Julefreden sænker sig

Er jeg den eneste der fortsat konsekvent tænker på Første Verdenskrig, når jeg hører ordet ’julefred’? Det håber jeg! Selvom bachelorprojektet er afleveret, kan man ikke bare sådan lige ligge knap et halvt års læsning fra sig. Under læsningen lykkedes det mig selvfølgelig ikke at komme uden om den tvivlsomme anekdote om ’julefreden’. Jeg mener, at det fandt sted på Vestfronten, julemorgen, hvor de unge, sultne, tørstige, trætte, tilmudrede og halvt traumatiserede soldater som tilmed savnede familien derhjemme begav sig op af skyttegravene på begge sider af ingenmandsland og ønskede fjenden glædelig jul, spillede kort, var gavmilde med deres respektive alkoholrationer, og viste billeder af savnede kærester og børn derhjemme. Sødt. Lidt for sødt til at man kan overbevise mig om, at det ikke er en af de mange propagandahistorier, der blev produceret under krigen for at holde ’hjemmefronten’ loyal. Alligevel var det, dog, et lille, sigende, håb om, at fred kan lade sig gøre i selv den mest umulige situation. Sand eller ej er det altså en smuk anekdote. 

Nu vil jeg lade ’julefreden’ sænke sig og rejse hjem på gården til en velfortjent juleferie med familien. Magisk og autentisk jul på landet. Så bliver det ikke bedre! Tak for i år, hvis jeg ikke skriver mere – det har jeg ikke rigtig besluttet endnu. Jeg ved bare at jeg skal ud og lege med dsb sammen med det her læs gaver lige om lidt. Godt jeg ikke er tyk og har skæg, for så ville folk da tro, at jeg var julemanden, der havde måttet sælge sin kane pga. finanskrisen… 

Og glædelig jul, selvfølgelig!

DIY julegave

I år har jeg lavet én hjemmelavet julegave, nemlig en ægte scrapbog til min bedste veninde. Der er mange der får dem lavet over nettet og de kan også blive super fine, men jeg synes alligevel at det var hyggeligere, billigere og mere personligt at lave en selv.

Så jeg købte frejdigt en stor bog med blanke sider, en limstift, billedtape og to sprittuscher. Men jeg skulle selvfølgelig også bruge nogle billeder og i det her tilfælde var det altså dem fra turen med den transsibiriske jernbane, der var i centrum.

Dem sørgede Bilka heldigvis for, men for at det kunne blive en helt rigtig scrapbog var der, dog, lige én ting mere jeg skulle bruge, ellers ville det bare være et fotoalbum. Og det var selvfølgelig stakken med billetter, brochure og andet gøgl som jeg havde gemt fra turen. Jeg går meget op i at få gemt sådan nogle ting når jeg rejser.

Så jeg havde naturligvis en ordentlig bunke - også selvom det er ved at være et par år siden vi var afsted. Det tog mig kun et par timer, at få lavet scrapbogen, da jeg først havde fået fat i alle tingene. Jeg har sjældent følt mig så kreativ og den blev rigtig fin, hvis jeg selv skal sige det. Det rodede i hvert fald meget da jeg var færdig...

Nu tænker I nok, at jeg sidder her, og afslører min stakkels venindes julegave, for det er jo først juleaften på lørdag. Men hun har faktisk allerede fået den. Jamen, jeg blev da nødt til at se, hvordan hun så ud i ansigtet da hun fik den, det er da det allerbedste ved at give gaver! Jeg kan da afsløre, at hun blev super glad!

PS. Noget af dét jeg savner allermest ved julen her i det 21. århundrede er altså juleposten. Førhen, forestiller jeg mig, og bare da JEG var barn, fik og sendte alle mennesker rigtig mange julekort. En ordentlig stak fik man. Hver dag. Jeg var lige ved at tro, at jeg slet ikke ville få noget julepost i år. Folk sender emails, sms'er og hilsner på FB, men det er altså bare slet ikke det samme (lyder jeg lidt som en gammel dame nu?), men i dag skete der simpelthen det, at der alligevel lå et julekort i postkassen fra en venlig sjæl.

Nøj, hvor blev jeg glad! Næste år må jeg hellere selv sende en hel masse, så kan det være at jeg får nogle flere...

PPS. Næste år skal jeg heller ikke skrive bachelorprojekt.

Det er fedt når folk læser!

Hvis du siger du er sygeplejerske begynder folk at snakke om sygdomme og skavanker de har, hvis du siger du er tømrer begynder folk at snakke om alle de vinduer de gerne vil have skiftet, hvis du siger du er litteraturhistoriestuderende begynder folk at snakke om bøger de har læst eller om hvor meningsløst det er at læse bøger, når nu der bliver sendt så mange gode dramaserier i TV. Man bliver også tit bedt om, at anbefale bøger til folk, og siden jeg ikke rigtig føler, at jeg kan sætte min stakkels omgangskreds til at læse hundrede år gammel litteratur, har jeg efterhånden lært at følge med i hvad der hitter. Også populærlitterært.

