem tiden og rummets hamrende dybder. Lad mig bare sige det sådan her: Now I understand the fuss. Den er fænomenalt godt skrevet. Læs den.

Nu glæder jeg mig så efterhånden til at få/finde en ny roman at kaste mig over, men jeg må nøjes med avisen lidt endnu. På min liste står blandt andet...

Denne her:

Og denne her:

Afskaf penge! - Et essay om de symptomatiske tilstande på AU

Det handler ikke kun om Aarhus Universitet. Selvfølgelig gør det ikke det. Men universitetet er det ”mikrokosmos” (ikke så lille endda), som vi kan bruge til at forstå det makrokosmos, som vi kalder samfundet. Det rum vi lever med hinanden i. Det handler om, at penge i løbet af de sidste par årtier mønt for mønt (stort set) er blevet den eneste værdi man måler i – og dét man, som udgangspunkt, bedømmer et menneskes samfundsværdi på. Tankegangen går ud på, at hvis noget (eller nogen) ikke kan generere guld, så er det nok ikke værd at beskæftige sig med. Moderne guldfeber kan man kalde det. Viden er irrelevant, hvis ikke det kan sælges. Hvis ikke det kan vise os vejen til den næste store gevinst. Jeg har sagt det før (i et essay om finanskrisen): Dannelsestanken er på vej ud af demokratitanken. Nu vil jeg tilføje, at også dannelsesfunktionen har forladt både stat og samfund. Dannelse interesserer os ikke længere. Nu drejer det sig kun om uddannelse med henblik på at arbejde og skabe værdi. Man skal tjene penge, det er det, der implicit gøres til borgerens højeste mål i Vesten. Føler du virkelig, at den højeste bestemmelse med dit liv, skal være, at tjene så mange penge som muligt? Jeg gør ikke. Ikke desto mindre er det den vej det går. Abstrakte begreber som ”hele mennesker” og ”kulturel værdi” er udslidte og uden nærværende betydning.

Sådan er det også på universitetet. Her handler det ikke længere om, at skabe et solidt, fagligt fundament der gør os i stand til at producere og bevare viden indenfor alle aspekter af samfundslivet – og menneskelivet. Uafhængigt af, hvad der i statens øjne lige er ”brug for”. Det handler ikke længere om mennesker, om dannelse, om at nå et højere niveau af erkendelse om kunsten, litteraturen, musikken, sproget, tanken, spiritualiteten og vores interaktion med hinanden. Vores enorme trang til at udtrykke os. Vores fascinerende og lærerige Historie. Det er ligegyldigt med det. Det handler om penge.

Kan de arbejde eller kan de ikke arbejde? Det er spørgsmålet.

Selvfølgelig kan vi arbejde. De fleste mennesker kan arbejde. Mennesker har knoklet røven ud af bukserne i årtusinder for at nå frem til den grad af udvikling vores samfund befinder sig på nu. Jeg synes, det er et hån mod dem og mod menneskets udvikling at gøre arbejdet til nutidens menneskes højeste (funktions)mål. Arbejdet er nødvendigt for livets almindelige opretholdelse, men sideløbende arbejder hver og én af os, på hver vores måde, på at opnå en større grad af indsigt i den verden der omgiver os. Hvad består den af? Hvorfor denne smerte? Hvorfor denne kærlighed? Hvorfor dette ubegribelige univers? Lige fra skraldemanden til sygeplejersken, fra cirkusklovnen til revisoren. Det er de spørgsmålstegn vi alle sammen sætter med vores blotte eksistens. Dem der benægter det er hyklere.

