Sidste indlæg...

… På en fin de compte.

Nogle gange kan man godt få brug for at starte på en frisk med et eller andet. Inden sommerferien varslede jeg, at bloggen her ville skifte navn og udseende, for jeg var ærlig talt ikke tilfreds. I løbet af sommeren er det så gået op for mig, at jeg ikke bare vil ændre bloggen. Jeg ville egentlig gerne starte HELT forfra…

Så jeg har lavet en ny blog (spændende!!)

Og hvad så med en fin de compte? Tænker du så. Ja den bliver slettet (bare rolig: Jeg har alle indlæggene liggende på min computer). Men den får lige lov til at stå og blomstre (og lede folk over på den nye blog) i et halvt års tid.

Til syvende…

Fremover kan I læse med HER.

On the road

Ventetiden er forbi! Der er nyt fra vores kontrastfyldte rejse gennem USA's mange udtryk.

Vi blev mødt af søde og entusiastiske slægtninge i Albuquerque, blev forkælet, vist rundt og vist frem og var på en mindeværdig udflugt til lækre Santa Fe.

Så nåede vi til et nyt højdepunkt af frihed da vi pludselig stod med en (lejet) bil og kunne køre hvorhen vi ville.

Vi kørte til mægtige Grand Canyon - kan slet ikke fatte hvor gigantisk det egentlig er. Men nationalparkerne Painted Desert og Petrified Forrest var også utrolige.

Ad Route 66 gennem smukke, øde ørkenlandskaber med gammel rockmusik på anlægget og længslen rettet mod vest. Til galeanstalten Las Vegas, der ikke sagde mig det fjerneste, men som til sidst fik sneget et lille grin ud af mig.

Imponerende Hoover Dam!

Gennem californiske ørkenlandskaber, og (hvad der føles som) tusindvis af kedelige, ens motelværelser, triste lobbyer og gummiagtige vafler til morgenmad (eller var det noget med en kvart muffin?).

Til vi endelig stod der. Efter en hæsblæsende køretur gennem LA trafikken. Ved Stillehavet. Som pilgrimme. Jeg har aldrig oplevet noget så tilfredsstillende som at krydse et kontinent.

Jeg tror aldrig jeg har set noget der er så smukt som Stillehavet i aftensolen når det glitrer der bag palmerne og bjergene står som silhuetter ned til det uendelige ocean mens vi kører op af Highway 1.

Vi tog til skøre Solvang og fik kaffe og kage i en nostalgisk version af Danmark, vi tog til fortryllende Santa Barbara og lod os rive med af den sydlandske stemning, vi tog ud og så en idyllisk californisk vingård.

Jeg har tabt mit hjerte til Californien.

Vi kørte nordpå med klipper, kulde, bølger og Elephant Seals der lå i vandkanten og sov. Vi har set så mange forskellige landskaber! Tænk at det stadig er det samme land vi er i! Sagde vi til hinanden.

Inden vi endte i San Franciscos bakker og trafik og fik os en karuseltur inden vi fik afleveret bilen og kunne gå på opdagelse. Tage på Beat museum, tage i City Lights Bookstore, drikke øl på Vesuvius. San Fran - en by der lægger op til at blive udforsket. Vi er først lige begyndt.

California dreaming!

Southern hospitality i Montgomery og smukke hvide kyststrækninger ved Gulfport. Gennem gigantiske, ubeskrivelige sump-områder i Alabama, Missisippi og Louisiana. Til New Orleans med hysterisk høj luftfugtighed, brusende jazz i gaderne og Faulkner house books. Videre til hippe Austin i Texas med fest, nye australske venner og belgisk chokoladeis med vingummibamser og skumfiduser (eget valg af topping). Lostness og forvirring i Dallas og et kryds på vejen hvor JFK blev skudt. Natbus til Amarillo. Cities at the break of dawn og solen der står op over det uendelige og imponerende prærielandskab.

Greyhound-busserne har transporteret os gennem sydstaterne, givet os uforglemmelige oplevelser og testet vores tålmodighed.

Amarillo er den øde westernby der markerer slutningen på rejsens første del.

I morgen tager vi sidste tur med Greyhound i denne omgang og rejser til Albuquerque, hvor vi besøger min søde kærestes slægtninge og starter vores roadtrip til San Francisco om nogle dage. Behøver jeg nævne hvor meget jeg glæder mig?

Reaktionerne når vi fortæller at vi er fra Danmark toppede da en ekspedient udbrød et "I love it!!!" som kun Ole Henriksen ville kunne overgå og er nu blevet mere a la "Denmark... What is that?" eller "Denmark... Is that in Switzerland?"

Billedtid:

Seriøst?

Jeg håber at det kun er i USA, man kan tage det her billede en sen aften på Burger King... Mums?

Surfin' USA

Okay. Planen var en tur i swimmingpoolen, men himlen har åbnet sig over Memphis, så det virker ikke så fristende længere. Istedet bliver det et blogindlæg til de nysgerrige.

Kære nysgerrige. Jeg kan simpelthen ikke nå at fortælle alt hvad vi oplever og det er godt, for så er der er også en masse at fortælle om når vi kommer hjem. Yay!

Vi couchsurfede i Nashville og det var den allerførste gang! Vi boede hos en rar fyr, som hentede os på Greyhound stationen og var rigtig flink til at vise os rundt i byen. Jeg kan rigtig godt lide couchsurfing, fordi man får mulighed for at snakke med en lokal og får en mindre turistet vinkel på det sted man besøger. Ulempen er godt nok bare at man næsten ikke har noget privatliv og at man er tvunget til at være "på" al den tid man er der. Plus at man er på spanden hvis man ikke lige klikker med sin vært. Vi havde ikke specielt meget tilfælles med vores og derfor kunne der godt opstå nogle arkward moments, men der var heldigvis også mange gode.

Men hvad sker der for amerikanernes madvaner? Begge morgener i Nashville sad vi tre voksne mennesker og spiste ChocoPops til morgenmad! Jamen det er da ikke normalt?

Nu er vi så i Memphis, som VIRKELIG overrasker positivt synes jeg (bortset fra regnen). Vi havde det mega skægt på den sightseeing tur til Graceland og Sun Studios vi var på i dag. Åh altså, jeg er en sucker for sådan noget nogle gange og det eneste jeg har fået at spise i den her by indtil videre er burgere (bortset fra morgenmaden), jeg er ikke sikker på at man kan få andet!?

Nu en helt særlig hilsen til mine rejsefæller på den allerførste interrail: Kan i huske den katastrofale "overnatning" i Wien 2007? Almost same thing skete i nat!

Til de nysgerrige: Det betyder at man bliver vækket af en vanvittig brandalarm midt om natten, bliver mega bange, pakker rygsækken, smider noget tøj på og skynder sig ned af en mørk, varm, propfyldt og klaustrofobisk trappeskakt fra 9. etage, mens man gør sit bedste for at forholde sig roligt og i virkeligheden er vildt bange for om det brænder under én så man ikke kan komme ud.

Men man kommer ud og finder ud af 1) de har ret flotte brandbiler her i Memphis, 2) det er falsk alarm.