Jeg bliver tosseglad når folk gerne vil læse bøger. Det må være fordi man bliver sådan lidt miljøskadet, jeg elsker at se hvad folk de læser. Hvis jeg er hjemme hos nogen tjekker jeg altid deres bogreol ud – også selvom jeg har været der mange gange før. Jamen, der er da ikke noget bedre, end lige at stå og mingle lidt med bogreolen? Det er da det samme som hvis håndværkeren lige skal tjekke om folks køkkener er monteret ordentligt osv. – faglig stolthed og alt det der! Når jeg kører i tog kan jeg da godt vride nakken halvvejs af led for at komme til at se, hvad det er folk sidder og læser, man er vel nysgerrig på sit felt? Sådan opdagede jeg da faktisk Jonathan Safran Foer i sin tid, hvis det endelig skal være.

For nylig kørte jeg i bybus, da en ung håndværkerlærling steg på. Ikke så snart havde han sat sig på sit sæde, før han flåede en tonstung roman op af tasken-med-teknisk-skole-logoet og gav sig til at læse med en sådan entusiasme, at jeg bare ikke kunne lade være med at smile. Se, sagde jeg begejstret til mig selv, alle læser! Folk læser! Tosseglad simpelthen. Jeg snakkede også med en arbejdsløs enlig-mor for nylig og ved I hvad hun sagde til mig, da hun hørte, hvad jeg studerer? Hun sagde, at hun sluger mindst en bog om ugen! Helst krimier og helst fra Sverige godt nok. Og hende der Sara Blædel var i øvrigt også bare fantastisk og Jussi Adler Olsen var også én af de virkeligt gode, hvis hun skulle nævne nogle danske. Mens ellers var Lisa Marklund altså klart toppen. Dét skulle jeg altså prøve at læse.

Jeg ved, at mange i min branche ville have rystet lidt på hovedet og krummet lidt tæer oppe i akademikerskyerne og jeg trak da også på smilebåndet, for vores litterære profiler kunne næsten ikke være mere forskellige. Men ALLIGEVEL læser hun og det er faktisk det vigtigste for mig. Hun har fundet en genre hun holder af og hun får læst en hel masse. Nogen læser Kafka, nogen læser svenske krimier, men så længe vi læser er det da ikke helt slut endnu. Vel?

Mareridt om Hemingway

I nat drømte jeg, at jeg skulle forsvare mit bachelorprojekt, som lige pludselig var blevet til mit speciale (!?), uden at have forberedt mig overhovedet. Forsvaret foregik lidt ligesom et forhør. Jeg var pludselig meget lille, men min drøm tillod mig dog at være en smule veltalende, og underviser og censor var sådan sært forvoksede og så ned på mig med mistroiske blikke. Underviser lignede et eller andet fra en film om en kostskole, måske ligefrem en eller anden fra Harry Potter. Jeg følte selv, at det kørte for mig med improvisationen. Når nu jeg ikke var forberedt, så var det vel det bedste alternativ, tænkte jeg. Men det endte alligevel galt. For pludselig går det op for mig, at censor er ingen andre end Ernest Hemingway – den opmærksomme læser vil vide, at dette er en katastrofe fordi mit bachelorprojekt mestendels handler om, netop, Hemingway. Behøver jeg at sige, at jeg ikke fik meget ros for den præstation? Af Gertrude Stein? Godt at det bare var en drøm!!

Er min underbevidsthed måske en lille smule nervøs for den bedømmelse af projektet, der måske finder sted. lige. nu.?

I kan godt lide tarteletter...

… Kan jeg fornemme, for på bare én aften formåede mit tartelet indlæg at blive månedens mest viste indlæg! Hallo, hvor det er fedt, at der stadig er så meget pondus i den gode, gamle ret at så mange vil sidde og læse om den og få løbende mundvand, forhåbentlig. Så meget for politik, Østeuropa og Astrid Lindgren – bare giv os nogle tarteletter! 

Måske skulle man blogge noget mere om mad? 

Jeg kan ikke gå i fred på gaden...