Alligevel er det pengene, det handler om. Det blev tydeligt i går, da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og uddannelsesminister Morten Østergaard gik ud og bekendtgjorde, at det essentielle ved en akademisk uddannelse var, at man var i stand til at komme i arbejde når man var dimitteret. Det er jeg selvfølgelig ikke uenig i, for alle er jo nødt til at tjene penge til livets almindelige opretholdelse. Jeg tror bare ikke, at jobmulighederne bliver større af, at vi akademikere bruger tiden på at målrette alt hvad vi foretager os mod forholdende i erhvervslivet. Jeg synes derimod, at man bør satse på, at give os en endnu mere solid faglighed. Endelig mener jeg heller ikke, at man kan give de unge akademikere skylden for den omfattende arbejdsløshed vores samfund oplever lige nu. Vi er kreative, vi tænker analytisk og problemorienteret, vi kan se jobmuligheder overalt - men der skal være råd til at ansætte os. Den politiske udmelding sender, synes jeg, et implicit signal om, at det kun er den viden, der er brugbar i erhvervs- og profitsammenhænge, der er velkommen og anerkendt i statens øjne. Viden der har værdi for samfundet på andre og mere raffinerede måder, tilsidesættes. Hvis folk tænker sig om, vil de sikkert ikke mene, at kulturlivet er ligegyldigt. Men det er alligevel den overfladiske eller generelle samfundsholdning. Hvis der ikke er penge i lortet, hvad skal vi så bruge det til? Hvad skal vi bruge bøgerne til? Hvad skal vi bruge kunsten til? Musikken? Hvorfor skal vi læse noget der er smukt eller tankevækkende – noget der kan lede os til en større erkendelse af os selv som mennesker? Eller give os et mere nuanceret syn på vores omverden? Hvorfor skal vores børn lære at spille klaver? Hvad skal vi bruge alt det til, når blot vi har pengene?

Pengene. Denne flere tusind år gamle ”menneskelige” konstruktion er blevet til en dæmonisk, kollektiv afgud i det moderne Vesten. Hvad jeg ikke forstår, er, hvorfor vi har taget en ressource (guld), der absolut ingen funktion har for vores overlevelse og har ladet den betinge hele vores overlevelse. Vi ligger fuldstændig under for, og er fuldstændig afhængige af, vores egen (hvis man tænker over det) langt ude konstruktion! Vi har bygget hele vores samfund op omkring noget der knap nok eksisterer. Nogle tal på en computerskærm nede i banken! Er det virkelig dét der skal binde os sammen? Er det virkelig det der skal skille os ad? Er det virkelig det, der skal definere, hvad et menneske kan gøre med sit liv? Ja. Åbenbart. Storhed og fald, vores verdensdels fremtid. Alt afhænger af det, der engang var guldmønter med motiv af Cæsar i profil. Det er så absurd, at man i afmagt, får lyst til at foreslå løsningen: AFSKAF PENGE! Men det er alt sammen for sent. Det vestlige samfund er, i mine øjne, inde i en dekadent deroute. Det er den deroute tilstandene på Aarhus Universitet afspejler. De er symptomatiske.

Jeg er stadig foruroliget

Hvis du har fulgt lidt med i aviserne (særligt Information og Politiken) gider du nok ikke høre mere om det nu. Ikke desto mindre kommer der et indlæg mere om det. For jeg synes, det er sådan en vigtig sag: De sidste par dage har Aarhus Universitet nemlig fået rigtig meget negativ omtale (med god grund) og også mit ydmyge bidrag her på bloggen har da også fået en del opmærksomhed. Derfor har jeg ikke tænkt mig, at skrive et bidrag mere, hvor jeg gentager mig selv i andre og måske mere forståelige vendinger.

Hvis man søger en mere forståelig udgave af samme tankegang, vil jeg derfor blot henvise jer til min gode veninde fra studiet og hendes blogindlæg om samme emne, som I kan læse HER. Det rammer nærmest præcist, hvad det er jeg har gået (ligget) og skumlet over i løbet af ugen.

Vil man læse endnu mere, om de groteske tilstande på et ”moderne” dansk universitet (faktisk Danmarks største), så læs dette intelligente debatindlæg skrevet af formanden for studenterrådet, Thea P. Frederiksen, HER. Og følg gerne henvisningerne i indlægget.

Jeg håber, at ledelsen på AU efterhånden kan mærke lokummet brænde under sig, så der måske igen kan blive etableret et levende fagligt og socialt miljø på universitetet. Gerne et som kan tåle at være til debat. Eller et universitet, hvor man ikke prøver at kvæle debatter som den Linda startede i sommers. Selvom man læser på humaniora, skal man have ret til de uddannelser i verdensklasse, som jeg engang har hørt, at Danmark har at byde på. Med andre ord; AU må gerne snart komme frem fra jerntæppet igen, kuk.