Derfor er vi lidt trætte i dag, men stadig opsatte på at feste på Beale Street i aften...

Her kan I se et par lækre billeder fra de sidste par dage!

Happy fourth!

I onsdags var en sjov dag! En kort bustur fra Winston Salem til funky Asheville og så ankom vi ellers til et hostel der allerede rangerer blandt de bedste jeg har boet på, no kidding!

Vi bumpede direkte ind i forberedelserne til 4. juli festen (independence day), som vi straks blev inviteret til. Det blev en sjov sjov sjov aften, hvor vi både fik snakket med de andre på hostellet og med en masse lokale.

Der blev spillet guitar, drukket special-øl, spist hamburgere og kage, og udvekslet en hel masse kultur. Vi havde fået besked på at bidrage med noget til The Dinner, så Gourmetjohn fremtryllede en vildt lækker tzatziki. Wow. Det havde de godt nok aldrig hørt om før, amerikanerne, men de elskede det heldigvis!

Vi snakkede blandt andet med Sven og Lina - et rigtig sødt tysk par af den slags man ofte finder i Berlin med masser af piercinger og tatoveringer. Vi snakkede med en hipster-svensker. Vi snakkede med amerikanske Rachel som snart flytter til Norge og en hel masse andre!

I den her by går de rigtig meget op i at alt skal være organic, local, glutenfrit, recycle-venligt osv. Det er fedt at se at sådan nogle tanker også findes i USA! Og de er virkelig passionerede omkring det. Men i modsætning til de fleste lokale tager vi BUSSEN ind til centrum i dag og håber på at se kunst, vintage-shops og live musik. Busholdepladsen i centrum hedder Art Station - det lover godt!

Jeg smider et par billeder:

Oh my sweeeeet Carolina

I går kørte vi med Greyhound bus til North Carolina. Min søde kæreste har lavet en mega fed USA-playliste som jeg har liggende på min mp3'er, så mens vi susede afsted i det amerikanske landskab kunne jeg sidde og høre "Oh my sweet Carolina" og føle mig globetrotter agtig.

Jeg har det som om jeg er på interrail for første gang igen. Alting er nyt, anderledes og spændende. Og næsten ingenting kører på rutinen.

Jeg sad i Greyhound bussen og så et gigantisk landskab med utæmmede skove og brede floder. Big mama foran mig i bussen sad og hørte kasettebånd på sin walkman. Omme bag træerne bor amerikanerne i dyre villaer, i skyskrabere, i rækkehuse, i trailerparker, i faldefærdige hytter, i papkasser...

Sent igår aftes nåede vi til Winston-Salem efter en hæsblæsende bustur med et lidt for spændende transfer i Richmond (vi var nogle af de heldige som der var plads til i bussen).

Hotellet som vi har boet på i nat er vildt romantisk. Det ligner noget fra en Jane Austen filmatisering eller fra hvad jeg har set af Brøndums i Skagen. Jeg skriver det her indlæg fra en gigantisk blomstret lænestol.

Ved morgenbuffetten snakkede vi om, at amerikanerne er lidt ligesom børn der har fået lov til at være alene hjemme. Hvad vil du have til morgenmad? Der er fire forskelle slags muffins, der er wienerbrød, der er croissanter, der er overdrevent sød youghurt, der er cereal som er plastret til med sukker og mælk med 2% fedt...

Jeg kunne godt have boet længere på det her smukke hotel, men vi har en date med et flippet øko-hostel i Asheville. We'll hit the road again soon.

Et par billeder fra de sidste par dage:

First impressions - et uddrag

Nogle af mine allermest trofaste læsere har udtrykt ønske om at følge min rejse via bloggen. Det smigrede mig! Derfor dedikerer jeg det her indlæg (og måske mange kommende) til jer:

Kære piger. Jeg har været i De Forenede stater en dag og shit mand, mine fødder føles som om de har vandret tværs over kontinentet - i virkeligheden var det nok bare National Museum of American History der gjorde arbejdet. Men spændende var det. Selvom hverken indianerne eller Billy the Kid var nævnt med et ord (pssst, indianerne har deres eget museum).

Vi ankom til Washington igår aftes efter at have rejst med tog, fly, fly, tog og bus. Den fedeste del af turen var klart da vi endelig sad på en Greyhound mellem NYC og Washington. Jeg hørte rock-musik og så det vilde landskab suse forbi.

Engang på Roskilde i tidernes morgen var der en der sagde til mig at der sådan helt bogstaveligt var højere til himlen i USA. Jeg kigger op i det blå og synes egentlig at det er som det plejer, men alligevel kan jeg måske godt se hvad der blev ment. Noget med at her er rum til de store ord. Noget med at Janteloven falder som en sten fra hjertet når man glor op i det amerikanske blå?

Jeg har også opdaget ting jeg allerede vidste, men ikke rigtig troede på såsom HVOR glade amr egentlig er for fed mad og aircondition. Jeg forstår godt det med aircondition - her er HEDT. Jeg har oplevet noget lignende før på Balkan, men det er alligevel værre her, for det bliver bare ved og ved med at være varmt! Nogen vil måske kunne huske ankomsten til Beograd i 2007 - sådan føles det. Hele tiden. Hvad sker der? Men jeg kan sagtens leve med det. Lige siden vi tog afsted har jeg faktisk følt mig mere i mit rette element end jeg har gjort rigtig længe!

Mon det gav mening? Ellers kommer der et par billeder her:

I wrote it on a Greyhound

You wanna know one thing 'bout Americans? They like driving them big cars all the time ye know... But you know what? You can look down on all o' them big cars sitting in one o' those big Greyhound busses of theirs...

Dobbeltbooket

Det jeg frygter allermest når jeg skal på ferie er, at det hotelværelse jeg har booket er blevet lejet ud til nogen andre. Det er der gode grunde til. Min søde kæreste og jeg har været på ferie sammen fire gange og halvdelen af gangene har vi fået den umiddelbart nedslående dobbeltbookingbesked ved receptionsskranken. Først skete det i Paris efter at vi møgtrætte havde kæmpe os hen til det billige hotel og fik at vide, at vores værelse var blevet dobbeltbooket. Shit. Det var jeg bare alt for træt til at få at vide. Vi måtte overnatte på et lousy hotelværelse, der slet ikke lå i Montmartre. Heldigvis var det kun en enkelt nat. 

Så skete det igen på Malta og her var det hele ugen vores værelse var dobbeltbooket. Så vi blev opgraderet! Til et hotel med en stjerne mere end det vi havde bestilt og med en meget mere omfattende morgen- og aftenbuffet, swimmingpool på taget og værelse med havudsigt – til samme studievenlige pris selvfølgelig. Der var ikke noget at klage over. Men da vi storsvedende stod i receptionen og der ikke var noget værelse til os (og vi ikke vidste hvilken luksus vi havde i vente), var jeg VIRKELIG på randen til at blive hysterisk. 