Er jeg den eneste der synes, det er intimiderende hvis fremmede mennesker giver hånd til en på gaden? Forhåbentlig ikke. Derfor er det også meget svært for mig at forstå, at det åbenbart skal være umuligt at spadsere gennem Aarhus centrum uden at mindst to-tre storsmilende mennesker har forsøgt at give hånd til en og sagt: ”Jeg vil gerne snakke med dig!”. Ja. Det lyder umiddelbart meget hyggeligt, men ikke når det sker gang på gang på gang på gang på gang og man seriøst mister tålmodigheden. Jeg taler selvfølgelig om folkene fra Amnesty, Greenpeace, Folkekirkens Nødhjælp osv. der prøver at få en til at støtte sagen med et fast beløb om måneden og melde sig ind i jeg-ved-ikke-hvad. Det de laver har sikkert et navn, men det kender jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg synes at deres metoder er virkeligt intimiderende og nærgående. Jeg bliver ikke venligere stemt overfor de ellers udmærkede organisationer (snarere tværtimod), af at skulle stå og forklare random mennesker, hvorfor jeg som studerende ikke finder det økonomisk forsvarligt at skulle give penge til dem på fast basis, hvorfor jeg synes de skulle spørge nogle midaldrende mennesker med masser af friværdi og hvorfor jeg i øvrigt ikke fatter, hvorfor de har valgt at få sig et job, hvor man åbenlyst generer andre mennesker på gaden og sætter ellers fine nødhjælps-, miljø- og menneskerettighedsorganisationer i et dårligt lys. Jeg tolererer dem selvfølgelig, som de fleste andre gør. Jeg siger venligt, men bestemt, ’nej tak’ før de når at sige noget og ignorerer deres overlegne ”ha’ en god dag”. Jeg har kun råbt af dem én gang og det var fordi en af dem fra Greenpeace gav sig til at følge efter mig. Må jeg have lov til at gå i fred på gaden? Ikke et ondt ord om de organisationer der har ansat dem, jeg synes de gør et mega fint stykke arbejde – det er bare deres aggressive værgemetoder jeg er imod. Jeg synes, det er en ærgerlig situation – både for brugere af centrum og for de pågående mennesker, der sikkert må udholde mange fornærmelser og afvisninger i løbet af dagen, hvad de så i det mindste selv har valgt (men alligevel, hvad er det for nogle jobvilkår at sige ja til!?). Jeg ved også godt, at det her er småting i forhold til de sager som de her organisationer kæmper for. Men så må man læse en anden blog. For her må man altså godt være småirriteret over ting der i virkeligheden er bagateller. Alligevel skulle organisationerne overveje, synes jeg, om ikke de aggressive metoder giver folk nogle dårlige associationer omkring deres arbejde.

Kog en høne!

Med en af mine ultimative livretter...

...fejrer jeg at mit bachelorprojekt endelig er færdigt!

Tarteletterne blev næsten ligeså gode som dem min farmor og min mor laver. Så vi er nogle dygtige nybegyndere, synes vi selv! Og jeg spiste jo alligevel ti (de sidste fem indtog jeg under stort pres). Av min mave...

De kære decemberbørn

Folk der har fødselsdag i december burde sådan set først skulle have julegaver et halvt år senere end os andre. Så var det ligesom bredt lidt mere ud. For det er simpelthen tangerende til det umulige at købe to gaver til den samme person, den samme måned. ’Hit med din ønskeseddel’ siger man til dem ’det var svært nok at købe din fødselsdagsgave! … Nå. Du har ikke flere ønsker siger du?’ Nej nu må det da virkelig stoppe. Men inden vi bliver for småsure, så lad mig da afsløre, at staklerne også selv synes, at det er en pestilens at finde på alle de ønsker (det er ikke en pestilens at have fødselsdag selvfølgelig, det er det aldrig!) – og det ved jeg, for jeg bor sammen med min søde kæreste, som har fødselsdag i dag. Og, hva’ skidt, han kan jo ikke gøre for det, og han bliver jo så glad, når han får gaver. Så mon ikke det også lykkes mig at finde på en julegave igen i år?

Tillykke!!

Mystisk kalendergave

I dag modtog jeg denne skållignende tingest i pakkekalendergave. Den er muligvis lavet af ben/horn/plastik og muligvis købt i Indien/Kina/Tiger-butikken…

Nu sidder jeg og grubler over, hvad den kan. Er der et eller andet bestemt man skal fylde i den? Blyanter (var min første tanke, men jeg tror den er lidt for lav til det), servietter, smykker? Den kunne godt ligne lidt en 70’eragtig servietring – bare med bund. Eller er det en lysestage? Jeg er meget spændt på, om den har et bestemt formål, eller om det virkelig bare er en lille skål skåret ud af et meget tykt horn, muligvis fra et kvæglignende dyr…

Under alle omstændigheder er det fedt med pakker! Og allerede mens jeg har skrevet det her, er jeg mere og mere sikker på, at det ville klæde den med et fyrfadslys... Hvis den altså ikke smelter...

Julehjælp er cool...

...synes jeg. Bl.a. fordi det minder mig om en af mine yndlingspassager i Emil fra Lønneberg, kun overgået af den hvor han kører dødssyge Alfred til Mariannelund i snestorm. Det er selvfølgelig den passage hvor Emils mor har pakket en lækker julekurv til de fattige på fattiggården, som sidder der og fryser og er gamle og plaget af gigt og lopper og lus og kommandusen. Kommandusen som tager kurven med ovenpå og spiser det hele selv! Da Emil finder ud af det, snyder han og Alfred kommandusen, så hun render af sted til et julegilde. Derefter tager de alle de fattige – også Alfreds farfar tumpe-Jokum – op på en slæde og kører dem til Katholt. På Katholt finder Emil og Ida al den lækre julemad frem fra spisekammeret og de fattige æder som var der ingen i morgen, for de har sjældent fået så dejlig mad og haft det så rart.