En pige fra mit studie talte i overskrifter i dag og jeg har tilladt mig at omformulere lidt:

 ”KRISE: Universitetsledelse opdager at humaniorastuderendes raffinerede sprogkundskaber kan vendes imod dem”.

Det er lidt sådan det er, ikke? Det er lidt som om, at man ikke er interesseret i, at vi skal kunne alt for meget…

Overraskelsernes tid

Hvis du ikke kan tåle romantik, så klik venligst væk omgående, for det her indlæg handler om min Valentinsdag. Min søde kæreste og jeg ”fejrer” ikke rigtig Valentinsdag. Personligt vil jeg hellere overraskes af ham på alle årets andre dage, end lige den. For på Valentinsdag virker det simpelthen for påtaget. Hvorfor blive forkælet med blomster og chokolade på den samme dag, som alle andre piger, når man kan blive forkælet på en helt tilfældig dag, når man mindst venter det? Sidste år fik jeg en hjerteformet æske chokolade og en god flaske rødvin på en helt tilfældig dag i februar og jeg blev vildt overrasket. Og glad!

I år var det min tur til at overraske, tænkte jeg, og jeg havde faktisk haft store planer om en ægte gave. Men så blev vi syge. Derfor blev det ikke til mere, end at jeg i min forkølelsestilstand slæbte mig ned i Netto og stolt indkøbte en æske chokolade – den 13. februar. De havde ikke engang blomster dernede (kun sådan nogen der skal vandes). Men det er virkelig tanken der tæller, for han blev rigtig glad og overrasket. Ingen forventer pludselige æsker chokolade, når man er snotforkølet den 13. februar og det oven i købet er mandag. Men sagen er den, at, i mandags var det et halvt år siden vi flyttede sammen! Det havde jeg husket og det var jeg ret stolt over. Det går ikke uden chokolade.

 

I går var det så Valentinsdag og jeg lå der under dynen med min forkølelse og følte mig ynkelig. Selv når man synes, at noget er det mest opreklamerede og amerikanske bras, kan man da godt ønske sig et lille Valentinskort i smug. Det kan man da. Og man kan da også godt synes at Julias cupcakes er enormt flotte og romantiske og at blomsterne i blomsterforretningerne er ret smukke. Men her ”fejrer” vi ikke Valentinsdag, så jeg ventede ingen kort, nej.

Vi sad der, min søde kæreste og jeg, først på aftenen med vores forkølelser, da det pludselig ringede på dørtelefonen. Uf! Siger vi til hinanden, det er sikkert reklamer, ja, eller licensmanden, uf. Mon ikke der er nogen andre der lukker op. Vi er for forkølede. Uf, uf.

Ikke så snart havde en anden venlig sjæl i opgangen åbnet døren, før en kuvert fløj lige ind gennem vores brevsprække! Kuverten indeholdt dette smukke, hjemmelavede Valentinskort fra en af mine sødeste og mest tankelæsende veninder.

Tusind tak for at redde min Valentinsdag!

Mens janteloven geninstalleres

Universitetet. Jeg har skrevet om det før her på bloggen, men nu gør jeg det igen. Det er der foreløbig tre grunde til. Dels har det været en kamp at finde ud af hvilke fag jeg var tilmeldt, hvornår de lå, hvem der skulle undervise mig og hvad for noget materiale jeg skulle bruge det her semester, hele universitetet ligger i administrativt kaos. Jeg vil nærmest kalde det breakdown. Dels er der kommet nye oplysninger frem i sagen og dels havde jeg en god samtale med en af mine medstuderende henover en øl da vi afleverede bachelor i december – den har ligget i baghovedet og simret. Her kommer derfor en masse tanker om uddannelse og universiteter i skøn sammenblanding (igen) (bliver jeg aldrig klogere?). Det starter med, at jeg starter på universitetet:

Det var ikke en følelse af, at træde ind i noget, der var fremmed. Det var nærmere en følelse af at komme hjem til et hjem, der havde forandret sig, at vende tilbage efter et langt eksil og forvente at alt ville være som før. Bortset fra, at der ikke findes noget ”før”. Jeg havde kæmpet mig igennem folkeskolen og gymnasiet, for til sidst at nå derhen, hvor jeg virkelig hørte til. Sådan føltes det. Stedet hvor jeg kunne tænke mine egne tanker. Det var en følelsesladet situation for mig, for jeg havde følt mig misforstået næsten hele min skolegang. Jeg havde følt, at man prøvede at lægge bånd på mine tanker, at man prøvede at kontrollere mig. Jeg havde følt, at den horisont man gav mig der var utilstrækkelig, at man ikke troede, at jeg ikke ville nå særlig langt i det kafkaske system, man havde bygget op omkring det. Jeg havde følt, at man havde brugt tiden på at dissekere min hjerne, fjerne drømmene en for en og geninstallere janteloven gang på gang. Det her er ikke landet, hvor man kan tænke tanker, der er så vide, som de er dybe. Filosoffernes, digternes, forfatternes, tænkernes århundreder ligger bag os. Jeg havde tøvet med at ville bruge mit potentiale. I sidste øjeblik rettede jeg blikket mod universitetet. En ældgammel institution som pludselig er blevet allemandseje. Forstå mig ret, alle skal have lov til at gå på universitet, hvis de har evnerne og lysten til det. Men alle skal ikke for en hver pris gå på universitetet. Det er ikke alle mennesker, der er bedre stillet med en universitetsuddannelse. Det er ikke nødvendigvis lykken at være højt uddannet. Det er ikke nødvendigvis rart at tænke hele tiden. Det er ligeså forvirrende og smerteligt, som det er fantastisk.

Som den historieelskende nostalgiker jeg er, havde jeg forventet store auditorier, seriøsitet, et nærmest elektrisk miljø, lærdommens haller. Det var her jeg hørte hjemme. Det slog mig, at jeg altid havde været akademiker. Jeg kan ikke indordne mig i en allerede eksisterende tankeverden uden at måtte skabe min egen. Jeg vil ikke kun tale efter munden på de store tænkere, jeg vil tale videre. Vi bliver nødt til at lade være med, at stoppe op og sige til os selv, at vi er dværge der står på skuldrene af kæmper. For vi er en del af historien og vi bliver nødt til at lade den fortsætte med det bedste, vi har at give den. Vi bliver nødt til at give, hvad vi kan til verden. Også selvom vores samtid mener, at det er uden værdi, hvad vi har at give. Hvis noget ikke udvikler sig, så dør det: Det gælder sprog, civilisation, det gælder det enkelte menneske dér på gaden. Jeg havde forventet et universitet, hvor det faglige og sociale miljø var til debat. Hvor alle kunne sige deres mening, fordi netop den mening måske kunne gøre tingene endnu bedre. Jeg havde forventet et sted, der var en stræben.

Min tidligere professor, Linda Maria Koldau, som jeg beundrer meget, skrev i sommers et kritisk debatindlæg om tilstandene på humaniora. Det debatindlæg blev af ledelsen opfattet som illoyalt og det på trods af, at Linda peger på nogle helt konkrete aspekter, der bør rettes op på. Hvis du spørger mig, hvordan jeg har det med at gå på et universitet, der ikke er i stand til at modtage kritik, et universitet der ikke lytter til de kompetente professorer, der har den tætteste kontakt til de studerende og det undervisningsmiljø, der omgiver dem, så vil svaret være, at jeg er foruroliget. Jeg er stadig foruroliget. Jeg bliver stadig mere og mere foruroliget. For jeg elsker universitetet. Men jeg er bange for, at det system af administrationer og bureaukrati, der er bygget op omkring det, kan få hele foretagendet til at kollapse. Jeg har sagt det før: Det er for ugennemsigtigt, ugennemskueligt. Ingen ved, hvor de skal henvende sig, hvor de skal gå hen, hvem de skal skrive til, hvem de skal ringe til, hvordan det er bygget op. Det er jo en videnskab i sig selv. Det er et universitet og der er ingen, der ved, hvem der ved hvad!? Det er tragikomisk. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Man kan sidde en hel formiddag og blive stillet videre og hver gang jeg skal finde noget på hjemmesiden ender jeg med at søge det på google. 