Jeg følte mig forfulgt af dobbeltbooking-situationen. Jeg glemmer aldrig en ferie vi havde da jeg var barn, hvor vi havde booket en hytte på en campingplads og da vi nåede frem var den lejet ud til nogen andre. Åh-åh. Jeg var så bange for, at vi bare blev nødt til at køre hjem igen, men det ordnede sig heldigvis og hold op hvor var det bare en god ferie. Det er lidt som om, at de ferier der starter med en total dobbeltbookingkrise altid ender med at blive uforglemmelige! 

Alligevel håber jeg, at vores hostel står klar med åbne arme, når vi når til Washington i morgen aften efter at have været undervejs i over et døgn. Siger det bare. 

Afsløring: Blognavnet er kun midlertidigt

Ja. Så er det sagt. Da jeg oprettede bloggen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle kalde den. Så jeg kaldte den En fin de compte, fordi jeg var faldet over vendingen i en teoritekst og syntes det så pænt ud. Så kunne jeg jo altid ændre navnet, når jeg fandt på det perfekte blognavn. Problemet er bare at, det gjorde jeg aldrig. Nu er der gået over halvandet år og – uanset hvor godt du kan lide det – så er jeg bare dødtræt af navnet på min blog. Sådan virkelig. Er I klar over hvor dumt og upraktisk det er, at have valgt et navn til sin blog, som man ikke selv kan udtale og som ingen ved hvad betyder? Det er helt hul i hovedet og uanset hvor skabs-frankofil jeg så måtte være, så er målet simpelthen at få et blognavn på dansk nu.

Om to måneder skifter jeg navnet på bloggen og gør den mere personlig. Jeg ved ikke præcist, hvad den skal hedde endnu, men jeg har en idé om det og kriteriet er bare, at det skal være noget der er nemt at sige og nemt at huske. Det er ikke navnet der gør det i blogverdenen, har jeg bemærket, det er indholdet. Så jeg skal bare have fundet på noget catchy og alle er velkomne til at smide forslag efter mig. Det er faktisk derfor jeg fortæller det nu.  

En fin de compte betyder desuden ”til syvende og sidst” eller ”når alt kommer til alt” og når alt kommer til alt så tror jeg, at det her er den bedste løsning. Jeg er nemlig en dør til at snakke fransk, i modsætning til min kløgtige søster (tillykke med det flotte resultat!).

Vil du vide mere om mig og bøger?

Mig og bøger, ikke? Vi går bare way back. Vi kom lidt forkert ind på hinanden i starten, men så snart vi begyndte at forstå hinanden, skulle der ikke mere til end et par tilfældige møder på skolebiblioteket før sød musik opstod. Amor må have stået på lur mellem reolerne. I starten var vores forhold meget uforpligtende og løst, men med tiden er det blevet mere og mere seriøst mellem os. Litteratur indtager en temmelig vigtig plads i mit liv nu. Fylder meget. Er min største interesse og passion. Det er en af de få ting, jeg altid har noget at sige om og altid følger med i, uanset hvor træt jeg ellers bliver af verden og alt det der sker i den. Mig og bøger – det er en kærlighed der rækker ret dybt efterhånden.

Det lyder jo som den skønneste love-story, men er det mon altid sådan? Det kan du snart finde ud af. Den anden dag fik jeg nemlig en mail fra Arnold Busck (boghandlerkæden I ved), hvor de inviterede mig til at blogge om bøger på deres nye website (det er ikke noget vildt, du kan også gå derind og gøre det hvis du vil, men det var sødt de spurgte). Det har jeg besluttet mig for at prøve af. Jeg vil skrive om mig og bøger. Tanker om - og møder med - bøger og litteratur i min dagligdag. Så må vi se hvordan det går. Jeg går først rigtigt i gang til august, når vi er kommet hjem fra staterne. 

Men I kan se det HER og En fin de compte beholder jeg jo selvfølgelig. Selvom det nok ikke bliver i helt uforandret form. Vent og se.  

Jeg sælger ud

Engang var jeg lille. Og hver gang vi skulle have gæster derhjemme skulle der gøres rent og ryddes op. Sådan er det i de fleste almindelige hjem og som jeg langsomt nærmede mig teenageårene kom jeg mere og mere på det rene med, at jeg egentlig syntes, det var noget pjat.

Jeg svor, at når jeg flyttede hjemmefra og fik mit eget hjem, så skulle det i hvert fald være helt anderledes, ja det skulle. Mine venner kunne nemlig godt tåle at se lidt rod og lidt støv. Man skal jo også kunne se at der bor nogen osv.

Men ak.

Hvem farer rundt med støvsuger og oprydningstornado når vi venter gæster? Det gør jeg. Tanken om at lukke folk ind i en ikke-opryddet lejlighed bliver mere og mere uudholdelig. Selv med et varsel på 10 minutter og et løfte om, at det er lige meget, at der er rodet, kan jeg ikke lade være med lige at jævne så meget jeg overhovedet kan nå det værste.

En anden ting jeg syntes var temmelig latterligt som barn var, at hele huset skulle skinne før man kunne køre sydpå på bilferie. Hvorfor skulle der være ryddet op, når man alligevel ikke var hjemme? Det forstod jeg ikke. Jeg ville bare af sted.

Derfor har jeg det også lidt ambivalent med den liste jeg har lavet over alt det der skal gøres, for at lejligheden kan være fuldstændig pletfri, når vi rejser…

Mig og fodbold

Sent i går aftes sad min søde kæreste og så EM fodbold.

Mig: Hvem hepper du på?
Ham: Italien
Mig: Hvorfor det!?
Ham: De spiller flottest fodbold...

Jeg er en kvinde, så jeg kan ikke rigtig se forskel på, om man spiller elegant fodbold eller klodset fodbold eller destruktiv fodbold eller hvad man nu gør. Hvis jeg en sjælden gang kaster mit blik på en fodboldkamp, så hepper jeg på det land der ligger tættest på Danmark (ikke kun geografisk også mentalt, forstås). Hvis England spiller mod Italien så hepper jeg på England. Hvis England spiller mod Tyskland så hepper jeg på Tyskland, men hvis Tyskland spiller mod Sverige så hepper jeg på Sverige og hvis Sverige spiller mod Norge så hepper jeg selvfølgelig på vores broderland osv. (okay, you get it).

Sådan troede jeg at alle gjorde.

Det er lidt ligesom i Melodi Grand Prix hvor alle stemmer på sit naboland. Uanset hvor elendig deres sang er. 

Men nej. Der findes åbenbart mere raffinerede måder at beslutte, hvem man sidder og hepper på.  For man kan i hvert fald slet ikke se en fodboldkamp uden at heppe på nogen...

Røvgod (litteratur)festival

Da jeg så reklamen for dette års Vild med Ord (litteraturfestivalen i Aarhus), syntes jeg at den var sjov. Men nu har jeg fundet ud af, at jeg som seriøs litteraturstuderende nok egentlig burde tage mig til hagen på akademikermåden og mene at den var useriøs (og måske endda stødende). Se selv:

Men jeg er træt af, at folk gaber demonstrativt når jeg fortæller, hvad jeg studerer og jeg synes at den her plakat netop fremhæver, at litteratur ikke nødvendigvis behøver at være kedeligt – det kan også være sjov og glamour. Plakaten er måske corny. Jo-jo. Men den er sørensjaskme også forfriskende. Og tror ærlig talt ikke at Jørgen Leth kunne komme i tanke om et bedre sted at få sit navn placeret. Just sayin’. Og så giver det også omtale. Lidt på Simon Spies-måden måske (”dårlig omtale er bedre end ingen omtale”), men alligevel. 