Kommandusen kommer tilbage til fattiggården og finder den tom. Hun følger slædesporene til Katholt og kigger ind af vinduerne og bliver bitter og arrig da hun ser sine fattiglemmer sidde derinde og have det rart. Tidligere havde Emil gravet en ulvegrav sammen med Alfred og sat en pølse på en pind for at lokke ulven. Grådig som hun er, vil kommandusen have den pølse og hun falder selvfølgelig lige durk i ulvegraven.

”Så stod de alle tre og stirrede ned på kommandusen, der godt kunne ligne en ulv. ”Er du sikker på, at det er en varulv?” Spurgte lille Ida med skælvende stemme ”Ja, det kan du tro,” sagde Emil. ”En ondskabsfuld, gammel varulvehun det er lige, hvad det er”

Pointen, eller ’moralen’ som det hed dengang, er jo selvfølgelig, at hvis man er grådig og egoistisk så ender man ensom, i en ulvegrav, mens de eneste man har i verden, sidder og godter sig på Katholt. Nej. Det jeg elsker mest ved denne her historie er Emils vrede da han hører om uretfærdighederne på fattiggården og den gavmildhed, som sættes i centrum.

Jeg kan ikke sige noget om, om der er for meget krævementalitet i vores samfund, men ligesom Emils mor – og ikke mindst Emil – kan vi alle sammen gøre noget for, at både dem der har spisekammeret fyldt og dem der for hundrede år (eller mere?) siden ville have boet på fattiggården, får en god og værdig jul. Delementalitet, tak. 

Og, ja ja, tænker I, nu plaprer hun løs om Astrid Lindgren igen, stopper det aldrig? 

Næ.  

Det er 1. december...

... og jeg er i julehumør! Det er første gang siden jeg flyttede hjemmefra, at jeg sådan virkelig, virkelig har lyst til at jule heroppe i Aarhus, så kald det bare en overspringshandling. Eller også skyldes det at jeg har nogen at jule for/med og ikke bor på 10kvm i år. På trods af bachelor-ræset har den kære jul altså alligevel sneget sig ind i min tilværelse. Jeg har åbnet den første pakke i pakkekalenderen! Skrabet et felt i skrabejulekalenderen (tak for adventsgaven!) og regner stærkt med at vinde millionen! Og jeg har pyntet lidt til jul.

 En aldrende nissedame vogter nu over mit te.

 

Menneskeligt overskud:

Jeg har en sød veninde, som ikke bare har lavet én, men så vidt jeg ved seks (!) pakkekalendere i år. Og hun har vel at mærke ikke nogen børn. Hun har lavet dem til sine veninder som kombineret fødselsdagsgave og julegave og jeg er så imponeret over det. Hvem der bare var så produktiv!

Ja! Ja ja ja! Det er en kurv fyldt med gaver! Findes der flottere julepynt? Nej det tror jeg ikke. Findes der noget bedre at foretage sig i december, end at starte hver dag med at åbne en pakke? Nej det tror jeg heller ikke.

Glædelig 1. december!

To ting...

Ét.

Der bliver talt meget om fattigdom for tiden og der bliver lavet mange fejl på begge fløje i dansk politik. Men en af de største fejl, jeg kan se, er, at man kun måler folks relative rigdom eller fattigdom på, hvor mange penge de har. Fattigdom handler ikke kun om penge, det handler også om dannelse, om menneskeligt overskud, introspektion, evnen til at forstå sociale koder og evnen til at have indsigt i det bureaukratiske system, som vores samfund udgør osv.

Jeg ved godt, at mange vil finde det hippieagtigt, at jeg bliver ved og ved med at bræge om, at rigdom ikke kun handler om penge. Men rigdom handler virkelig ikke kun om penge. Man kan være rig menneskeligt og fattig økonomisk og omvendt. Vi bliver nødt til, at tænke dannelses- og oplysningstanken ind i fattigdomsdiskussionen, for hvis vi ikke får alle faktorer med, så sidder vi lige pludselige med endnu flere meget rige, men meget fattige, mennesker som f.eks. Joakim B. Olsen.

To.

Og så kan jeg i øvrigt overhovedet ikke holde ud (men det bliver jeg jo nødt til), at der er nogen, der kan få sig selv til at sige, at det er børnenes egen skyld, at de er fattige. Er det børnene, der selv bestemmer i hvilken mave de vil være foster, i hvilken familie de vil fødes? Er der virkelig nogen der tror, at alle børn i det her samfund har samme vilkår? Og at de alle sammen får julegaver? Hvis der bliver indført brugerbetaling på uddannelse og hvis deres forældre, som måske både er fattige på den ene og på den anden måde, fratages deres ydelser, hvordan stiller vi så disse børn? Kan vi være det bekendt? Skal det være op til børnene at løse det fattigdomsproblem, som hverken deres forældre eller samfundet magter at gøre op med?