Min opfattelse af universitet, som jeg tror, jeg deler med Linda, kan betragtes som ”gammeldags”, i forhold til den drejning mod erhvervslivet, profitten og det postfinanskrisielle marked, som det moderne universitet har taget. I dag er universitetet på mange måder en slags fortsættelse af gymnasiet. Mange nye studerende opfatter universitetet som ”skole”, fagets pensum som ”lektier” og underviseren eller professoren som ”læreren” – ham eller hende, de tror, har ansvaret for deres indlæring. Problemet er bare, at det er os selv, der har det. Det er os, der er de studerende. Derfor dur det bare heller ikke, at universitetet spiller med på disse fejltagelser og går i en mere kontrollerende og ensporet retning. Det hæmmer, efter min mening, tankefriheden. Hvor vidt vil vi række? Alligevel har jeg jo lyst til at smadre et eller andet, hver gang jeg hører nogen sige, at de har ”fri” de dage, hvor der ikke ligger undervisning. Jeg kalder det konsekvent ”studiedag” og tilrettelægger selv, hvornår på de dage, jeg vælger at forberede mig til undervisningen. Det er mit helt eget ansvar – og det nyder jeg. For vi er studerende og ikke skoleelever. Vi burde vise, at vi kan magte det ansvar det er, at tage en akademisk uddannelse, ligesom universitet bør give os frie rammer til at række så langt vi kan nå, under professionel vejledning. Men ikke under pres, ikke som gidsler i et omfattende bureaukrati, ikke som hjerner på et samlebånd, der fører os lige i kløerne på erhvervslivet. Universitet bør ikke være ensrettende, men mangfoldiggørende.

Når jeg siger, at universitetet på mange måder er en fortsættelse af gymnasiet og at der er mange på universitetet, der opfører sig som om de stadig går på gymnasiet og skal holdes i hånden gennem hele processen – så frygter jeg, og jeg er ikke den eneste, at det går ud over niveauet. Når selv den mest dovne og pjækkende fra din gymnasieklasse kan tage en universitetsuddannelse? Hvem kan så ikke tage en universitetsuddannelse? Universitetets niveau har ikke været halvt så svært, som jeg havde forventet. Det må jeg ærligt indrømme. Jeg ved godt at du ser mig flyve i en snor oppe under skyerne nu, men det er sådan det er. Jeg havde troet, at vi havde at gøre med en højere læreanstalt, en lang videregående uddannelse som udmærkede sig ved, at niveauet skulle sættes efter højeste fællesnævner og ikke den laveste. Jeg havde forventet et sted, som turde dumpe dem der ikke levede op til kravene og som ikke lod studerende blive hængende år efter år og gav dem chance efter chance, bare fordi, at man får penge pr. studerende. Det er hvad jeg ved. Jeg er ikke inde i love og regler og paragraffer. Jeg ved bare, at jeg ikke er imponeret. Hverken over niveauet eller over retningen. Hvis universitetet skal være fortsættelsen af gymnasiet, så lad det være det. Men som et rigt samfund i den frie verden, har vi brug for et sted, der hverken er en ”skole” eller en ”arbejdsplads” (der ser Lindas intelligente kritik som almindelig illoyalitet), men som er en VIDENSBASTION der producerer og bevarer viden indenfor alle felter, et sted hvor al viden er velkommen. Et sted for akademikere fra alle samfundslag. Et sted som er en stræben. Det ville klæde os.