I øvrigt ret spændende program i år. Jeg glæder mig allerede - og også til Børnenes Bogdag, hvor jeg har en workshop sammen med en kollega (og god veninde).  

Rejseklar?

Okay. Nu gider I ikke høre mere om eksamensperioden. Det gør heller ikke noget for den er slut nu og eksamen gik godt. Mere siger jeg ikke om det. Der er grænser for hvor mange indlæg jeg gider skrive om eksamen og kedsomhed (ja hvem skulle have troet det?). Istedet vender vi da blikket mod en lille bunke uundværlige genstande på mit skrivebord. Pas, logbog, valuta, transformer, styling gel og retro MP3'er. Hvad behøver man egentlig mere? USA-turen nærmer sig og jeg skal se at blive rejseklar.

Velkommen til regnvejrslandet

Med rigelige mængder kold hvidvin, honningmelon og venindehygge forsøger jeg indædt at holde livet og sommeren kørende på trods af nedbør i efterårsmængder og de lange mørke eksamensskygger der klatrer rundt på væggene. Jeg har genlæst så mange tekster, som kun burde have været læst en gang: Nemlig af den person der kom til at skrive den og som burde have smidt den ud med det samme. Ja.

Eksamensvreden går vel hånd i hånd med frustrationen og jeg ville egentlig godt skrive om noget andet end eksamen, men det fylder bare alt for meget i mine stakkels tanker og da jeg kørte hjem fra universitetet i bussen i dag og så på tremmerne af regndråber gennem de støvede vinduer, følte jeg mig fanget i den her triste eksamensverden, mens flere og flere blærer sig med deres sommerferie på facebook. Gid det var mig. Det er det heldigvis på torsdag.

Jeg spekulerer tit over det der med at gøre ting man ikke har lyst til. Det gør vi alle sammen hele tiden. Jeg har aldrig rigtig forstået det, men sådan hænger verden altså sammen. På torsdag lader jeg mig frivilligt pine ved det grønne bord, selvom jeg ikke har lyst, fordi jeg ved, at det er for mit eget bedste. Det er fornuften der er indgroet i vores samfund. Ingen har lyst til at gå til eksamen, men de færreste kunne drømme om at lade være, bare fordi man ”ikke har lyst”.

Sådan er det i regnvejrslandet. De kolde dråber kølner det længselsfulde sind. Fornuften pisker os ud i regnen, uden at vi tænker over hvorfor. Og hvorfor vi ikke bare bliver under dynen. Så pligtopfyldende er vi. Men som jeg sad der i bussen, trygt i ly for den silende regn, brød mit smil frem til ”sweet home Alabama” på ipod’en. Der er under to uger til jeg stikker af fra regnvejrslandet for en stund. Ud på eventyr. 

Verdens kedeligste pakke

Eksamensperioden har været igang så længe, at jeg næsten ikke kan huske, hvordan det er at have et normalt liv uden (intensiveret) dårlig samvittighed. Jeg læser til mine eksamener på tilvalget i religionsvidenskab og (al respekt til min veninde der læser det på hovedfag) det hænger mig langt ud af halsen! Derfor var det måske heller ikke lige tidspunktet at sende mig Religionsvidenskabeligt Tidsskrift nr. 58 i en fin brun pakke! Som om jeg har lyst til at læse flere kedelige tekster om hvor svært det er at definere og afgrænse religion osv. Jeg havde måske håbet på noget lidt mere opløftende. En roman f.eks. Eller en gratis tur i Legoland. Når nu dagen er gået med tekster om oldkirkelig kristendom. Ak! Men jeg har jo selv købt abonnementet i tidernes morgen da jeg stadig syntes det hele var nyt og spændende. The joke's on me. Religionsvidenskabeligt Tidskrift nr. 58 bortgives til første interesserede! Den ene artikel er endda på svensk kan jeg se.

Når Auster ringer på

Igår aftes fik jeg "The Brooklyn Follies" af Paul Auster bragt til min dør. Ja jeg har åbenbart tænkt mig at slæbe rundt på et mindre bibliotek ovre i Staterne. Mindre kan ikke gøre det. Nu ejer jeg så min egen Auster-roman. Intet udestående med biblioteket. Og den skal læses i New York. Indimellem besøg på fancy gallerier og shopping. Ja-ja.

Nyt fra sygelejet

Jeg har en virus. Måske er det influenza. Det er uhørt kedeligt. Det er utroligt, som man kan glemme, hvor kedeligt det er at være syg. I dag har jeg blandt andet:

- Tænkt på at lufte ud.
- Overvejet at støvsuge soveværelset.
- Overvejet at skifte sengetøj.
- Taget min temperatur 5 gange.
- Googlet "feber".
- Set den eneste film der ligger på min computer for mindst 20. gang eller deromkring (nej der er ikke noget disc-drev)
- Savnet det der med hele tiden at blive spurgt "Ka' du dreje hovedet" og "gør det ondt når du trækker vejret?" af min mor.
- Selv hentet vand. Mange gange.
- Spist peach melba yoghurt. Det gør jeg kun når jeg er syg.
- Været ualmindeligt begejstret for konceptet næsespray. 
 
Og hvor er min søde kæreste så henne i alt det her? Jo, han har såmænd fået hjernerystelse den stakkel. To mand nede. Jeg må vidst hellere se at blive rask i en fart.

Livet som hjemmegående

Småsyg og eksamenstræt sidder jeg her i min boble og taber Wordfeud-spil og havde glemt at det var Grundlovsdag. Måske var jeg den sidste i landet til at opdage, at butikkerne har lukket og at vi ikke havde fået købt ind. Facebook-besøgene er stødt stigende i takt med, at endnu en eksamensopgave nærmer sig sin afslutning og det er lige før, at jeg allerede kan smage morgendagens kolde Asti på tungen. Det er lige før, at jeg ikke kan huske, hvor varmt det var for kort tid siden og det er sjovt med os danskere. Enten er det for varmt eller også er det for koldt. Men en ting er sikkert. Sommeren er både slut og lige begyndt på samme tid. Livet som hjemmegående eksamens-forvirret studerende er så uinspirerende, at jeg slet ikke burde skrive det her indlæg. Alligevel følte jeg trang til at fortælle, at bloggen stadig lever. Drømmen om afslutningen på den sidste eksamen lever også endnu.

Gevinst i postkassen

Jeg er sådan én der mener, at bøger skal læses på de rigtige tidspunkter. Jeg har prøvet at læse bøger på forkerte tidspunkter (f.eks. da jeg læste "Oliver Twist" på interrail 2010) og på rigtige tidspunkter (f.eks. "Gå" af Tomas Espedal interrail 2011) og jeg ved godt, hvad jeg foretrækker. I dag fandt jeg "On the Road" af Jack Kerouac i min postkasse - en læseoplevelse jeg med vilje har gemt til den dag, jeg skulle rejse tværs over USA.