Måske lyder jeg lidt sur. Men jeg synes ikke, at der er nogen børn i det her land, der skal have det dårligt – uanset hvordan deres forældre opfører sig og klarer den. Jeg har sagt det før! Og i går gav jeg alt, hvad jeg havde af mønter til julehjælpen nede i netto.

Vi er et fattigt samfund, hvis vi ikke kan tage os af vores børn.

Den enarmede, skaldede dame

Okay. Jeg indrømmer at man godt kan få en lidt intern humor, når man er i et forhold. Se her hvor galt det kan gå/hvor sjovt vi har det:

Men den her tegning er faktisk en af de mest opmuntrende ting der ligger på mit skrivebord - sammen med en rød dubloklods og min nye Moleskine kalender. Har skrevet alle folks fødselsdage i kalenderen (og det på trods af facebook) og har (endnu engang) fundet ud af, at jeg kender flest der har fødselsdag i oktober, november og december. Hurra for alle os!

DIY tombola-gevinst!

Det kan godt være, at det er kommet på mode at hækle alle mulige fancy ting, men der findes heldigvis stadig ældre damer derude, der hækler de klassiske grydelapper, som er lidt for tynde (og hullede) til, at man ikke brænder sig og som I sikkert alle sammen kender! Derfor skulle jeg da heller ikke snydes for at vinde et nydeligt par, da jeg var til julestue i den landsby, jeg kommer fra, i går. Sådan går det, når man har en svaghed for tombola... 

Men de er jo faktisk ret fine (og retro) her op til jul.

Når det er så mørkt og koldt hele tiden......

... er det vigtigt at spise masser af sol!

Mums.

En kjolehistorie

Kan I huske min fine nye kjole, som jeg købte under stort besvær forrige fredag, og som jeg spildte dressing på dagen efter? Ja, i fredags gik den så i stykker. Den gik op i syningen og stoffet begyndte at trævle op. Mine lår lod til at synes at en størrelse M var lidt for trang, men jeg vælger selvfølgelig at tro, at det var en produktionsfejl. I forgårs tog jeg kjole og bon med ned i forretningen og spurgte pænt om ikke det var en lille smule for dårligt, at den sådan var gået i stykker efter så kort tid. Lidt efter gik jeg derfra med en splinterny kjole magen til og 20% af prisen trygt i min pung. Bemærkede nemlig også lige, at det da var ret ærgerligt, at den var blevet sat ned siden jeg købte den. Man er vel jyde. Og så måtte de jo give mig pengene tilbage. Det manglede også bare. Nu håber jeg, at den her holder bedre. Vil også gøre mit bedste for ikke at spilde på den.

Blixen og blomsterpres

Da jeg i går, i en vild etape af den begyndende opgaveskrivningsfase, flår ’Den afrikanske farm’ ud af reolen, opdager jeg, endnu engang, at bogen (som selvfølgelig er købt på loppemarked) er fyldt med gamle pressede blomster og blade. Det er noget, jeg altid har synes var både temmelig komisk (hvem bruger sådan et mesterværk til blomsterpres?) og temmelig poetisk (hvilket værk skulle ellers være fyldt med smukke, pressede planter?). Her følger et lille udvalg.

Guldkorn fra logbogen

I et anfald af interrailnostalgi har jeg fundet logbogen fra i sommers frem og trakterer jer hermed med et lille uddrag.

31. juli 2011

Sidste dag i juli og sidste dag i Skopje. Jeg smelter snart i Skopje. Luften står helt stille i Skopje. Sveden driver i mit ansigt. Vi har besøgt et mindested for Mother Teresa der blev født her og vi har set en smuk katedral. Et køligt kirkerum er så befriende og svalt i det her vejr. I aften rejser vi med bus til Tivat i Montenegro – det bliver spændende og godt at komme ud til kysten. Jeg savner havet. I dag har vi diskuteret hvad der får folk til at forlade alting og rejse rundt i årevis – rodløst og målløst og uden at stifte andet end overfladiske bekendtskaber, relationer til steder, mennesker. Hvordan kan man løsrive sig fra alt man elsker og være lykkelig? Er man netop lykkelig der? Hvordan kan man være ’ude’ hvis der ikke er noget hjem? Der er en australier her som har rejst alene rundt i Europa i foreløbig to år. Hvad flygter han fra, hvor hører han til?