Forkølelsesforbandelsen

Der er mange, der er forkølede for tiden, konstaterede jeg i torsdags, men jeg gider ikke være forkølet, sagde jeg til mig selv. ”Jeg vil aldrig nogensinde blive syg igen” sagde jeg til min søde kæreste. Måske vidste jeg allerede der, hvor det bar hen. I hvert fald besluttede naturen sig for lige at slå fast, at ”sådan noget” kan man ikke selv bestemme. Man kan spise sundt, dyrke motion, sove nok og klæde sig varmt på og alligevel bliver man ikke skånet for vinterens obligatoriske forkølelse. Sådan er det bare. Det startede i går og i dag ligger jeg under dynen med snottet næse, ondt i halsen, varm pande og føler mig temmelig tung i hovedet. Og situationen bliver ikke ligefrem bedre af, at jeg var i byen i går. Min søde kæreste er selvfølgelig ramt af samme forkølelse, men alligevel insisterede han på at forkæle mig med morgenmad på sengen, da jeg tittede frem fra dynen engang op af formiddagen. Ligesom han bagte lækker pizza til os her til aften. Jamen altså. Når man får kombineret forkølelse med forkælelse, så er det jo ikke så slemt at ligge syg - altså bare når nu det ikke kunne være anderledes.

En tur på café

Ovenpå det meget læste indlæg om kronprinsen (!?) trænger vi da vidst lige til at komme lidt ned på jorden igen. Så hvad med en tur på café? For laaaang tid siden var der én der opfordrede mig til at skrive om mine yndlingscaféer i Aarhus. Jeg kan ikke huske hvem det var. Dengang kunne jeg ikke rigtig se, hvorfor jeg skulle have noget at skulle have sagt på det område. Og sådan er det måske stadig.

Men jeg har fundet ud af, at bare fordi mine veninder og jeg kender en lækker café, så betyder det ikke, at alle andre også gør det. Det tager tid at opbygge et godt café-repertoire. Mit er stadig ikke så omfattende, som det kunne være. Men jeg ELSKER at gå på café, som den humaniorastuderende jeg er. Sådan er dét. Her kommer en top fem. Hvis man kommer i de samme kredse som mig, vil man ikke synes den er nogen nyskabelse. Hvis man intet ved om cafélivet i Aarhus vil den derimod være begyndelsen til en åbenbaring. Here it goes.

Kvindemuseets Café 

Hvis man har lyst til et lille trip tilbage til noget der minder om fin de siècle tidens Wien, med duften af kaffe og nybagt chokoladekage hængende lifligt i luften, fine antikke møbler og ægte (som i helt autentisk) caféstemning og atmosfære – så er det her man skal gå hen. Her går tiden i stå og man kan få lov til at spise fransk chokoladekage med flødeskum og drikke adskillige kopper lækker te, mens man svælger i forestillingen om det forrige i århundrede.

Café Stardust

Her er et sted, hvor man føler sig hjemme fra det sekund man kommer ind af døren. Hvor man selv må vælge af hvilken fin, guldkantet kop man vil drikke sin te og hvor der desuden sælges plader, fransk nougat og bøger om mumi-troldende, for bare at nævne nogle eksempler. Atmosfæren er afslappet og stueagtig og møblerne og musikken er i høj grad med til at skabe hyggen.

Fairbar

KFUMogKs nonprofit café er et sted, hvor man ikke blot kan få lækker te, varm kakao og specialøl (man kan også få kaffe, men jeg drikker ikke kaffe), udover “bare” at være en almindelig café er der nemlig også masser af spændende foredrag, koncerter og kunst. Så kan man vidst ikke rigtig forlange mere, vel? Men der er mere: Alt overskuddet går nemlig til et støtteprojekt i Indien og alle bartenderne arbejder frivilligt. Se dét er da et rart sted!

La Cabra

Jeg kan godt lide det her sted, fordi det bare emmer af god stil. Ikke bare god stil på den der overgearede præfinanskrise måde, men virkelig dybfølt god stil. Eftersigende kan man få rigtig god kaffe. De har i hvert fald helt fantastisk te. Det er et sted der har sin helt egen personlighed og sine helt egne særpræg. Og så kan man virkelig mærke, at den gode kvalitet kommer i første række. Bonusinfo: Her har jeg fået den bedste hindbærsnitte nogensinde.

Løves bog - og vincafé

Denne café er vidunderlig, fordi der også er bøger. Bøger giver stemning og atmosfære til et sted og jeg føler mig hjemme iblandt dem. Derfor var jeg også på pletten da Løves åbnede her i byen. Det er nemlig et sted lige efter mit hjerte. Og de har god te. Desværre er der nogle gange propfyldt, det viser jo bare at stedet er populært, men det er så ærgerligt at troppe op og slukøret måtte gå igen.