Her skal vi bo...

... sagde min kæreste og viste mig dette billede:

(Det er Thomas Helmigs villa i Risskov som er sat til salg til lige knap 16 millioner).

Mig (med kritisk blik og løftet øjenbryn): Kan man have køkkenhave og høns?
Min kæreste: Det skulle jeg mene.
Mig: Hvornår tager vi ud og kigger på det?

Men bare rolig. Den slags bliver der ikke noget af nogensinde lige foreløbig. Tilgengæld er der kun (lige præcis) EN måned til vores rundrejse i De Forenede Stater begynder. HURRA!

En uddød (kunst)art

Jeg kan ikke blive ved med at skrive om de mange ulemper ved eksamen og dilemmaet mellem hyggelige grill-fester og tunge sociologi-bøger. Det går simpelthen ikke. Det er ligesom givet på forhånd at eksamen er et nødvendigt onde og grill-fester ikke er det. Og jeg har ikke engang nogen børn, jeg kan fortælle sjove historier om. Nej. Til gengæld har jeg lige postet det nok sidste brev til min London-veninde, som jeg har været penneveninde med det sidste halve års tid (for nu kommer hun snart hjem). Jeg er nemlig gammeldags og elsker at skrive breve. En ordentlig stak tætskrevne A4 sider. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive det sidste brev, men så læste jeg DENNE ARTIKEL, om at brevskrivning er en uddøende kunstart, som de færreste længere praktiserer og at vi får kommunikeret rigtig meget med hinanden, men: Hvad er det egentlig vi får sagt? Mister vi ligeså stille evnen til, at lade vores følelser flyde ud gennem pennen og manifestere sig som sort blæk på et stykke papir. Er det bare mig der er nostalgisk/sentimental/reaktionær? Måske. Men jeg har altid været fascineret af brevskrivning (og dagbøger og notesbøger og logbøger osv.) og samtidig er jeg sådan en type, som får det rigtig underligt, hvis nogen fælder et gammelt træ eller river et gammelt hus ned. Jeg skulle lige til, at kalde det en dårlig kombi, men jeg synes faktisk, at vi bør erkende, at vi mister noget med brevskrivningens uddøen, at den havde en crucial betydning for den verden der fandtes før os, at brevene er en af de vigtigste kilder til den verden og at hvis internettet bliver den vigtigste ”kilde” til vores tid, så kan det være at vi (mig inklusiv) skal til at tænke lidt mere over, hvad vi skriver. Eller hvad? Så nu har jeg altså sendt et brev af sted til London og ønsket, at alt stadig var som i ”gamle dage”, hvor man kunne få eftersendt sin post fra hotel til hotel, når man rejste rundt i Europa.

Ingen sommer uden udflugt

Når Danmark ikke kan komme til Sydeuropa - så må Sydeuropa komme til Danmark. Og her tænker jeg kun på klimaet (pyh!). Økonomien må de gerne beholde for sig selv. Den her hede (ja, jeg ved godt at det bliver endnu varmere når jeg kommer til Texas), har sat mine tanker i slowmotion. I går fik jeg min søde kæreste til at læse en anmeldelse igennem, som jeg har skrevet. Hans første (overraskede og lettere anklagende) kommentar var: "Du skriver meget kortere sætninger end du plejer!". Staklen var lidt skuffet over, at det kun havde været nødvendigt at sætte to kommaer.

Hvem kan formulere lange sætninger i det her vejr? Hvem kan skrive opfindsomme blogindlæg? Hvem kan forstå Durkheims teorier? Ikke mig. Derfor dette uopfindsomme indlæg om, at det er blevet sommer. Og nu hvor det er blevet sommer, så er der vel ingen der efterhånden tror, at jeg er den der sidder med næsen nede i pensum dagen lang. I går blev der faktisk tid til en tur i Den Gamle By med min Randers-veninde. Den Gamle By tog sig ud fra sin smukke side:

For en historieelsker som mig er det guf at være der. Så nu har jeg købt årskort. Simpelthen. Og jeg må tage en ven med gratis hver gang. Så træd nærmere.

Billederne afslører ikke, at turen også involverede en økologisk vaffelis og en boghandler der belærte os om, at man altså ikke sagde "hej" i 1927.

Man sagde goddag.

Farvel.

Urealistiske forventninger

Hvorfor tror jeg altid at SOMMER og læseferie betyder oceaner af tid der involverer grill, strand, kold hvidvin og jordbær i solen? I stedet sker det her:

 
Og det er det mit liv (stort set) kommer til at handle om de næste par uger. Jeg glæder mig mest til de belejlige afbrydelser. 

Min overbo har tømmermænd...

… Det er jeg helt sikker på, for hendes fest holdte mig vågen det halve af natten. Og det kunne have været hele natten, hvis ikke det var fordi min kæreste vågnede midt om natten, tog sin ene øreprop ud og spurgte mig, hvorfor jeg lå og bankede min pude ned i sengen, mens jeg hviskede ”så skru dog for helvede ned!”. Så vidste min kæreste godt hvad klokken havde slået og han måtte op og rode sit musikergrej igennem efter endnu et par ørepropper. Jeg er nemlig ikke typen der går op og klager over larmen og jeg brugte det halve af natten på at spekulere over hvorfor. Der er tre grunde: 1) Jeg vil udvise tolerance, så de ikke kommer rendende den dag jeg spiller høj musik og danser hele natten (som om det nogensinde kommer til at ske), 2) jeg vil ikke have at de skal se mig i nattøj, 3) jeg kan slet ikke komme ud af min seng på den tid af natten.

Nej jeg har nemlig helt andre og meget mere konstruktive taktikker, såsom af banke min pude ned i sengen eller ligge i timevis og spekulere på hvad jeg ville sige, hvis jeg nu tog mig sammen og gik op og bad dem om at skrue ned. Det sjoveste/værste var, da både min kæreste og jeg havde fået ørepropper i og forsøgte at føre en samtale: ”De larmer godt nok meget, hva?”, Hvad?”, ”hvad siger du?”, ”hvad siger du?”, ”hvad?”, ”jeg tror ikke, at vi kan høre, hvad hinanden siger”, ”hvad?”…

Eksamensbrok

I går skulle jeg have et eksamensspørgsmål udleveret og jeg må indrømme, at det jeg var mest nervøs for, var, om jeg ville være i stand til at finde eksamensspørgsmålet på AU’s (ja, så er vi på den igen) kaotiske hjemmesidehelvede. Jeg tror ikke, at det ville have lykkes mig at opspore det, hvis ikke det var fordi, min søde underviser havde været forudseende og sendt en mail med et link og ordene ”det ser ud til at spørgsmålet bliver udleveret her”. Hun havde heldigvis ret.