”Freedom’s just another word for nothing left to lose” Janis Joplin

Senere samme dag:
I nat er jeg med bus mellem Skopje og Tivat. 11 timer på ujævne veje og i bjerge. Proviant: 2 müslibarer + 1 flaske vand. Vores chauffør kan ikke engelsk. I morgen vil jeg sidde på stranden og lytte til bølgerne. 

1. august 2011 kl. 12.15
Så er vi kommet til Montenegro. Vi kørte tværs over Kosovo midt om natten, i tordenvejr, i en bus hvor det regnede ind. Vi fik absolut ingen søvn mens bussen rullede henover de ujævne bjergveje i Kosovo og Montenegro. Vi bor på et hyggeligt hostel i Tivat nu og er lige vågnet efter et par timers søvn i et par gamle køjesenge.  

Hurra for DIY

Jeg har købt lækre hjemmelavede ting på julemarked i dag!

Og så har jeg planer om selv snart at producere noget hjemmelavet og lækkert - nu hvor det snart er jul!

Mums.

DIY!? Hvad for noget?

Er jeg den eneste der, trods min iver efter at følge med i kultur- og samfundsudvikling, åbenbart alligevel har siddet placeret i en regulær osteklokke de sidste par år (eller hvor lang tid det nu har varet)? Jeg anede ikke, at der var noget som helst navn for det der modekoncept med, at vi skal lave alting selv og fra bunden ligesom i gamle dage og være mere naturlige og økologiske osv. – hvilket jo i virkeligheden er et fedt koncept - og som betegnelsen DIY (Do It Yourself) åbenbart mere eller mindre dækker over (har jeg læst på wikipedia). Det er gået op for mig nu, fordi jeg faldt over det på min venindes kreative overbos blog og studsede og tænkte; nå det går nok snart op for mig hvad det betyder. Men jeg blev bare ved med at studse mere og mere og til sidst måtte jeg google det.  Suk. Jeg er overhovedet ikke med på beatet. Jeg kan ikke engang huske, hvordan man strikker. Eller spiller klaver. Eller tegner. Men jeg kan da sy et par sting, stoppe strømpebukser og jeg kan lide at skrive. Det tæller vel også? Jeg har også engang malet en kop til min søde kæreste med porcelænsmaling (der står ’skål’ på en masse forskellige sprog på den) OG jeg har planer om at lave en kop af samme art til mig selv hvor der skal stå ’FREE REFILL’, så man ikke skal være i tvivl om, at teen er gratis her i huset – jeg er sikkert den eneste, der synes, det er virkelig sjovt. Jeg har desuden brugt det allerbedste fra min kunstpostkortsamling til at udsmykke mit magnetiske vægfelt (haha, magnetfelt) med en lille billedkollage - den er jeg svært godt tilfreds med: 

Og i onsdags lavede jeg gammeldags æblekage af hjemmekogt æblegrød, hjemmelavet æblekagerasp og flødeskum af økologisk fløde – så kom ikke og sig at jeg ikke kan det der DIY. Og ja, det sidste her var kun for blær', jeg var simpelthen så stolt over den æblekage.

Perfektionisme og klodsethedshøjdepunkter

Meget af det her bloggeri handler jo om, at vi kan spejle os i hinanden og vise hinanden at vi (heller) ikke er perfekte, men at vi i hvert fald godt kan lide at skrive. Meget. Vi langer ud efter perfektionismeidealet på en måde. Men vi gør det samtidig til et ideal (blandt bloggere) at kunne skrive om sit liv på en sjov og sej måde – jeg er måske endda sådan halvafhængig af visse sjove/seje blogs. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg stiller mig i forhold til den der se-jeg-er-heller-ikke-perfekt-bare-helt-almindelig mission: Det perfekte er jo et meget individuelt begreb. Jeg mener: Man bestemmer vel egentlig lidt selv, om man synes, at ens liv er perfekt? Det er vel et spørgsmål om livssyn, forventninger? Optimisme? Vi graver jo efter lykken nogle forskellige steder. Og jeg vil da gerne indrømme, at jeg på mange punkter er perfektionist. Det kan jo sagtens være givtigt i ens hverdag at stræbe efter det perfekte – også selvom man ikke altid opnår det. I selve den stræben kan der jo også ligge noget værdi – og en del personlighed. Men hvis jeg lige skal komme med lidt vi kan spejle os i og tænke: Åh! Det kunne ligeså godt have været mig (det håber jeg virkelig, at der er nogen, der tænker), så kan jeg da afsløre (ja, dem der kender mig ved det jo godt) at jeg kan være utrolig klodset. Hvis vi nu f.eks. bare lige kigger på slutningen af sidste uges klodsethedshøjdepunkter (højdepunkter!): Torsdag træder jeg jo ovenpå på min søde kærestes dyre, fine briller, så den ene stang bliver helt (helt!) bøjet og eftersigende aldrig sig selv igen. Lørdag vælter jeg to glas vand (og det endda med min bagdel) udover min computer (bare rolig den lever mirakuløst endnu) og samtlige bøger (det er ret mange) på mit skrivebord. Selv samme lørdag spilder jeg selvfølgelig dressing på min fine nye kjole og søndag vælter jeg en skål chips i sengen – ikke det fedeste sted at have chips. Men som min bedste veninde siger:

”Det kan godt være at du tit vælter ting, men du rejser dem altid op igen”

Jeg anbefaler lige vin

Denne vin har eftersigende fået tildelt seks 'vinglas' i Politiken.