Så var der nogle caféer der fik lidt gratis publicity og hvis du er ny i byen, så fik du forhåbentlig et sted eller to at gå hen, når cafétrangen melder sig. Jeg kunne have nævnt mange flere og nogle undrer sig måske over, hvorfor jeg ikke også har nævnt oplagte steder som RisRas, LYNfabrikken og Sigfreds Kaffebar nu jeg var i gang. Det er også fabelagtige steder. Gå derhen også.

Det har været meget svært at vælge og der er stadig rigtig mange steder jeg mangler at besøge, men som jeg synes ser hyggelige ud. Og der er steder, jeg kun har været en enkelt gang og mangler at danne mig et indtryk af. Ergo: Der er mange caféture at glæde sig til.

Dovenprins?

En del af overskrifterne i dag har handlet om, at DR har ”afsløret” at kronprinsen ikke ”arbejder” ligeså meget som en gennemsnitlig dansker. Det har de gjort ved at kigge i hans kalender. Jeg orker ikke at skulle til at forklare lige nu, hvorfor jeg går ind for kongehuset. Jeg er bare en verdensfjern, historieelskende, nostalgiker der ser det som et fuldstændig harmløst, men dejlig hyggeligt og spektakulært, levn fra fortiden. Jeg ser dem ikke som overbetalte kontanthjælpsmodtagere. Jeg synes nærmere, at det er lidt synd for dem.

Tilbage til kronprinsen: Folk bør tænke på, at kronprinsen ikke har ”prins” som profession, men som identitet. Det er en identitet, vi (samfundet) har pålagt ham ved hans fødsel, og han har aldrig haft mulighed for, at sætte sig selv udenfor den rolle, som han ikke selv har valgt. Han repræsenterer det her land 24/7 uanset om det så står i hans kalender eller ej.

Jeg synes også, at folk skal tænke på, at kongehusets medlemmer er de eneste borgere i det her land som er sat fuldstændig udenfor demokratiet og derfor heller ikke har nogen demokratiske rettigheder. De har ingen indflydelse på deres egen position og er blevet pålagt at bruge hele deres liv på at repræsentere et land, som de ikke engang har stemmeret i. De udfører en serviceposition for os og er i konstant samfundstjeneste. Og de må ikke engang brokke sig, for de må ikke udtale sig politisk.

Ja, siger folk, men de har slotte og dyre biler og flotte kjoler og mange penge. Okay, siger jeg, men det kan du ikke købe mine demokratiske rettigheder for. For slet ikke at tale om min ret til selv at bestemme, hvad jeg vil bruge mit liv til.

Der er vidst vigtigere debatter at sætte på dagsordenen, end kongehuset (igen).

Ligner du din kat?

En af de målrettede annoncer, der pryder min facebook-forside i øjeblikket, har overskriften ”Ligner du din kat?”(det burde nærmere være ”ligner du din babushka dukke?”). Jeg har ikke klikket på den (næh nej), men jeg har alligevel spekuleret lidt over det. Her er de katte, jeg kunne finde i lejligheden:

Bedøm selv.

Hej Sibirien

Alle snakker om sibirisk kulde og spørger mig, hvor koldt det egentlig var, dengang jeg var i Sibirien (hold op hvor jeg elsker, at kunne skrive sætningen ”dengang jeg var i Sibirien”). Det var ikke særlig koldt, da jeg var i Sibirien, for jeg var der om foråret. Men nu er det vinter og vores brok over den mørke, våde, milde tøsevinter vi indtil for nylig måtte tage til takke med, er åbenbart nået helt til de fjerneste egne af Rusland – Sibiriens permafrosne stepper. Så de har sendt os lidt af deres rigtige vinter. Det er i hvert fald dér kulden kommer fra. Da jeg var i Rom for nylig, fortalte min iphone mig, at der var minus 37 grader i Irkutsk (en by i det sydøstlige Sibirien, som jeg besøgte i sin tid).