MEN SÅ er der jo det kære eksamensspørgsmål (og jeg har luftet det på facebook), man kan virkelig se, at vi kun er tre der tager den eksamen, for det er ikke noget der er brugt mange minutter på: ”Der ønskes en diskussion af islam og muslimer i Vesten”. Til den tredje sidste eksamen på min bachelor skal jeg simpelthen kunne bevæge mig direkte fra en ikke-eksisterende problemstilling og op på et diskuterende taksonomisk niveau, for spørgsmålet siger jo også indirekte, at der ikke ønskes nogen redegørelse, analyse eller perspektivering. Okay. Jeg ved godt, at jeg sætter tingene lidt på spidsen nu, for det får de jo selvfølgelig alligevel og de får også en fin hjemmefabrikeret problemstilling, for ellers kan man ikke skrive en velfriseret eksamensopgave.

Det undrer mig bare, at man vælger at give os et spørgsmål, der er så bredt. Det er selvfølgelig for at undersøge, om vi er stand til at udvælge relevant pensum ud fra de vedlagte bilag og lave vores egen vinkling. Men det ændrer ikke på, at opgaven skal indeholde en generel diskussion af islam og muslimer i vesten og det er jeg simpelthen ikke sikker på, at jeg kan gøre på sølle 12 sider. Hvis det skal være på den her måde, så kunne de ligeså godt have gjort det til en fri skriftlig opgave, hvor vi selv skulle reflektere os frem til en problemstilling ud fra pensum, måske med en aktuel vinkel, osv. (det er jo også det vi skal nu, men hvis den havde været fri, havde jeg ikke behøvet at sidde og vente i spænding i går kl. 10, så kunne jeg have skrevet den, når jeg ville). Jeg mener, hvis opgaven alligevel skal være bunden, så gør den dog rigtig bunden, så det ikke bliver sådan noget uspecifikt halvhjertet noget. Så kan jeg sidde her i min eksamenshule og spekulere på, om min (lidt snævre) vinkel er repræsentativ for den diskussion der ønskes. Åh altså. Undskyld mit brok. Nu er jeg klar til at fortsætte.

Selv når man er i sin gode ret til at være sur

På mit rengøringsjob har jeg en kollega fra Ungarn som er ved at lære dansk. Så vidt jeg ved, er han på alder med mig, bor i Beder med sin hustru, studerer et instrument på konservatoriet og drømmer om at blive gartner. I søndags da vi stod nede på et af herretoiletterne og var ved at tørre en mindre oversvømmelse op (vand, bare vand), spurgte jeg ham, om ikke han synes, at dansk er smukt sprog – halvt i spøg selvfølgelig, men også kun halvt. Han grinede lidt og så sagde han: ”Jeg tror, at alle mennesker synes, at deres eget sprog er smukkest”. Jeg erklærede mig straks enig. Så sagde han: ”Jeg synes jo også at ungarsk er et rigtig smukt sprog”. ”Virkelig?” var jeg lige ved at spørge, men jeg gjorde det ikke. Når han havde gjort sig umage for ikke at fornærme mit sprog, (som sikkert er vildt svært og frustrerende at lære), hvorfor skulle jeg så fornærme hans?

Denne korte samtale mindede mig om et indslag jeg så i Aftenshowet en dag: De havde været ude på gaden og lege politisk associations-leg med tilfældige danskere; den unge studerende, den gamle dame, håndværkeren, den midaldrende kvinde, den obligatoriske indvandrer osv. Alle var de blevet spurgt ”Hvad tænker du når jeg siger…” og så var de forskellige partier blevet nævnt. Til sidst nåede de til Dansk Folkeparti. Der blev klippet fra den ene til den anden og alle sagde noget stil med ”de har en meget stram udlændingepolitik” eller ”jeg tænker på Pia Kjærsgaard”. Til sidst blev der klippet til den unge indvandrer i kokketøj. Her holdt man vejret en lille smule og spekulerede på, hvad han mon ville sige, om det parti der havde så meget imod hans tilstedeværelse i vores land. Han smilede af spørgsmålet og tænkte sig lidt om, så sagde han: ”Der er ikke noget forkert i at elske sit land og elske sit flag”. 

Man behøver nemlig ikke fornærme folk, bare fordi de mener noget andet end én selv. Det kunne vi danskere godt lære noget af – ikke mindst Dansk Folkeparti.

Et lille stykke loppemarked

I den by jeg kommer fra afholder spejderne hvert år et helt fantastisk loppemarked på en gammel gårdsplads midt i byen. Laden og nedlagte svinestier er fyldte med alt hvad mit kræmmerhjerte (ja, sådan et har jeg også) begærer og det er især bøger og smykker og glas og tasker og tingeltangel. Ude i gårdspladsen er der møbler og skrammel og legetøj. Jeg har købt mange fine møbler der. Jeg sidder faktisk på et af dem lige nu. Dertil kommer, at man både kan købe pølser med brød, æbleskiver og helstegt pattegris med kartoffelsalat. Samtidig kan man møde hele lokalsamfundet. Ved fast tilbagevendende begivenheder i ”min” landsby er det de samme mennesker der står og agerer sælgere de samme steder – ændringer sker i hvert fald kun gradvist. Og det allervigtigste ved traditioner er jo faktisk også, at de ikke ændrer sig for meget (det havde jeg ikke behøvet at læse på religionsvidenskab for at vide).

Man skulle tro, at det var det samme skrammel de stod og solgte af hvert år, men det er det faktisk ikke og man må jo næsten forundres over, hvordan det nu i 40 år har kunnet lykkes at opdrive så meget godt loppeskrammel i sådan en lille by. Vi er åbenbart en flok samlere. Det er jeg i hvert fald. Men jeg har nu for tredje år i træk misset årets største loppebegivenhed og jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på alle de gode loppefund, jeg er gået glip af. Øv, øv, øv. Da loppemarked startede i lørdags passede jeg nemlig flittigt mit arbejde heroppe i Aarhus.  

Søndag var min søde kæreste og jeg ude at gå den løberute jeg skal løbe når jeg opgraderer næste gang. Bare så jeg ikke farer vild. Det er en rigtig hyggelig tur og nogen må simpelthen have opfanget min uudtalte ærgrelse, for se hvad der stod og ventede på mig:

Et lille stykke loppemarked. Langt væk hjemmefra. 

Apropos ens joggingsæt

Da det i sidste indlæg kom frem, at min søde kæreste og jeg havde købt ens rygsække til den længe ventede USA-tur til sommer, kunne folk da ikke dy sig for lige at foreslå, at vi i samme ombæring anskaffede os ens joggingsæt. Meget morsomt. Men jeg gentager: Det kommer ikke til at ske.

Tilgengæld var jeg en tur inde hos optikeren i forgårs, for jeg har OGSÅ fået problemer med hovedpine når jeg læser og det er ikke en rar situation, når man studerer litteraturhistorie. Hyppigste spørgsmål når jeg fortæller folk hvad jeg studerer er: Læser I så meget? Her er svaret en gang for alle: Ja, vi læser meget.