Jeg er ingen vinkender, men jeg har smagt den og jeg forstår det godt! Den er enormt lækker. Anbefaling hermed givet.

Shopping (not so easy!) og pandehår

Langt om længe ville jeg købe mig noget tøj efter hver morgen, i noget der minder om en evighed, at have stået og kigget fortvivlet ind i mit klædeskab. Jeg levede i en uendelig tøjkrise, hvad jeg sådan set fortsat gør. Men netop i dag skulle det altså endelig være, det kunne ikke blive ved på den måde. Jeg kommer ind til byen, til de lysende, glitrende, popmusikspillende tøjforretninger fyldt med drømme. Modedrømme. I alle former, farver, stoffer, snit. Orange og rustrød er forsigtigt men overbevisende skiftet ud med lilla, turkis og azur. Jeg læsser en ordentlig flok smukke kjoler over armen og med et kritisk vurderende blik lusker jeg rundt mellem tøjstativerne på jagt efter et mirakel, et modemirakel, et stykke tøj der kan fremkalde den rigtige mavefornemmelse; et sus. Jeg kigger og kigger til jeg tror, at jeg slet ikke kan tåle at se mere tøj og tænke; ’den er flot, men hvid er jo ikke så praktisk, hvid er klart et no go’ eller ’hvad skal jeg bruge sådan en jakke til?’, ’jeg kan ikke bruge den bluse til noget når jeg kun har ét par bukser’, ’Ser den nederdel ikke lidt mærkelig ud?’, ’Hvad er det for noget underligt stof?’ osv. Oceaner af beklædningsstykker vejet og fundet for let. Jeg prøver fuld af optimisme mit bjerg af smukke kjoler og ligner en (temmelig elektrisk) skumfidus i hver eneste! Hvad nytter det, så at sige til sig selv, at man må købe lige den kjole, der klæder én bedst? Jeg bliver også til min store, store rædsel nødt til at overveje, om jeg skal gå en størrelse op, men forkaster tanken. Det kan simpelthen ikke passe. Selvom det heller ikke er en tiltalende tanke, at man risikerer, at blive en af dem, der bare ikke har opdaget, at det ikke længere kun er de rigtige steder, tøjet strammer… Af de overvældende mængder splinternyt, sæsonklart, fashionabelt tøj jeg har gået og gloet på halvdelen af eftermiddagen ender jeg med at købe en fin kjole, igen. As always. Og jeg så ikke ud som på billedet da jeg endelig kunne cykle hjemad – det snyder!

Og mon der så i øvrigt er nogen der kan huske min frisør – jeg ved godt at jeg svor, at jeg ville rocke en miljøvenlig frisør, men denne her østeuropæiske kvinde er muligvis/sandsynligvis den eneste i Aarhus, der kan klippe mit pandehår, så det sidder, som jeg gerne vil have det. Jeg har været der med pandehåret to gange siden den dag hun var lidt mut og hun har simpelthen været så glad og sød og meget indforstået (yes!) og venindeagtig. Og nu har hun også selv fået pandehår, hvad hun stolt viste mig i dag! Pandehår er det seje. Det kan vi godt blive enige om hende og jeg.

Så håber jeg at jeres lyst til indlæg om shopping og hairfashion er stillet i denne omgang!

Statistikker og blogambivalente blogovervejelser

Jeg kan se på statistikkerne, at folk synes, at det er meget mere spændende, når jeg blogger om sko og hår, end når jeg blogger om politik. Næstmest spændende er dog Østeuropa eller også skyldes det bare, at der er så super mange indlæg om lige Østeuropa, fordi jeg mere er sådan en jeg-savner-Østeuropa blogger end jeg er sådan en nu-har-mit-barn-gjort-det-og-det blogger, også kaldet hverdagsblogger (no reference, Anna!). Ikke at der er noget i vejen med at være det, jeg læser sådan nogle blogs med stor fornøjelse hver dag, men jeg er bare ikke så sjov og desuden har jeg heller ikke noget barn. Hvis jeg havde en kat ville jeg blogge om den, tror jeg. Det ville være et hit! 