Én af overskrifterne på Politiken i dag, er, at her er ligeså koldt som i en kummefryser. Det er sjovt, for det er nøjagtig det samme, som jeg tænkte, da jeg cyklede på arbejde tidligt i morges. Eller snarere at det var som at træde ind i det fryserum, de havde i en dagligvareforretning, hvor jeg engang arbejdede – bare værre. Mine fingre har ikke gjort så krampagtigt ondt af kulde, siden engang jeg var på skiferie.

I Danmark bliver vi alle sammen ligeså overraskede som DSB når Roskilde Festival starter, når vinteren lige pludselig kommer (vinter er naturligvis en af de mange ting som også kommer bag på DSB). På trods af, at det sker hvert år. Det synes jeg er fedt, for vinteren er ikke noget, der skal tages for givet. Det er noget der skal gennemdiskuteres dagligt så længe det står på – derfor også dette blogindlæg.

Europa er efterhånden ligeså tilfrossen som sin økonomi og blomsterne på træet foran mit vindue er blevet til is. Hvad med noget europæisk forår?

Jeg danner (igen) mode

Ligesom da min nye frisure pludselig var moderne, har jeg netop opdaget, at mindst én person fuldstændig har kopieret mit vinterlook. Pludselig ser jeg en pige i grøn parkacoat og med samme slags brune støvler som jeg har. Hun har oven i købet en skoletaske magen til min. Hov, det er da mig, siger jeg til mig selv. Men det kan jo ikke passe! Jeg kigger igen: Nej. Det er en total efterligning af mig. Okay.  Godt nok har jeg set mange med parkacoats efter jeg selv anskaffede mig én. Der er faktisk en helt særlig hilsen mellem os med parkacoat. Men alligevel. Nu går det for vidt. Hvis ikke hun havde været lyshåret, havde jeg kaldt det en dobbeltgænger. Én ting er helt sikkert: Det er mit look hun har stjålet. Hmf.

Bloggertrend og dagligdag

Jeg kan se på statistikken, at I hurtigt fik nok af al romantikken og snakken om Rom. Altså, det var jo heller ikke jer, der var der dernede, vel? Men så er det jo godt at dagligdagen har kastet sig frådende over os herhjemme. For min søde kæreste er startet i skole igen. Og jeg insisterer på, at forsøge at stå op kl. 7 om morgenen og spise morgenmad med ham. Det er lykkes én gange på tre dage, så statistikken er foreløbig okay. I morgen skal jeg under alle omstændigheder selv møde klokken otte – så der er alle undskyldninger ligesom væk. Jeg ville bare ønske, at jeg vidste, hvor det lokale jeg skal være i ligger!

Et eller andet smart hoved må gerne udarbejde et meget, meget detaljeret kort over uni, for efter snart tre år som studerende kan jeg stadig ikke finde rundt. Kortet må gerne kunne fås som app. Og spar på kræfterne: Jeg har allerede AU FIND app’en, men den kan kun fortælle mig, hvor bygningerne ligger henne. Hvilket også er en god start, det skal da ikke være nogen hemmelighed.

Pointen er altså, at jeg også skal tilbage i ’dagligdagen’, hvis det nogensinde bliver det, når man er studerende med så meget selvstudie og fleksibilitet. Jeg må indrømme, at jeg er taknemmelig for selv at kunne tilrettelægge størstedelen af min tid – undtagen hvornår undervisningen ligger selvfølgelig. Således kan jeg jo f.eks. spise brunch med nogle veninder på fredag.

Jeg skriver delvist det her indlæg, fordi jeg i går aftes befandt mig i den temmelig underlige og omvendte situation, at jeg sad og puslede med mit wordfeud (som min søde kæreste tit passer) og min søde kæreste sad og tastede løs på tastaturet, fordi han var i gang med at skrive et nyt indlæg på sin lækre blog. Ja. Jeg går ud fra, at de fleste kan gætte, hvem det er, der plejer at sidde og skrive? Men det der med at blogge er altså blevet lidt en trend her i lejligheden (ligesom ude i verden). Det skulle ikke undre mig, om der snart går konkurrence i det – eller dagligdag. Hvem ved?