Optikeren rådede mig til, at daffe ind i Tiger butikken ved siden af og købe mig en billig +1 læsebrille i tvivlsom kvalitet (hurra for en optiker der anerkender at man er på SU!) og nu bliver det spændende, for i Tiger havde de ret mange fede læsebriller at vælge i mellem. Jeg prøvede dem alle sammen og valgte de flotteste jeg kunne finde:

Som lidt senere på dagen viste sig at være en dårlig, men nøjagtig kopi af min kærestes flotte Ray-Ban briller! Jeg siger ikke, at de ikke klæder mig (for det gør de), jeg siger bare, at det er typisk når man lige har svoret, at de ens rygsække egentlig var rigeligt. Værsgo grin bare. Jeg er stadig glad for dem!

Og så skal I da ikke snydes for en lille opfølger! Se lige hvor flot den kage vi bagte til vores forfatterskoleelever blev:

(Pynten er fin til at skjule hvor flad den kage egentlig blev).

Det afgørende spor

Så skete det. Min søde kæreste og jeg har købt rygsække til USA turen. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg sagde ”jeg kan alligevel ikke komme mig over at den er så grim” om min kommende rygsæk i forretningen. Men det skulle altså være prima kvalitet til prisen – og så var de naturligvis på tilbud til 50 %. Min søde kæreste forstår nemlig at opdrive gode tilbud. Så dér måtte drømmen om en lilla rygsæk altså lige vige. Jeg kunne dog ikke holde mig tilbage for lige at spørge ekspedienten om ikke de fandtes i lilla.

De er ens og de er grimme/praktiske, men nu bliver de altså vores hjem under halvanden måneds USA rundrejse. Basta. Det er forresten min til højre (hvis I var i tvivl) og nu hvor de er købt, er det som om turen nærmer sig endnu mere. For, sjovt nok, er rygsækken nok det allervigtigste udstyr, når man skal være backpacker. Så må vi se om jeg kan være lige så eventyrlysten med en sort rygsæk, som jeg kan med en lilla. Det gik i hvert fald udmærket med armygrøn på sidste års interrailtur. 

Sommerferie-syndromet

Jeg troede, at det kun var når man er barn, at der indtræffer et tidspunkt, hvor man ikke kan tænke på andet end sommerferie, hvor der næsten konstant står RUNDBOLD og KAGE henover ens nethinde, når man forsøger at modtage undervisning og hvor pladsmanglen i ens hjerne bliver noget nær akut. Men sommerferie-syndromet lever altså i bedste velgående hos mig og jeg kan frejdigt synge med på ”Gorm den gamle var smed i Hobro”, for samtidig med, at jeg føler, at der ikke er plads til mere viden i mit stakkels hoved, så føler jeg (paradoksalt nok), at jeg har glemt alt hvad jeg har lært. Allerede. Fordi min koncentrationsevne hoster og sprutter hver gang jeg prøver at vække den og fordi min motivation har nået et hidtidigt nulpunkt.

Det er her jeg begynder at overbevise mig selv om, at det ikke er så vigtigt med de fine karakterer og at eksamenslæsning i øvrigt aldrig tager så lang tid som man tror (men sandheden er jo, at det er omvendt). Jeg har aldrig været fantastisk dygtig til at læse op til eksamen, for jeg er måske lidt for hurtig til at tænke ”det her kan jeg godt huske” og ”nu har jeg jo kigget på det”. Jeg husker tydeligt da jeg læste op til 9. klasses eksamen, der jo som bekendt er den første prøve man sådan skal til. På det tidspunkt var jeg i gang med ”Slangens gave” af Lene Kaaberbøl og meget opslugt. Skal jeg være ærlig, så fik jeg læst ligeså meget i den, som jeg fik læst i kompendierne.

Jeg ville nok ikke skrive de her ting så afslappet og henslængt, hvis det rent faktisk var gået mig dårligt til eksamenerne, men jeg har (stort set) altid været tilfreds med mine resultater, så jeg tør godt afsløre, at mine øjne resolut søger væk fra tavlen og ud af vinduet når sommerferien begynder at nærme sig. Der er ikke andet at stille op end at bide tænderne sammen og slæbe de kedelige bøger med ud i solen og lave lister inde i hovedet over alle de spændende bøger der skal læses, når de kedelige endelig kan lægges på hylden med god samvittighed. På onsdag skal min kollega og jeg holde sommerafslutning med vores hold på forfatterskoleforløbet for 12-15-årige og jeg tør godt love, at der er dømt kage og sommerferiestemning. Det glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig til den 21. eller 22. juni, hvor jeg bliver bachelor!! Vildt.

Apropos kage, så poster jeg lige et billede en kage som engang var blevet tilovers fra en konference og som vi derfor fik lov at dele ud til forfatterskolebørnene. Jeg kunne ikke lade være med at fotografere den, for jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se ordene: ”Nem-login Grunddata” skrevet med glasur (ja, det kunne spises). Men mon ikke der skal stå GOD SOMMERFERIE på den vi skal have på onsdag? I think so.

Det eneste jeg kan sige til min indre sommerferielængsel for at retfærdiggøre endnu et forsømt forår (det ottende?) er, at sommeren i det mindste ikke bliver det. Hold ud!

PS. Vi har i øvrigt fået grill - det er dejligt sommerligt: Læs HER.

Hvem skulle have troet det?

Jeg er mildest talt ikke den sporty type og jeg har aldrig nogensinde før brugt så mange penge på noget sportsrelateret. Det troede jeg faktisk slet ikke, at jeg var i stand til…

Men nu er der nye tider på vej for min kondition. Eller de nye tider har egentlig været der længe og jeg havde længe ment at jeg sagtens kunne løbe i løbesko og joggingsæt, som jeg har regnet ud må være fra (hold godt fast) 2001 eller 2002. I hvert fald så længe jeg kun løb 1 km, men jeg løber ikke længere kun 1 km (uh!). Løbetøjet fik jeg jo i julegave, så jeg manglede egentlig bare løbeskoene – og jeg har fået mange prædikener og formaninger fra løbeentusiaster om, hvor vigtigt det var med de løbesko. Så jeg kunne ikke rigtig trække den længere.

Jeg har det bare meget (meget, meget) svært med sportsforretninger (rigtig meget på udebane der), men i dag tog jeg en dyb indånding, trådte ind i en løbeforretning og fik tage den løbetest som resulterede i et lækkert par New Balance:

De havde dem desværre ikke i pink (jeg spurgte).

1. maj tale

Som I ved er jeg her på min ungdoms gamle dage blevet en desillusioneret, tvivlende socialist der ikke længere er helt sikker på, om der egentlig er nogen partier i det her land, som jeg har lyst til at stemme på (nogle mindre end andre, ikke?). Derfor havde jeg også besluttet mig for, at jeg ikke længere ville skrive om politik på bloggen. Ikke fordi jeg ikke havde lyst, men fordi jeg simpelthen ikke vidste hvad jeg skulle skrive. Jeg er ikke i humør til at skrive lange indlæg om kvindekvoter (modstander), finanskrisen (delvist modstander) eller at jeg er enig med Sebastian Klein i, at det går ned af bakke for dansk børne-TV (læs HER). Jeg har kun holdt én 1. maj tale i mit liv. Jeg stod på en bænk ved Slotssøen i Kolding, ung og idealistisk og med to tilskuere. Jeg kan ikke huske hvad jeg sagde, men jeg er ret sikker på, at ordvalget ”kammerater!” indgik og at jeg havde en lunken Slots i den ene hånd.