Indtil for nylig syntes jeg også, at det var temmelig prætentiøst at blogge – jeg tror, at det hører med til at læse litteraturhistorie. Så er det bedst at synes, at sådan noget er meeega prætentiøst og folk skal ’slappe af’ osv. Dét kan godt blive lidt ambivalent (læs: også akavet), når man samtidig selv har en blog, som man nyder at skrive og er rigtig glad for. Men ambivalens hører jo med til at være menneske. I længden kan man ikke blive ved med, at synes, at noget man selv gør, er prætentiøst uden at blive enig med sig selv om, at der faktisk ikke er noget galt i, at være lidt prætentiøs (og hvad er det egentlig også for et ord at kunne, hvorfor siger jeg ikke bare ’fremme i skoene’ eller sådan noget?) . Hvis jeg kan lide at læse nogens blog, er der vel også nogen der kan lide at læse min blog, ellers ville de jo nok ikke læse den. Og det gør I jo. Rigtig meget.  Tak for det.

Så meget for blog-identitetskrisen. Men jeg har altså stadig tænkt mig at blogge om politik engang imellem.

BA-status på en sløj mandag

1. Stakken med de bøger jeg mener, jeg skal nå, at have læst inden jeg kan gå i gang med at skrive er oppe på ti og flere er bestilt på statsbiblioteket.
2. Vi skal skrive en synopsis (mere) til på onsdag og jeg har ikke tid til forsinkelser, men…
3. Og apropos forsinkelser, så har jeg jo ondt i halsen og hovedet og næsen løber og jeg har bare ikke tid til at være syg nu (7-9-13, er det ikke det man siger?), har medicineret mig selv med en vitaminpille og en kop te.
4.  Jeg bruger alt for meget tid på at gå og gruble over titlen, selvom jeg ikke engang ved om opgaven bliver som jeg forestiller mig. 
5. Okay, nu går jeg i gang, jeg henter Hemingway og læser det hele en gang til.

Godt jeg skal mødes med sparringsgruppen i dag OG at den først skal afleveres den 14. december! 

Det der demokrati - det mener vi ikke så alvorligt, vel?

I går læste jeg i aviserne, at, nu havde Papandreou (den græske statsminister) ’droppet’ folkeafstemningen om EU’s redningsplan til Grækenland. Fint. Min søde kæreste fortæller mig, at hvis grækerne stemte nej, ville EU sandsynligvis kollapse og der ville ikke længere være noget Grækenland. Så jeg forstår godt den umiddelbart positive undertone i artiklerne, jeg forstår godt, hvorfor man har hånet den gode Papandreou for at ville afholde en folkeafstemning i så afgørende krisetider. Det er da hul i hovedet. Men ved I hvad? Manden har jo alligevel ret. Det er ikke særlig demokratisk, at trække en økonomisk plan, besluttet et helt andet sted i Europa, af nogle helt andre mennesker, ned over hovedet på sit folk. Papandreou er ikke Grækenlands diktator, han er deres folkevalgte statsminister og ser man objektivt på det, ja, så burde en demokratisk valgt regering spørge folket til rådighed i en så vigtig og alvorlig situation. Så uanset om han ville holde afstemning for sin egen popularitets skyld eller af respekt for demokratiet, så ville det da, uanset kollaps osv., have været det mest demokratiske. Men det er som om, at når lokummet brænder, så ligger lederne lige det der demokrati lidt på hylden, så er det lidt lige meget om vi bliver spurgt. Så har vi faktisk ikke rigtig noget at skulle have sagt. Artiklerne fik mig til at spørge mig selv, om vi virkelig mener det så alvorligt med demokratitanken? Er det nok bare at vælge et par repræsentanter? Eller burde vi egentlig ikke også få lov til at stemme om de store beslutninger de træffer ligesom grækerne var blevet stillet i udsigt? Sjovt at demokratiets hidtidige nulpunkt i finanskrisen nås på samme sted hvor demokratiet opstod. Hvordan kan en aflyst folkeafstemning være en god nyhed i en demokratisk nation som Danmark? 

Jazz-overvejelser fra en ikke-jazzkender

I sommers var jeg til to jazz-koncerter fordi der var jazz-festival i Aarhus. Den ene fandt sted i Musikhusets foyer med højt til loftet, marmor og glaspartier. Det var strømlinet, (poleret), jazz spillet af flintrende professionelle og teknisk dygtige musikere. Den anden hørte jeg på Løves bog– og vincafé: Vild, eksperimenterende og knasende sprød jazz fra et lystigt orkester i et alt for lille og dog meget passende rum. Det var uden nogen tvivl to gode jazzoplevelser (at den sidste var lidt bedre end den første skyldes min samtidige indtagen af brownie med creme fraiche) – og dog kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor vi sidder ret op og ned på vores stol med vores Tuborg Classic og hører jazz til jazz-festivalen i stedet for at danse? Fortjener jazzen ikke længere at blive danset til? Hvad blev der af forgangne tiders ville jazz-fester, jazz-klubber, jazz-restauranter? Hvad vil dette århundrede med sin jazz? Genopdage dens rus? Eller blot holde konceptet i live?  Kære jazz-festival, må jeg bede om en rigtig jazz-fest, tak.