Så hvad skal jeg sige om politik i dag? 

Måske at vi skal besinde os, fordi kinder der har været blå af kulde ikke kan blive rosenrøde i løbet af et knips med fingrene og at vi synger det i sangene og siger det i spøg, men at jeg kigger mig rundt hvert forår og konstaterer, at jeg faktisk elsker det her land. Men at jeg sidder herhjemme på 1. maj og sorterer papirer – og det kræver jo også en del papirarbejde at være borger i en velfærdsstat. Og at jeg på det sidste har spekuleret på, om vi ville respondere ligeså smukt på et terrorangreb som nordmændene gør. Jeg har tænkt, at dansk politik minder mere og mere om (endnu) et fesent realityshow, hvor folk falder over hinanden i det ene åndssvage forsøg på at få opmærksom efter det andet. Tør vi ikke længere bruge de store ord?

Glædelig 1. maj.

Den vilde natur på den anden side af vinduet

Jeg har tænkt på mange ting, jeg kunne skrive om i dag, men ingen af dem har substans nok til et helt indlæg synes jeg. Skulle jeg fortælle, at træet foran mit vindue, som valgte at blomstre i november, tog chancen og blomstrede engang mere i sidste uge. Her gik jeg og troede, at der var gået kuk i systemet for det stakkels træ og at det ikke ville kunne rette op på sin fejlvurdering. Men sådan er det ikke i naturen. Ikke så mange dikkedarer. Vi prøver bare igen. 

Skal jeg fortælle om, hvor meget det undrer mig, at der konstant går to ænder rundt i vores gård? Hvorfor er de ikke nede ved Brabrandstien sammen med de andre ænder? Det minder mig om det afsnit i TV-serien Lykke, hvor der er en and der har mistet sine ællinger – men de har ikke fået ællinger i år endnu, har de? Den anden dag, da jeg kom hjem fra uni mødte jeg en kat ude i gården. Den hed Freja og efter hvad jeg kunne forstå på den(s navneskilt) havde den krydset mindst én trafikeret og livsfarlig vej, for at komme hen og snuse rundt i vores gård…Uf.

Og således kom indlægget til at handle om naturen udenfor mit vindue, som jeg måske tillægger lige lovlig mange menneskelige egenskaber og som jo egentlig bare er en lille firkant af græs og planter i byens store greb. Men jeg kunne ikke undvære den for alt i verden. Jeg vil faktisk gerne se noget mere til den. 

Nu er der gudhjælpemig også en due!

Der tegner sig spor

I øjeblikket benytter jeg enhver ledig stund til at læse i ”The New York Trilogy” af Paul Auster, men det er ikke den jeg vil skrive om i dag. Jeg nævner den blot for at fortælle, at romanen er fyldt med detektiver og at hvis en af Paul Austers detektiver gik på opdagelse i vores lejlighed (hvad jeg ikke håber), så ville han hurtigt kunne finde spor der indikerede, at der snart skal til at ske noget stort.

Det flyder med spændende rejselitteratur (her er et uddrag):

Der er indkøbt amerikansk litteratur:

Der er indkøbt flot og robust læderindbundet logbog:

Der hænger et stort kort over USA i vores soveværelse:

Men de vigtigste spor findes snok på min søde kærestes computer: For der ligger flybilletterne nemlig. Til de (få) der ikke allerede ved det, vil jeg bare fortælle, at vi tilbringer halvanden måned med at rejse tværs gennem De Forenede Stater til sommer, at planlægningen er i fuld gang og at vi glæder os vanvittigt meget!

Min søndag i bagklogskabens lys

Det er søndag, solen skinner og foråret har efterhånden godt fat i vores lille underlige land. Alligevel har jeg valgt at bruge søndagen på, at læse om mikrosociologi og en detaljefanatisk sociolog ved navn Erving Goffman. Min søde kæreste har derimod valgt, at tage med to af vores venner ud til et økologisk landbrug og se, at køerne bliver sluppet på græs. Jeg er vokset op på en gård, jeg har set køer komme på græs hundredvis af gange, jeg ved, at det nogle gange kan være mere dramatisk end at de ”danser”, men at økologerne sikkert har ret i, at det er sprudlende glæde, der får køerne til at springe rundt i mødet med det længe savnede græs.

De skulle cykle 30 km for at komme ud at se det. Så jeg tænkte, at jeg havde truffet den ansvarlige beslutning, ved at blive herhjemme og forberede mig til næste uges undervisning. Uvisheden om, om jeg overhovedet kunne cykle så langt var selvfølgelig også en væsentlig faktor. Men da min søde kæreste sendte mig dette billede:

  

Gik det op for mig, at jeg havde taget fejl. Jeg skulle have taget mig sammen, pakket en picnickurv med sandwich og kolde øl, cyklet de 30 km og set de køer komme på græs, uanset hvor meget jeg så er vokset op midt i et landbrug. For ligesom køerne angiveligt savner de grønne græsgange hele vinteren, så savner jeg vel, at se, hvor meget køerne har savnet det græs. Eller også trænger jeg selv til at komme på græs, frem for at sidde her i bogstavland. Godt det snart er sommerferie - og at der stadig er to afsnit af Bonderøven jeg ikke har set endnu. Næste år tager jeg med.

Junglelignende tilstande i lejligheden

Ingen af os har specielt grønne fingre og ingen af os er, mod alle odds, særligt praktiske. Min søde kæreste praler med sine ti tommelfingre (han er dog temmelig godt kørende i et køkken) og jeg er, ved første indtryk, en verdensfjern bogorm. Alligevel er vi typerne, der går og drømmer om en dag at få en køkkenhave. Vi er også typerne, der kan finde på at snakke om, hvad der skal være i sådan en køkkenhave. Vi har set de fleste afsnit af ”Nak og æd”, ”Frilandshaven” og ”Bonderøven”… Jeg ved ikke hvilket segment, det placerer os under, men det kommer nok ikke som nogen overraskelse for jer, at et bed med krydderurter også er i høj kurs hos os.

Og det er lige præcis sådan et krydderurtebed, vi tog forskud på i dag, da vi greb alle urtepotteskjulere vi (jeg) ejede og fyldte køkkenet med jord i et ubehjælpeligt forsøg på, at plante krydderurter ud i potter, så vi kan have dem som potteplanter. Det lykkedes! I hvert fald delvist, for urtepotteskjulerne var for små, så nu må vi se hvor længe de overlever, men min søde kæreste siger, at jeg ikke skal være så pessimistisk. Jeg synes bare, det var overraskende svært at få proppet de planter ned i det pottemuld - men jeg er jo selvfølgelig heller ikke spor rutineret.

Her er det grønne resultat:

(Bemærk at kamelen Hassan har sneget sig med på billedet 

- det ER jungle)

PS: Så verdensfjern er jeg heller ikke. Her ser I mine fødder iført hjemmestrikkede sokker. Den til højre er jeg lige blevet færdig med i dag. HURRA!